Kære Sophie Løhde (Venstres sundhedsordfører, red.).
I Ugeskrift for Læger 24. september 2012 er du citeret for følgende:
»Jeg står på mål for intentionen bag reglen, så lægerne ikke bare sumper rundt. Men jeg er åben over for en modernisering af det eksisterende regelsæt, så vi kan lave det på en mere intelligent måde. Men samtidig når målsætningen. Vi vil aldrig påstå, at vi ramte plet første gang med loven. Og derfor hører jeg også meget på Yngre Læger, som, jeg mener, er meget konstruktive på området. Deres præsentation af, hvordan vi kan indrette reglen på en mere hensigtsmæssig måde, er interessant.«
Tilbage i begyndelsen af 1990’erne var jeg aktiv i Venstres Ungdom og i en periode formand for lokalforeningen i Kolding. Vi talte meget om ’frihed under ansvar’, hvis jeg ikke husker helt skævt. Vil du ikke prøve at forklare mig, hvordan en barnepigeregel som fireårsregelen harmonerer med liberalismens frihed under ansvar? Intentionen med loven er angiveligt at skaffe speciallæger hurtigere – også i de mindre attraktive specialer. Kan du mon som (nominel) liberal komme på andre forslag til mere markedslignende mekanismer, der kunne skaffe samme resultat?
»... så lægerne ikke bare sumper rundt«. Har du virkelig sagt det? Hvis du har, taler vi så virkelig om de samme mennesker? Altså dem, der lige har gennemført den længste kandidatuddannelse, vi har? Sumper rundt? Undskyld mig, men jeg har det altså lidt stramt med at skulle høre den slags fra en person, der endnu ikke har rundet de 30 år, og som ikke har fuldført sit universitetsstudium (beklager, der er ingen, der for alvor vælger kun at tage en bachelorgrad, så den køber jeg ikke)!
Jeg håber, at du fremover, mens du sumper rundt på Christiansborg, vil overveje at udtale dig en anelse mere respektfuldt om de ansatte i det sundhedsvæsen, for hvilket du er dit partis ordfører. Hvis du også kunne finde nogle liberale synspunkter frem, når det kommer til andet end privathospitaler og sundhedsforsikringer, kunne det være helt formidabelt.