Inden for de sidste 10-15 år er der blevet lukket ti øre-, næse- og halsafdelinger alene på Sjælland. Disse lå på følgende sygehuse: Hvidovre, Bispebjerg, Roskilde, Herlev, Glostrup, Sundby, Amager, Frederiksberg, Næstved og Frederikssund. Gentoftes øre-, næse- og halsafdeling er ’fusioneret’ med Rigshospitalet, og øre- næse- og halsafdelingen på Slagelse Sygehus skal ’fusioneres’ med øre-, næse- og halsafdelingen i Køge.
Det hedder sig, at de blev fusioneret med andre afdelinger, men man glemte at øge sengepladser og ambulatoriekapacitet tilsvarende. En lignende proces er foregået i resten af landet og inden for mange andre specialer.
Man undrer sig. Kan man virkelig spare så mange afdelinger væk, uden at det får konsekvenser? Hvor er patienterne blevet af? De fleste patienter er gået ud til de praktiserende speciallæger i stedet for.
Man kan ikke forklare så massive nedskæringer med kortere indlæggelsestider. En ting er dog sikker. De nyopererede patienter står dagen efter — og gentagne gange i efterforløbet — og banker på hos egen læge eller hos den praktiserende speciallæge, fordi de har smerter eller andre komplikationer.
Set i dette lys kan man undre sig over, at de praktiserende speciallæger ikke har øget deres aktivitet mere, end det er tilfældet.
Regionerne har ønsket loft over udgifterne og dermed indført ikke tobiskvoter eller sildekvoter, men patientkvoter. Nu skal speciallægerne holde ekstra ferie og sende personalet hjem årets sidste 2-3 måneder alternativt fyre personale, hvis ikke de skal overskride kvoterne. Og overskrides kvoterne, ja så må speciallægen arbejde gratis. Dette mener regionerne helt seriøst.
Men sådan kan man altså ikke drive selvstændig virksomhed. Denne ordning er ganske uprofessionel. De praktiserende speciallæger har jo ansatte, husleje og udstyr, dvs. faste udgifter og lån til goodwill, der skal betales. De praktiserende speciallæger bliver nødt til at sadle om. De må bede patienter, der ikke er akutte eller har mistanke om cancer, om enten at vente, aktivere deres sundhedsforsikringer eller betale selv. Patienter uden arbejde har desværre hverken sundhedsforsikring eller penge. Det gælder også for en del kronisk syge og pensionister. Således bliver uligheden i Danmark forøget — igen.
Når speciallægerne skal drosle ned i aktiviteten for ikke at ’overfiske’, vil patienterne automatisk ryge til sygehusafdelingerne i stedet for. Det bliver meget dyrere for skatteyderne, og det er kassetænkning.
For Kristian Lund har nemlig ret i, at de praktiserende speciallæger er supereffektive i forhold til hospitalerne (lederen i Dagens Medicin nr. 19/red.). Mens en hospitalslæge ser ca. 12 patienter om dagen, så ser en praktiserende speciallæge ca. 35 patienter om dagen – til samme samlede pris. DRG-taksterne på sygehusene er tifold højere end sygesikringstaksterne i praksis. Når patienterne på grund af kvoterne ryger tilbage på hospitalerne, så stiger udgifterne samlet set betydeligt. Men der er tilsyneladende tale om to forskellige kasser — med låg på! Eller også er der nogen, der har glemt at regne efter.
Patientforeningerne har nu foreslået, at cancerpatienterne skal sluses uden om speciallægerne. Således kan patientkvoterne bringes ned, så overenskomsten med regionerne ikke overskrides. Patientforeningerne tror, at patienterne derved kommer hurtigere til udredning og behandling. De ved ikke, hvor vanskeligt det kan være at få en patient ind til en sygehusafdeling. Så skidt da med den erfaring, de praktiserende speciallæger har erhvervet sig, når de efter hospitalskarrieren er gået i praksis og flere år i træk har set 35 patienter om dagen.
Forleden fik jeg chokolade af en patient. Han ville blot takke for, at jeg havde reddet hans liv. Jeg kunne ikke huske episoden. Da jeg læste journalen igennem for at genopfriske sagen, forstod jeg hvorfor. Han kom til mig en torsdag på mistanke om cancer direkte fra egen læge, som havde ringet samme morgen. Jeg tog en biopsi, som patienten selv fik lov at bringe til den praktiserende speciallæge i patologi samme dag. Patologen var varslet pr. telefon. Senere samme dag var patienten til ultralydsundersøgelse på nærmeste røntgenklinik. Næste dag (fredag) havde patienten fået en tid på Rigshospitalet, hvortil den praktiserende patolog sendte sit biopsisvar, som sammen med ultralydsfundet bekræftede cancer. Den efterfølgende mandag startede han kemoterapi. Nu er han rask.
Ja, det var jo en historie om, hvor effektivt et led, de praktiserende speciallæger kan være i cancerudredningen. Men patientforeningerne foreslår nu, at de praktiserende speciallæger springes over i processen, fordi de ikke vil arbejde gratis, når patientkvoterne er brugt op.
Det er et grundprincip i Danmark, at alle har lige adgang til undersøgelse og behandling uden at skulle betale hos lægen. Lige nu sker der en undergravning af dette lighedsprincip, som gør, at mange danskere betaler en ret høj skat uden at kny. Er det sådan, vi vil have det i Danmark?