Jeanett Bauer, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, og psykiater Jesper Karle skrev i Dagens Medicin nr. 11/11, at antidepressiv medicin virker hos en tredjedel og har en vis virkning hos yderligere en tredjedel.
Den oplysning er meget misvisende. Den spontane remission er meget stor. Man skal derfor sammenligne med forbedringen i en placebogruppe, analyseret efter intention-to-treat-princippet, og ikke som de per-protocol-analyser, industrien fortrinsvis publicerer, og man skal også have adgang til upublicerede forsøg. Så er effekten langt mindre (Melander, BMJ 2003). Endvidere er forbruget af ssri stort, også hos patienter med let depression, hvor der – også ifølge Sundhedsstyrelsens referenceprogram – ikke er nogen overbevisende effekt.
Bauers og Karles udsagn om, at bivirkningerne ofte er milde og forbigående, er overraskende. Jeg har endog hørt en dansk professor i psykiatri sige på et internationalt møde, at stofferne ikke har bivirkninger. SSRI-gruppen (misvisende kaldt for ’lykkepiller’) har mange og hyppige bivirkninger, bl.a. får over halvdelen seksuelle forstyrrelser, f.eks. manglende libido eller ejakulation. Men også her er vor viden fordrejet pga. selektiv publicering og udtalt manipulation med data. Det hører også med, at stofferne giver øget risiko for suicidalitet, hvilket er klart vist i randomiserede forsøg, selv om firmaerne har forsøgt at skjule det (Gøtzsche, videnskab.dk 2011). Derfor advarer den engelske lægemiddelstyrelse om, at f.eks. citalopram og paroxetin ikke bør bruges til børn og unge under 18 år.
Et godt indtryk af stofferne får man ved at kombinere vurderingen af effekt og bivirkninger. Det gør patienterne selv, når de beslutter sig for, om de vil indtage medicinen. En metaanalyse, der inkluderede upublicerede forsøg, viste, at der falder lige så mange patienter fra, når de behandles med paroxetin, som når de får placebo (Barbui, CMAJ 2008). Frafaldet ligger typisk på omkring 30 pct. af patienterne efter nogle uger, og det tyder ikke på en god effekt af ssri.
Patienterne har ofte svært ved at ophøre med behandlingen, ligesom vi kender det fra benzodiazepinerne. De symptomer, de udvikler, når de prøver at stoppe, er stærkt sammenfaldende med dem, man ser med benzodiazepiner.
Mange psykiatere har den opfattelse, at det drejer sig om tilbagefald af depressionen, og nogle anbefaler derfor livslang behandling. I nogle tilfælde er det selvfølgelig tilbagefald, men da afhængighedssymptomerne ofte kommer meget hurtigt, er de i mange tilfælde ikke udtryk for tilbagefald, men netop afhængighed. Desværre nedtonede psykiaterne meget bekvemt dette problem ved at indføre nye kriterier for ’dependency’ i diagnosemanualen DSMIIIR, lige inden ssri kom på markedet, og ved ikke engang at kalde det ’withdrawal reactions’, men ’discontinuation symptoms’, hvilket var noget, firmaet Eli Lilly fandt på.
Bauer og Karles indlæg i Dagens Medicin kom på baggrund af en TV-Avis, hvor jeg blev interviewet, men de refererer ikke mine svar på journalistens spørgsmål på en rimelig måde. Helt galt går det for dem i en tilsvarende kommentar i Politiken 1. april, hvor de påstår, jeg har sagt i tv, at antidepressiv medicin kun hjælper 10-20 pct. af patienterne. Jeg nævnte ikke et eneste tal i mit 20 sekunders tv-indslag.
Psykiaterne og andre læger accepterede i sin tid benzodiazepinerne temmelig ukritisk, bl.a. fordi industrien nedtonede problemerne med afhængighed. De har accepteret ssri lige så ukritisk, selv om meget tyder på, at det kan blive et lige så alvorligt problem som for benzodiazepinerne.
Vi har et stort og stigende forbrug af ssri; der sælges så meget, at 7 pct. af hele befolkningen, fra vugge til grav, kan være i daglig behandling. Med et så massivt forbrug er det afgørende, at vi ikke behandler patientgrupper, hvor vi vil forvente, at de skadelige virkninger overstiger de gavnlige.
Peter C. Gøtzsche Professor, Det Nordiske Cochrane Center, Rigshospitalet