Kan en læge arbejde sammen med en medicinalvirksomhed – f.eks. om at afprøve ny medicin – uden at komme i lommen på virksomheden? Det virker som om, lægerne ikke selv tror på det, i hvert fald hvis man skal dømme efter den debat, som lægerne i foråret har haft med hinanden. Især de praktiserende lægers formand, Henrik Dibbern, har markeret sig med krav om at få gjort op med lægernes dobbeltroller og de tilsyneladende lyssky affærer.
Som kulmination på en næsten kampagnelignende debat diskuterede lægerne på deres årsmøde i slutningen af april igen industrisamarbejdet – uden at nå i mål.
Men kan vi andre ikke bare lade læger være læger og lade dem have deres indbyrdes konflikter i fred? Problemet er, at samarbejdet især på ét punkt er afgørende vigtigt, nemlig samarbejdet omkring afprøvning af nye behandlinger og ny medicin – de kliniske forsøg.
I den ideelle verden kunne det offentlige sundhedsvæsen måske selv udvikle lægemidlerne, men sådan hænger virkeligheden bare ikke sammen. Det enorme setup omkring forskning, forsøg, godkendelse osv. koster milliarder, og det er det offentlige system ikke i nærheden af at være villige til at satse på eller have råd til. Derfor kommer man ikke uden om, at der skal være et samarbejde mellem dem, der udvikler lægemidlerne og dem, der skal afprøve dem i praksis, og selvfølgelig skal danske læger medvirke i det samarbejde– det er dem, der har den kliniske ekspertise og kontakten til dem, det hele handler om, nemlig patienterne.
Tal fra Lægemiddelstyrelsen viser, at 2.350 ud af cirka 25.000 danske læger i dag har forskellige samarbejder med medicinalindustrien. De deltager i kongresser, holder foredrag, sidder i advisory boards, og – hvad der er mest interessant i forhold til udvikling af behandlingsmulighederne – foretager kliniske forsøg. Det er forsøg på rigtige patienter med rigtige sygdomme på rigtige hospitaler, f.eks. på cancerområdet.
Et sådan samarbejde kan give mistænkeliggørelse, og det så man, da en af landets førende kræftforskere, Lisa Sengeløv, kom i det negative søgelys. Som medlem af Sundhedsstyrelsens Kræftstyregruppe havde hun været med til at godkende et helt nyt og dyrt lægemiddel fra Bristol-Myers Squibb, et firma hun havde samarbejdsrelationer med.
Samarbejdsrelationen bestod i, at Lisa Sengeløv var investigator for kliniske forsøg for virksomheden. Det var ikke noget skjult samarbejde, og hvad der er særligt interessant – hun modtog ikke selv betaling for at løse opgaven. Når en læge samarbejder med et medicinalfirma om afprøvning af et nyt lægemiddel på et offentligt hospital, går pengene ikke i lægens egen lomme. Indbetalingen til de kliniske forsøg sker til en forskningskonto, der administreres af den instans – hospital eller universitet – hvor forsøget gennemføres.
Deltager praktiserende læger, skal udbetalingen ske til en konto, som er underlagt offentlig revision. Rammerne for samarbejdet er desuden defineret af Lægeforeningen og Lægemiddelindustriforeningen, og derudover sker der en overvågning af de kliniske forsøg af Den nationale Videnskabsetiske komité.
Det er klart, at samarbejde mellem læger og industri kan give nogle åbenlyse udfordringer. Det illustreres af et studie, som tidsskriftet Cancer offentliggjorde i 2009. Undersøgelsen er baseret på en gennemgang af 1.534 onkologiske studier fra 2006 og af sammenhængen mellem investorer, sygdom, studiefokus og studieresultat. Konklusionen lød, at 29 pct. af studierne havde interessekonflikt, og at studierne med interessekonflikt havde en tendens til at være mere positive. Studiet bekræftede, at læger og forskere skal passe på deres uvildighed, når de samarbejder med industrien.
Derfor er der brug for klare retningslinjer i samarbejdet, og her er åbenhed en selvfølgelighed. Åbenhed i enhver form for publiceret forskning med klare angivelser af, hvem der har udført forskningen, hvem der har betalt den, klare kildeangivelser, gennemsigtighed i materialet osv.
Det kan undre, at lægerne ikke bare én gang for alle melder ud, at nu er de klar til at lægge alt frem – fuld åbenhed. Det bør lægerne internt kunne blive enige om, så vi kan fortsætte udviklingen af vores sundhedsvæsen til gavn for både industrien, samfundet og den enkelte borger.