I stikpillen i Dagens Medicin nr. 36/08 skriver professor i sundhedsret ved Københavns Universitet, Mette Hartlev, under overskriften ’Etisk grænseland’ om grænsen mellem aktiv og passiv dødshjælp. Mette Hartlev afslutter stikpillen således: »Når jeg bliver bedt om at klargøre de juridiske rammer for sådanne grænsetilfælde, må jeg normalt melde pas. Der er desværre ikke klare svar, fordi Folketinget har forsømt at kridte banen op. Hermed overlader man det til sundhedspersonalet at navigere i det etiske grænseland med risikoen for straf hængende over hovedet.«
Professor Mette Hartlev, du er fuldstændig på afveje. Du er ærlig, og det er sympatisk, idet du skriver, at du »må melde pas«. Men din manglende indsigt i genstandsområdet berettiger dig ikke til at projicere den over på Folketinget med dit ordvalg om, at Folketinget har »forsømt at kridte banen op«.
Vi har i Danmark gennemarbejdede retningslinjer på området, som man kan læse om på Sundhedsstyrelsens hjemmeside. Hvis sundhedspersonalet følger de beskrevne retningslinjer, er der ingen, der risikerer »en straf hængende over hovedet«, som du skriver. (Sundhedsstyrelsen har dog endnu ikke accepteret, at det såkaldte ’livstestamente’ ingen som helst betydning har for lægens beslutning om behandlingsvalg hos uafvendeligt døende patienter, idet lægen under ingen omstændigheder hos en uafvendeligt døende patient vil fortsætte en behandling, hvor der hverken er udsigt til helbredelse, bedring eller lindring, men det er i denne sammenhæng et kuriosum).
Du begår den klassiske fejltolkning, som mange andre med dig gør, at sammenblande begreberne ’indikation for en given behandling’ og ’det optimale dødstidspunkt’. Man dør, når man gør det. Eller udtrykt anderledes: En behandling er rettet mod en sygdom eller et symptom. Den er ikke rettet mod livet som sådan. Det er alene plus/minus indikation, som styrer plus/minus behandling. Når der ikke længere findes indikation for en behandling, er det helt legalt at seponere den. Og det har vel at mærke absolut intet med dødshjælp at gøre. Det er f.eks. legalt at slukke for en respirator, når dén behandling ikke længere findes indiceret.
Begrebet ’passiv dødshjælp’, som du anvender i din stikpille, er obsolet, idet sundhedspersonalet behandler aktivt, indtil døden indtræder, hvor behandlingen af den alvorlige grundsygdom op til dødens indtræden bliver helt og holdent lindrende. Personalet på et hospice vil nok modsætte sig, at de ikke er ’aktive’ i deres virke.
En dybere redegørelse vil kræve for meget spalteplads, hvorfor jeg må henvise til min artikel om uafvendeligt døende patienter i Månedsskrift for Praktisk Lægegerning 2008; 86: 219-24. Det, som ligger mig på sinde, er at udbrede kendskabet til dette ganske komplekse område med det sigte at opnå den optimale lindrende behandling af uafvendeligt døende patienter.
Af Claus Moe, overlæge, klinisk lektor, geriatrisk afdeling G, Bispebjerg Hospital