Fronterne trækkes hårdt op forud for de kommende overenskomstforhandlinger mellem de praktiserende læger og regionerne. Det fyger med hårde ord og anklager. Og det er rigtig ærgerligt, for det, der er brug for, er ikke krigserklæringer, men samarbejde.

Det danske sundhedsvæsen er under forandring, og udfordringerne er store. Ikke mindst problemerne med lægemangel i Udkantsdanmark skaber vanskeligheder. Men problemerne er ikke større, end at de sagtens kan løses, hvis viljen er der.

De praktiserende læger i Danmark vil gerne være med til at finde brugbare løsninger. Men hvis det skal lykkes, kræver det, at regionerne åbner op for dialogen og indser, at en løsning skal være fornuftig for alle parter.

I vores område i Guldborgsund Kommune på Lolland-Falster inviterede vi allerede for nogle år siden regionen til et samarbejde i forbindelse med, at en læge i Gedser stoppede, uden at der kunne findes en afløser. Det førte til en lang række møder, men ingen løsninger. Da en anden læge stoppede i Nykøbing, tilbød vi regionen at indgå en aftale om pasning af klinikkens patienter, indtil en ny læge dukkede op. Regionen ønskede ikke at imødekomme et sådant merarbejde og valgte i stedet at oprette en regionsklinik og ansætte dyre vikarlæger. Siden er der kommet yderligere to regionsklinikker til, da yderligere tre kolleger er stoppet - to af disse i frustration over regionens manglende samarbejdsvijle.

Som et bidrag til den alvorlige situation med mangel på praktiserende læger valgte jeg i starten af 2012 at tilbyde at overtage den ene af de ledige klinikker med i alt 1.350 ekstra patienter. To andre kolleger tilbød tilsvarende at optage ca. 900 nye patienter. For at kunne klare en sådan ekstrabelastning har vi været nødt til at udvide vores klinikker. Vi har investeret i indretning af nye lokaler og ansat mere personale. Og vi har som læger selv måttet påtage os en betydelig ekstra arbejdsbelastning.

Det holder vi nok ikke til i længden, og håbet var da også, at det skulle lykkes at tiltrække en eller flere nye kolleger til området. Det er desværre endnu ikke sket.

Min aftale om pasning af i alt 3.000 patienter udløber ved årsskiftet. Jeg har tilbudt regionen at fortsætte og endda udvide til 3.200 patienter. For at jeg skal kunne overkomme det, vil det dog kræve yderligere ansættelse af hjælpepersonale. Det har regionen ikke villet hjælpe med.

Jeg synes, det er ærgerligt, at vi på den måde havner i en situation, hvor vi ikke får løst en situation, som reelt godt kunne løses. Vi vil som praktiserende læger gerne tilbyde vores arbejdskraft, men regionerne må forstå, at den ekstra indsats, som vi yder, og de investeringer, vi er nødt til at foretage for at løfte opgaven med de mange patienter og de flere ansatte, må imødekommes.

Det er værd at huske i disse tider, hvor regionerne ønsker at overtage styringen af almen praksis, at den nuværende danske model i virkeligheden er særdeles omkostningseffektiv. De praktiserende lægers hverdag er travl, og vi leverer hver dag, 24 timer i døgnet, kompetent service og behandling af høj kvalitet til landets borgere. Prisen for dette er lav - både sammenlignet med udgifterne til sygehusvæsenet og i forhold til de tilsvarende udgifter i vores naboland Sverige. Her er de praktiserende læger ikke selvstændige erhvervsdrivende, men derimod ansat af regionerne (Landstinget).

Vi løser ikke problemerne ved at bekrige hinanden, men ved at samarbejde. Løsningen er ikke at afskaffe almen praksis og indgå aftaler med privathospitalerne eller oprette flere dyre regionsklinikker. Løsningen er at styrke og videreudvikle det velfungerende system, vi har i dag, så vi sikrer, at alle borgere i Danmark igen kan få sikkerhed for at have deres egen, faste praktiserende læge.

De praktiserende læger vil gerne samarbejde. Vi håber, at regionerne også gerne vil, når vi mødes 25. september ved forhandlingsbordet.