Under overskriften 'Mammografiscreening redder liv' skriver Dagens Medicin i nr. 27/12, at fordelene er langt større end ulemperne, og henviser til en artikelserie i et supplement til Journal of Medical Screening. Det er aldrig påvist, at mammografiscreening redder liv. I screeningsforsøgene var både den totale dødelighed og dødeligheden af kræft (inkl. brystkræft) den samme i de screenede og ikke-screenede grupper (se Cochrane-oversigten på www.cochrane.dk). Dette er væsentligt, bla. fordi screening øger dødeligheden hos de raske, overbehandlede kvinder. 

En stigende strøm af artikler i tidsskrifter som BMJ, Annals of Internal Medicine og New England Journal of Medicine har de senere år rejst alvorlig tvivl om, hvorvidt mammografiscreening har nogen effekt på brystkræftdødeligheden. Det har også vist sig, at årtiers screening ikke har medført en reduktion i de absolutte rater af avancerede tumorer (større end 2 cm eller i stadium III og IV), hvilket er en uomgængelig forudsætning for, at screening kan have nogen effekt. Screeningsfortalerne nævner imidlertid aldrig absolutte tal, men relative, fordi det så ser ud, som om screening virker. Da screening medfører betydelig overdiagnostik af harmløse tumorer, er relative tal meget misvisende, fordi alle disse tumorer lægges til i nævneren. Overdiagnostikken medfører, at flere kvinder mister brystet, når der er screening, herunder mange, som ville være forblevet raske, hvis de ikke var gået til screening. Disse studier er udført af en række forskergrupper, der både er uafhængige af hinanden og ikke har interessekonflikter.

Det samme kan ikke siges om den selvudnævnte Euroscreen-ekspertgruppe bag artikelserien i Journal of Medical Screening. De fleste af gruppens medlemmer er ansvarlige for de screeningprogrammer, hvis grundlag de samtidig vurderer. Medlemmerne har det fælles synspunkt, at screening har en stor effekt med få skadevirkninger. Dette øger sandsynligheden for konsensus, men ikke for at nå frem til de rigtige resultater.

Et andet habilitetsproblem består i, at der er tale om en sammenfatning af observationelle studier, hvoraf en stor del er publiceret af ekspertgruppens egne medlemmer, ofte i fællesskab og ofte i Journal of Medical Screening. Ikke overraskende når de frem til, at deres egne resultater er de mest pålidelige. Det er et yderligere habilitetsproblem, at chefredaktøren for Journal of Medical Screening er den umiddelbare chef for ekspertgruppens koordinator, og at de begge er ledende medarbejdere på det institut, der udgiver tidsskriftet.

Rapportens konklusioner nås primært gennem undladelsessynder. Kritikken af de studier, gruppen ikke bryder sig, om gentages, selvom den er tilbagevist. Omvendt nævnes kritik af deres egne studier ikke, selvom den aldrig er besvaret. Gruppen forklarer heller ikke, hvorfor reduktionen i brystkræftdødeligheden i den vestlige verden har været af samme størrelse i lande, der screener, og lande, der ikke gør, eller hvorfor reduktionen har været størst blandt unge kvinder, der slet ikke screenes. 

Rapporten konkluderer, at screening medfører en reduktion i brystkræftdødeligheden på 25-31 pct. Dette svarer til hele den observerede reduktion i den screenede aldersgruppe i Europa og USA. En sådan effekt levner derfor ingen plads til de betydelige fremskridt inden for behandling af brystkræft, som er opnået inden for de seneste 30 år. Hvis vi skal tro på rapporten, skal vi derfor også tro på, at f.eks. tamoxifen, kemoterapi og forbedret strålebehandling har været virkningsløs. 

Når uafhængige ekspertgrupper ser på data, er billedet ganske anderledes. Både US Preventive Services Task Force og Det Nordiske Cochrane Center har analyseret lodtrækningsforsøgene og fandt, at screening måske kan redde en kvinde ud af 2.000 efter ti års screening, i modsætning til 8 kvinder ud af 1.000  i rapporten. Denne påståede 16 gange større effekt er aldrig observeret, men er et resultat af ønsketænkning og upålidelig forskning, herunder case-control-studier og utilladelige ekstrapolationer. En af os har beskrevet disse manipulationer udførligt i en bog (Mammography screening: truth, lies and controversy. Radcliffe, 2012).

Elsebeth Lynge var interviewet i artiklen i Dagens Medicin. Hun har tidligere konkluderet, at man kan screene i København uden overdiagnostik, hvilket er en matematisk umulighed, men erkender dog nu, at overdiagnostik eksisterer. 

Det eneste, Euroscreen-ekspertgruppens rapport kan bruges til, er at konstatere, at screening skal vurderes af uafhængige forskere. Vores forskning er blevet nævnt som den direkte anledning til, at der er nedsat en uafhængig ekspertgruppe i Storbritannien, som forventes at offentliggøre sin rapport sidst på året.