I et tidligere indlæg (12. marts) stillede vi spørgsmålstegn ved en række udtalelser af professor Jan Stentoft Arlbjørn i Dagens Medicin (12. Februar). Grundlæggende mener professoren, at det er en misforstået opfattelse at kalde OUH’s lean-aktiviteter for lean. Seniorkonsulent Jørgen Ejler Pedersen fra OUH stillede sig ligesom os undrende over for denne udmelding.

Professor Jan Stentoft Arlbjørn svarer på disse indlæg i Dagens Medicin 19. marts. Svaret har en karakter, der kalder på en respons fra vores side, selvom det umiddelbart virker lidt frugtesløst at skulle fortsætte en debat, når professoren affærdiger andres synspunkter med, at man enten er mindrebemidlet (vi læser kun konsulenternes salgsmateriale) eller har diskvalificerende motiver (det drejer sig her om lean-konsulenter, forskere i Lean ved et institut med samme navn og udgivere af materiale om lean med et kommercielt sigte).

Vi vil dog alligevel gøre forsøget, selvom det vil kræve mere end ét indlæg at kommentere hele professorens svar – og de ting, der forbliver ubesvarede.

Vi skriver i vores første indlæg, at vi ikke kan finde definitioner på lean, der ligner den, Jan Arlbjørn Stentoft kommer med i sin kritik af OUH’s lean-indsats. Som svar lover Jan Arlbjørn Stentoft at sende os nogle referencer, der understøtter hans definition af lean. Det er dog svært for os at finde eksempler på, at de tilsendte referencer eksplicit definerer lean som standardisering, effektivisering og taktstyring. Det er professorens fortolkning af kilderne. Ikke kilderne selv. Faktisk bestyrker læsningen os kun i, at lean handler om mere end tre ting. Vi vil gerne takke for professorens venlighed ved at tilbyde at sende ham fem referencer, der ikke forsøger at indfange lean-begrebet med ordene ’standardisering, effektivisering og taktstyring.’

Det skal ikke forstås derhen, at standardisering, effektivisering og taktstyring falder uden for lean. Den holdning bliver vi urigtigt taget til indtægt for. Vi påpeger blot, at fænomenet sjældent beskrives kun ved hjælp af disse tre begreber. Hvis professoren en dag skulle finde en definition, der støtter hans udsagn, mangler vi også stadig et svar på, hvorfor OUH ikke kan kalde deres lean-aktiviteter for lean? Har de f.eks. aldrig forsøgt sig med standardiseringer som en del af deres lean-projekter?

Desuden nævner vi i vores oprindelige indlæg, at standardisering, effektivisering og taktstyring ofte tjener det formål at forbedre produktionen. Jan Stentoft Arlbjørn mener dog i den originale artikel ikke, at produktionsforbedring og -udvikling er lean. Det er stadig svært for os at forstå, selv når man tager professorens egen forståelse af begrebet in mente.

Vi skriver også i vores indlæg, at professoren er medforfatter til en bog, der roser OUH’s lean-indsats. Det er ifølge Jan Stentoft Arlbjørn medforfatternes skyld. Selv personer, som professoren vælger at skrive lean-bøger sammen med, har åbenbart en anden idé om, hvad lean er. Det aktualiserer blot spørgsmålet om, hvem der har autoritet til at diktere, hvad der er ’rigtig’ Lean. Det er os uforståeligt, hvordan et ellers forstandigt menneske kan udtale sig kategorisk om, hvem der er lean og ikke-lean, når vedkommende udmærket godt ved, at der er delte meninger om emnet, og at begrebet mildest talt er udflydende. Det kræver i hvert fald et ego, der er større end vores.

Sidst men ikke mindst tager Jan Stentoft Arlbjørn et helt nyt tema op, når han skriver, at han er interesseret i, om lean er en fornuftig brug af skatteborgernes penge. Vi vil blot erindre om, at der er forskel på at diskutere, hvad et fænomen er, og om et fænomen er godt eller dårligt. Vi kan dog kun hilse det velkomment, hvis kursændringen er et udtryk for, at professoren i virkeligheden har ønsket en anden debat end den, han giver udtryk for i de oprindelige udtalelser til Dagens Medicin. Det giver nemlig i høj grad mening at diskutere, om lean kan bruges overalt, om fordelene opvejer ulemperne, og om pengene kunne finde bedre anvendelse på andre måder? Hvis det var intentionen bag professorens udtalelser, er vi langt mere enige, end man skulle tro. Så kan vi også stoppe den forholdsvis frugtesløse diskussion om, hvorvidt OUH kan kalde deres lean-aktiviteter for lean. Selvfølgelig kan de det.

Mahad Huniche, chefkonsulent i Region Sjaelland, Esben Rahbek Pedersen, lektor, CBS