'God og effektiv psykiatrisk behandling – ikke flere senge'.

Under denne overskrift argumenterede syv medarbejdere højt i psykiatriens hierarki og langt fra den kliniske virkelighed i Dagens Medicin i uge 7 mod Dansk Psykiatrisk Selskabs ønske om flere senge til psykiatrien.

De slår fast, at ekstra penge ikke skal bruges til flere og længere indlæggelser. Den tid er forbi. De undrer sig over, at dygtige kolleger – deres dygtighed til trods – ikke har annammet den rette lære, nemlig, at ambulant behandling er svaret. 

Denne patroniserende holdning afspejler ikke just lydhørhed over for de kolleger, som i deres arbejde i klinikken jævnligt sættes i etiske dilemmaer, når de på grund af pladsforholdene pålægges at udskrive patienter, før det er forsvarligt . Dette er dokumenteret i en nylig rundspørge blandt medlemmerne af Psykiatrisk Selskab.

Denne manglende lydhørhed og respekt er en velegnet metode til at sende erfarne, engagerede folk ud af arbejdet med de sværest syge psykiatriske patienter. Det er allerede en realitet f.eks. i Region Midtjylland, hvor sengelukninger finder sted alene med  begrundelsen lægemangel.

Brevskriverne slår fast: »Vi må aldrig udskrive patienter, før de er klar til det, det er ikke i orden«. Nu mangler vi så den konkrete plan for, at vilkårene for at sikre forsvarlige udskrivelser bliver udmøntet allersnarest. F.eks. kunne ledelserne sikre, at for tidlige udskrivelser systematisk rapporteres, således at der er overblik over problemet.

Man tror ikke sine egne øjne, når man længere nede i indlægget må læse: »Vi savner svaret på, hvilken behandlingsaktivitet der skulle foregå omkring disse mange flere hospitalssenge.«

Så er man kommet langt væk fra hverdagen, når man spørger sådan. Hvis der er tid til at vurdere diagnostik, at vælge den bedst egnede behandling, vurdere virkning og bivirkning  af medicin og opnå alliance herom med patienten, vurdere selvmordsfare, håndtere misbrug, vurdere det fysiske helbred, få kontakt med pårørende, vurdere den tit kaotiske sociale situation og påbegynde nødvendig rehabilitering, så er udskrivningen forsvarlig, forudsat at der er et hjem at blive udskrevet til og en distriktspsykiatri, der ikke er ventetid til.

Brevskriverne har et regnestykke om de mange ambulante tiltag, som kunne iværksættes i stedet for flere sengepladser. Man må forvente af kolleger på deres plads i hierarkiet, at de har et overblik over de samlede behov i psykiatrien.

De ser helt bort fra den enorme økonomiske belastning, som den stadige, og forventelige, stigning af antallet af retslige patienter udgør, af stigningen i genindlæggelser kort efter udskrivning, stigning i tvangsindlæggelser, stigning af selvmord blandt mænd og belastningen af den ambulante psykiatri og socialpsykiatri, som skal håndtere ikke færdigbehandlede psykotiske patienter.

Når man rigidt håndhæver en ideologi, er det fristende at forholde sig til de forhold, som understøtter ideologien, og det skorter ikke på skønmaleri om den effektive behandling i ambulant regi.

Der er ingen overvejelser over de institutionsskader, som de retslige patienter risikerer, og som er en tilbagegang til det forkætrede asyl med for megen beskyttelse og for lidt udvikling. 

Hvis ledelserne i psykiatrien agter deres medarbejdere og er lydhøre og åbne over for nødvendig kritik, er der et håb om at holde på de gode folk og forbedre behandlingen af patienterne - ambulant og under indlæggelse.