Nok er nok! For meget få år siden blev almen praksis i den grad opfordret til at påtage sig en større rolle i forebyggelse og kronikeromsorg. Man indførte forebyggelseskonsultationen og e-mail-konsultation. Som troskyldige, samarbejdsvillige læger gik vi straks i gang. Anskaffede større lokaler, ansatte sygeplejersker, købte softwareløsninger etc.
Hvad skete der? Man opdagede, at vi gjorde, hvad vi var blevet bedt om, og så blev det naturligvis for dyrt. Forebyggelseskonsultationen blev afskaffet og honoraret for e-konsultation reduceret. Samtidig blev det krævet, at vi skulle bruge tid og penge på fælles medicinkort (som ikke virker på sygehusene eller i kommunerne endnu) og på tvungen diagnosekodning og datafangst. Alt sammen tiltag, som kun kommer til at sjæle tid fra den direkte patientbehandling. (Og vi turde ikke sige nej, fordi vi ikke havde selvtillid nok til at sige, at kvaliteten i almen praksis primært ligger i det personlige kendskab til patienterne som mennesker og ikke i databaser over surrogatmål for behandlingskvalitet — og at mange praksis med egne edb-systemer selv kan udføre kvalitetssikring og -udvikling uden centrale databaser).
Vi hørte også teatertorden om en kommende meningsløs akkreditering, som heller ikke havde udsigt til andet end endnu en omkostning og endnu et dræn af vores tid fra patienterne. Ja, og så lige noget med et økonomiloft, som burde bekymre, men midtvejs i perioden sagde tallene, at vi ikke overskred...
Pludselig får vi så at vide, at loftet er overskredet, og at vi vil blive trukket i næste regulering. Regionerne har INTET anerkendt af det, som PLO har fremført som eksempler på opgaveglidning til almen praksis — selvom vi igennem perioden har fundet talrige eksempler på dette. Og der er kommet 60.000 patienter mere!
Hvis overenskomsten fortsætter ud ad tangenten, må jeg sige fra, og jeg vil opfordre kollegerne til det samme. Jeg kan forstå på kolleger her i Vejle Kommune, at man arbejder på at holde mere koordineret ferie (f.eks. mellem jul og nytår), afskediger personale osv., men det er usikkert, om disse tiltag flytter noget i forhold til økonomiloftet. Der må findes kollektive løsninger på et kollektivt problem.
Jeg har læst PLO’s overenskomstkrav. Det er desværre ikke særligt konkrete krav. Der må regulære, ydelsesbesparende modkrav til. Når man vil betale mindre, må man nøjes med mindre. Den enkelte praksis kan ikke selv styre dette her. Det skal løses nationalt. Her er nogle forslag:
Afskaf kravet om konsultation hos egen læge efter kl. 16. Det er en meningsløs luksus, at folk har krav på at kunne få en tid ved egen læge efter normal arbejdstid, samtidig med at det er svært at få læger nok til at dække vagterne. Hvis en patient ikke synes, at kontakten til lægen er vigtig nok til at tage fri fra arbejde, så er den ikke vigtig. Hr. direktøren kan købe denne ydelse andetsteds.
Rul kravene om obligatorisk datafangst tilbage.
Afvis enhver form for meningsløs akkreditering.
Sig fra over for ydelser, som ikke er kerneopgaver i almen praksis: slut med flere screeningsopgaver. Ethvert ønske om almen praksis’ deltagelse i screeningsprocedurer må afvises, hvis det ikke er led i paragraf 2-aftalen (uden for økonomiloftet).
Flere officielle lukkedage i almen praksis.
Hvad siger mon PLO til dette?
Og så til sidst: Vi kan være aldeles afslappede vedrørende enkelte regioners ønsker om flere regionsklinikker og lignende. Det vil med garanti blive både dyrere og dårligere. Lad dem bare komme an! Det tjener nærmest vore interesser, at de får det prøvet af.
Vi, som er tilbage i almen praksis (og det er dog de fleste nogen tid endnu), må til gengæld sige fra over for mere kontrol. Vi er herrer i egne huse.