I Dagens Medicins ældretema i nr. 18/11 var der en artikel om en miniundersøgelse af 30 patientforløb fra Holbæk Sygehus’ medicinske afdeling. Konklusionen var, at 12 ud af de 30 indlæggelser havde været overflødige.

Det er let at være bagklog. Når man vurderer behovet for en indlæggelse, efter at sygdommen er overstået, kan man mageligt og risikofrit beslutte, at indlæggelsen var unødvendig.

Det er noget helt andet at være den læge, der står og tager imod en patient og skal beslutte, om patienten skal indlægges, eller om det er i orden at sende hende hjem igen.

Der er for tiden megen snak om overflødige indlæggelser, og man kan godt få indtryk af, at målet er, at så få som muligt af dem, der henvender sig på sygehuset, får lov at blive på hospitalet. Tanken falder uvægerligt på fru Drusse, som det var lykkedes at blive indlagt på den fine neurokirurgiske afdeling på Rigshospitalet, selv om det ifølge hende var en afdeling, hvor »det er meget svært at komme ind«.

SNAKKEN OM DE overflødige indlæggelser bunder i forskellige dagsordner. En af dem er, at vi skal have ’speciallæger i front’. Hvis vi ser bort fra den militaristiske sprogbrug og blot forholder os til den bagvedliggende idé, så kan man nok lægge forskelligt i det.

Nogle forestiller sig rent faktisk, at det er en speciallæge, der skal være den første, som ser og undersøger patienten. Det vil blive en meget dyr og formentlig også dårlig løsning. Speciallægerne vil nemlig komme til at mangle i andre funktioner, f.eks. til at sikre ordentlige udskrivelser af de patienter, der alligevel er sluppet ind på sygehuset, eller til at varetage det stadigt voksende behov for bemanding af speciallægeambulatorier.

En anden mulighed kunne være, at man sikrer god opbakning til og supervision af de ikke-speciallæger, der tager imod de akutte patienter. Altså en god og let adgang til at kunne konferere med en speciallæge, som i nogle tilfælde også selv vil skulle vurdere patienten. Det sidste er en økonomisk mere overskuelig løsning, den vil kunne planlægges, så der er et godt uddannelsesmæssigt udbytte, og den vil kunne gennemføres uden at dræne dagfunktioner for speciallæger.

INGEN SKAL NATURLIGVIS indlægges unødigt, og ophold på sygehus skal være så korte som muligt, for som folkeviddet for længst har erkendt, ’så kræver det et godt helbred at være på hospital’.

Men hvis man tror, at det vil spare indlæggelser at lade speciallæger være modtagende læger, er det alene noget, der netop hviler på tro – der er aldrig nogen, der har kunnet vise, at det forholder sig sådan.

Heldigvis findes der andre tiltag, som kan spare indlæggelsesdage – og hvor effekten er dokumenteret. Fællesnævnere for disse tiltag er en styrket ambulant funktion og et styrket tværsektorielt samarbejde.

En indlæggelse kan konverteres til en ambulatorietid – hvis der er kapacitet i ambulatoriet. Så det må vi sikre, at der er – og det kræver speciallæger.

Når det drejer sig om de skrøbeligste ældre patienter, som måske ikke magter at møde op i et ambulatorium, og hvor problemerne er for komplekse til at kunne håndteres i et ambulatorium, er ’følge hjem-ordninger’ og opfølgende hjemmebesøg en god løsning. En række rapporter (se f.eks. den nyeste på http://projekt.dsi.dk/uploads/upload_4dd2305be4a76.pdf) har vist, at sådanne tiltag reducerer antallet af genindlæggelser, øger patienttilfredsheden og er økonomisk fordelagtige. Måske er det også lettere for en læge at beslutte, at et svækket gammelt menneske ikke behøver at blive eller forblive indlagt, hvis man har muligheden for f.eks. at besøge hende dagen efter hjemsendelse/udskrivelse og i et samarbejde med hjemmepleje og egen læge sikre den videre behandling. Det er den model, der med stor succes anvendes på nogle sygehuse, hvor især de geriatriske afdelinger står for følge hjem-ordninger og opfølgende besøg.

INDLÆGGELSER KAN utvivlsomt både reduceres og forkortes – hvis vi tilbyder noget andet i stedet. Men det har intet at gøre med, om det er en speciallæge eller en ikke-speciallæge, der er modtagende læge.

Lad os i stedet for den megen snak om overflødige indlæggelser, som hviler på udokumenterede påstande, få fokus på de gode patientforløb, herunder de gode udskrivelser, som inkluderer en passende opfølgning. En sådan indsats kan nok medføre, at en del indlæggelser overflødiggøres.
Vi vil gerne være med til at øge kvalitet af behandlingen i hele patientforløbet, og heri ligger også, at vi vil være med til at sikre den bedst mulige modtagelse af akutte patienter under skyldig hensyntagen til både patientbehandling (hele patientforløbet) og uddannelse.

Ellen Holm, Overlæge, geriatrisk afdeling, Roskilde Sygehus, Ulrik Bak Dragsted, Specialeansvarlig overlæge, infektionsmedicin, Roskilde Sygehus, Lisbeth Enggaard, Overlæge, hæmatologisk afdeling, Herlev og Christian Hassager, Overlæge, kardiologisk klinik B, Rigshospitalet