Gode patientforløb præget af sammenhæng og god kommunikation, livskvalitet på trods af sygdom, høj kvalitet i sundhedsvæsenets samlede tilbud – det er blot nogle af de krav, politikere og borgere velbegrundet stiller til det danske sundhedsvæsen.
Derfor kan det også undre, at denne helhedsbetragtning og samfundsmæssige nytte har været fuldstændig borte i en vurdering af behovet for en lægeskole i det nordjyske.
Når et menneske bliver sygt, rammes ikke alene et organ eller en legemsdel, men hele personen og de mennesker, der står en nærmest. Når et menneske bliver sygt, bliver man rykket ud af faste vaner, roller og rammer, man bliver rystet – af og til i sin grundvold.
Da er det sygeplejerskens opgave at hjælpe patienten med at klare rystelserne for igen at kunne magte livet, hurtigt restituere sig og vende tilbage til arbejdsmarkedet. Det er sygeplejerskens opgave at hjælpe med at styrke livsmod og dæmpe angst, så livskvaliteten højnes, og patienten kan få et tåleligt liv med f.eks. en kronisk sygdom.
Det er sygeplejerskens opgave at forebygge genindlæggelser ved at sikre, at patientens individuelle behov imødekommes. Det er sygeplejerskens opgave at lægge en professionel forbinding, så såret hurtigt heler op. Det er sygeplejersken opgave at hjælpe med at sikre en værdig død.
Den præcise diagnosticering og effektive behandling, som så flot kendetegner det danske sundhedsvæsen, fordrer således en kvalitetsmæssig stor sygeplejefaglig indsats og sygeplejefaglig forskning, i særdeleshed i forhold til forklaring af de mekanismer, der knytter sig til at kunne imødekomme og hjælpe personen i patienten.
Det er derfor en stor skuffelse at være vidne til den snævre synsvinkel og lidet samfundsnyttige vurdering, der anlægges som fundament for en beslutning om lægeskole i det nordjyske. Beslutningen om en lægeskole kan ikke ses isoleret fra behovet for sygeplejevidenskab og forskning i sygeplejen.
Desværre står den sygeplejefaglige forskning og udvikling ved Aalborg Sygehus for fald, hvis der oprettes lægeskole ved Aalborg Universitet.
Siden Aalborg Sygehus i 2003 blev universitetshospital, har forskningsenhed for klinisk sygepleje haft et veletableret samarbejde med afdeling for sygeplejevidenskab ved Aarhus Universitet, hvilket er helt nødvendigt, når sygeplejen skal leve op til ovennævnte kvalitetskrav.
Den kvikke vil så måske spørge, jamen kan man ikke blot etablere en afdeling for sygeplejevidenskab ved Aalborg Universitet? Som svar hertil bør man kende historien om etableringen af afdeling for sygeplejevidenskab ved Aarhus Universitet, hvor også det kvalitetsmæssige, veletablerede sundhedsvidenskabelige fakultet ved Københavns Universitet var bejler og fik afslag.
Det ville være at stikke sig selv blår i øjnene, hvis nogen kunne tro, at det så ville gå for en nyetableret lægeskole ved Aalborg Universitet. Fastlæggelsen af én sygeplejevidenskabelig afdeling i landet handler i høj grad om at skabe kvalitet frem for nærhed, netop ved at samle ressourcerne og kvaliteten ét sted. Det har også vist sig at have været en fornuftig disposition, da sygeplejerskeforskere, kandidat- og masterstuderende kommer fra hele landet og vender veluddannede hjem til egen region.
Således vil jeg mane til besindelse, klogskab og fornuft ved at satse på den kvalitet, som Aalborg Sygehus og afdeling for sygeplejevidenskab ved Aarhus Universitet i fællesskab har opnået.
Jeg er om nogen nordjyde med stort N, men i forhold til en sådan vigtig samfundsmæssig beslutning må lokalpatriotismen i særdeleshed vige til fordel for en bredere sundhedsvidenskabelig og samfundsnyttig synsvinkel, hvor der samlet set vurderes, hvad der tjener borgerne og det offentlige sundhedssystem bedst. Ikke mindst af hensyn til de syge mennesker, der er angste, håbefulde og lidende – og har brug for hjælp til at magte sygdommen.
Af hensyn til, at regionen fortsat kan tilbyde en høj kvalitet i det samlede sundhedstilbud.
Charlotte Delmar, sygeplejefaglig forskningsleder, cand.cur., ph.d., Aalborg Sygehus, Århus Universitetshospital