Overlægerne Ragnar Hansen og Mette Midttun har i Dagens Medicin 8. april 2011 et indlæg om håndteringen af besparelser på deres arbejdsplads, Hvidovre Hospitals geriatriske afdeling. Angiveligt har Foreningen af Speciallæger (FAS) været direkte årsag til, at en besparelse er udmøntet som en afskedigelse af en overlæge i stedet for, at fem overlæger alle gik 20 pct. ned i tid. Det skulle være sket efter, at FAS i første omgang havde accepteret, at overlægerne alle gik ned i tid.
Dette beror imidlertid på en misforståelse. Det er og har hele tiden været FAS’ principielle udgangspunkt, at et ledelsesmæssigt krav om at beskære overlægekapaciteten i en afdeling ikke skal udmøntes ved at sætte alle ned i tid. Det er ikke er meningen, at overlægestillinger skal være deltidsstillinger. Det vil udhule overlægefunktionens varetagelse, som efter Overlægeforeningens opfattelse som udgangspunkt kræver fuld tid.
Hvis man ledelsesmæssigt vil reducere overlægekapaciteten af driftsmæssige årsager (læs: besparelser), hvad vi har forstået er situationen på Hvidovre Hospital, må det effektueres ved at nedlægge hele stillinger.
Og dermed må ledelsen påtage sig ansvaret for, at der vil være mindre overlægekapacitet med de konsekvenser, det desværre kan få for patientbehandlingens kvalitet. Andet vil være en glidebane. Man kan sagtens forestille sig, at fem overlæger ansat på 80 pct. tid vil blive sat over for samme produktionskrav, som hvis de var ansat i fuldtidsstillinger. Overlæger er som bekendt ansat uden højeste tjenestetid, hvilket alt for ofte medfører en vis grad af rovdrift på deres arbejdskraft.
FAS har været parat til i den konkrete situation at fravige dette principielle udgangspunkt, forudsat at alle involverede overlæger frivilligt var indstillet på at gå ned i tid. Situationen var bare den, at flere af overlægerne ikke ønskede at gå ned i tid. Vi har derfor tilkendegivet overfor Hvidovre Hospital, at vi ikke finder det acceptabelt at varsle deltidsansættelse for fem overlæger, når flere ikke var indstillet herpå. At det i første omgang er tolket anderledes af afdelingsledelsen beror som sagt på en misforståelse.
Jeg skal i øvrigt understrege, at det naturligvis er hospitalet og ikke FAS, der har besluttet, at der skal ske en beskæring af overlægekapaciteten. Der er tale om en ledelsesbeslutning, som FAS ikke har haft indflydelse på. FAS deler i øvrigt den bekymring, som overlægerne giver udtryk for i forhold til virkningerne for patientkvaliteten af de omfattende besparelser. Det gælder både på den konkrete afdeling og på de øvrige hospitaler, hvor der er udmøntet besparelser gennem fyringer af overlæger og andre personalegrupper.
Erik Kristensen, formand for Overlægeforeningen