Regionerne er bedre til at konkurrere med hinanden end til at dele. På den måde går vi glip af muligheden for at skabe et sundhedsvæsen, der hviler på den ypperste og nyeste viden.
De fem regioner har samme opgave, nemlig at drive det danske sundhedsvæsen. Deres udfordring er den samme – om man er nord for Aalborg eller syd for Køge: At skabe et effektivt sundhedsvæsen, hvor borgerne får maksimal sundhed for hver skattekrone, der går til hospitaler og læger. Udfordringen kræver dygtige medarbejdere og penge – og bjerge af viden.
Når det gælder medarbejdere og penge, er regionerne konkurrenter. Her kappes de uundgåeligt om at snuppe både læger og bevillinger foran næsen på naboregionen. Med viden er det anderledes. Den har bedst af at blive delt med andre.
Men regionerne går helst solo. Det er tydeligt på lægemiddelområdet. Regionerne opretholder i dag – side om side – egne lægemiddelkomiteer. I Region Hovedstaden har den regionale lægemiddelkomité f.eks. til opgave at udarbejde fælles rekommandationer og fastlægge indikationer for brug af nye lægemidler. De fire øvrige regioners lægemiddelkomiteer gør det samme.
Det er ressourcespild. Sammen ville de kunne løse den samme opgave billigere og bedre. Sammen ville de kunne pulje kræfterne og indsamle og omsætte den tilgængelige viden til fælles retningslinjer. Patienterne ville også være sikret samme medicin for samme diagnose.
REGIONERNE BØR LÆRE af EU. Her har man i fællesskabets navn oprettet fælles agenturer på kritiske politikfelter. De enkelte medlemslande påtager sig det fysiske værtskab for agenturerne. Danmark lægger f.eks. hus til Miljøagenturet. Det er fællesskabet, der betaler for agenturerne.
Behovet for videndeling på sundhedsområdet er enormt. De potentielle gevinster ikke mindre. Historien om den elektroniske patientjournal er eksemplet til skræk og advarsel. Her ville hvert amt opfinde sin egen dybe tallerken. Resultat? Her anno 2011 har kun 2 ud af landets 31 sygehuse fuldt ud erstattet papirjournalerne med elektroniske patientjournaler.
Politikernes ansvar er at gøre op med solisttankegangen. Alle fem regioner står f.eks. lige nu foran at skulle investere i nye milliardstore hospitalsbyggerier. Det er samlet den største offentlige anlægsinvestering i mands minde. Her arbejder regionerne hver for sig. Til trods for at alle har samme opgave, nemlig at mobilisere nyeste og bedste verdensomspændende viden om, hvordan man laver hospitaler, der kan danne rammen for bedste behandling – ikke bare i dag, men også om 10, 20 og 30 år.
Hvis regionerne fortsætter som nu, er risikoen, at milliarderne investeres forkert. De burde sammen oprette et agentur for sundhedsinnovation og sygehusbyggerier. Agenturets opgave skulle være – i samarbejde med myndigheder, universiteter og anden ekspertise – at indsamle global viden og erfaringer om sundhedsinnovation og -byggerier og omsætte denne viden til konkrete retningslinjer for sundhedsvæsenets fremtidige infrastruktur.
AGENTURET SKAL SIKRE innovativt byggeri, der også kan tjene som showcase for omverdenen. Agenturet skal bane vejen for fleksibelt byggeri. For kravene til de fysiske rammer ændrer sig konstant. Flere og flere patienter vil kunne behandles ambulant eller i eget hjem med mere og mere skånsomme teknologier.
Der skal tænkes offentligt-privat partnerskab (OPP). Her famler regionerne sig frem hver for sig – på jomfruelig grund. Svenskerne er gået den vej. Deres supersygehus i Stockholm, Karolinska, bliver opført i et OPP. Den viden skal vi bruge.
Regionerne bør pulje kræfterne på flere områder. LEAN ville være oplagt. Region Hovedstaden har som første region i landet åbnet eget LEAN Akademi. Her skal der uddannes LEAN-konsulenter, drives regionale LEAN-projekter samt rådgives sygehusledelser. Fint.
Man kniber sig i armen: Hvorfor gør regionerne ikke dette i fællesskab? Et landsdækkende LEAN Akademi vil give mere og bedre viden og større fremdrift. For agenturet vil systematisk kunne indsamle og bearbejde erfaringerne med LEAN. De gevinster skal regionerne indhente ved at kopiere EU.
Alternativet er, at staten løser disse opgaver. Og så tager regionerne selv et spadestik til egen grav.
Sofie Carsten Nielsen, Folketingskandidat (R) og Charlotte Fischer, Medlem af Region Hovedstaden (R)