Der er tale om en juridisk mærkværdig situation,« skriver professor i sundhedsret Mette Hartlev i sin stikpille ’Etisk grænseland’ i Dagens Medicin nr. 36/08, i forhold til det faktum, at en læge ikke har lov til at afbryde en behandling, hvis det vil føre til en patients umiddelbare død. Dette er for Mette Hartlev i modstrid med autonomibegrebet, men i Danmark er loven udfærdiget således, at en læge ikke må hjælpe en patient med at afslutte eget liv. Det må lægen under særlige forhold i Holland eksempelvis.
Det mærkværdige i situationen understøttes af det faktum, mener Mette Hartlev, at lægen på den anden side godt må afslutte udsigtsløs behandling. Man kan vel oven i købet tillade sig at sige, at det i Danmark er god lægegerning ikke at fortsætte udsigtsløs behandling, og som overlæge Mogens Skadborg siger til Kristeligt Dagblad 24. oktober 2008, så finder han dansk lovgivning på området fortræffelig. Dette begrunder Mogens Skadborg med, at den danske lovgivning »giver den enkelte mulighed for at leve livet indtil døden, uden at læger eller andre skal tage andre hensyn end til patienten«.
Det vil sige, at nogle læger finder dansk lovgivning udmærket. Lovgivning kan ikke lette de svære overvejelser i denne gråzone. Det vil lovgivning aldrig kunne gøre, da hver enkelt situation i klinisk praksis er så ganske særlig, at det netop er det enkelte liv, lægen skal ind og forholde sig til. Og her er midlet dialog. Dialog med de pårørende om, hvem patienten var, hvilket liv denne levede, og hvilke holdninger denne gav udtryk for gennem livet. Hvis der er skrevet livstestamente, ligger der heri et vigtigt signal om, hvad der vil være den rette afgørelse. Men det, der måtte være den rette afgørelse i den ene situation, vil meget nemt kunne være en forkert i den næste, da det er det enkelte menneskes levede liv, det drejer sig om, og i forhold til disse nuancer kan der ikke lovgives i generelle termer mere, end der allerede er.
Så praksis efterspørger ikke for mig at se, at »Folketinget kridter banen op,« som Mette Hartlev skriver, men praksis efterspørger rum for etisk refleksion. Dette er tænkt som rum, hvor dette svære grænseland kan drøftes fra forskellige etiske vinkler i de aktuelle, unikke situationer.
Vores korte erfaring her i Aalborg med Lokal Klinisk Etisk Komité er, at etiske refleksioner kan medføre afklaring i forhold til, hvilken holdning man vil indtage til den aktuelle situation, men det gør ikke disse afgørelser lettere eller enklere. Men det skal de vel heller ikke være. Det væsentligste er, at man giver rum for refleksion i forhold til den komplekse vurdering af den aktuelle situation og får den belyst ud fra de muligheder, der foreligger, og så lade klinikeren foretage det valg, der måtte findes at være det rette i netop denne unikke situation.
Det kunne dog være interessant at høre Mette Hartlevs bud på en opstramning inden for lovgivningen, der skulle være en hjælp i klinisk praksis.
Af Dorte E. M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., MPA, formand for Lokal Klinisk Etisk Komite ved Aalborg Sygehus