Som omtalt i bl.a. Dagens Medicin, så har et inspektorbesøg på Herlev Hospital afsløret mangelfuld supervision og uddannelse af yngre læger. 

Sagen viser, hvor vigtig en velfungerende inspektorordning er. Den skal sikre, at afdelingerne opfylder deres forpligtelser til bl.a. at udføre uddannelsesplaner, vejledermøder og til at sikre et godt læringsmiljø for de læger, der er under uddannelse. 

Inspektorordningen belyser og tager fat på konkrete uddannelsesproblemer på den enkelte afdeling. Det gør det nemmere for de uddannelsesansvarlige at rette op på fejlene. 

Inspektorernes rapporter offentliggøres også altid. Det forpligter afdelingerne til at rette op på de ting, der ikke fungerer tilfredsstillende. Samtidig får de uddannelsessøgende også mulighed for at se, hvordan de enkelte afdelinger klarer sig.    

DERFOR ER DET afgørende, at inspektorordningen sikres de nødvendige rammer. Som det er nu, oplever man flere steder, at læger tøver med at melde sig som inspektorer, bl.a. fordi de har svært ved at få fri til inspektoropgaverne. Det betyder desværre, at der mangler inspektorer inden for flere specialer. 

Det skal der selvfølgelig rettes op på. Samtidig bør Sundhedsstyrelsen og Danske Regioner have styrket fokus på at rekruttere flere læger til at blive inspektorer. 

SIDEN 2002 HAR uddannelsessøgende læger kunnet deltage i inspektorteamet som juniorinspektorer. Det er en ordning, som er vigtig fortsat at tænke ind, når man skal sikre rekrutteringen til inspektorordningen på længere sigt. 

Mange steder – og som det var tilfældet i sagen fra Herlev – bliver afdelinger lagt sammen til større enheder. Det stiller store krav til organiseringen af den lægelige videreuddannelse. Det betyder også, at der er færre afdelinger med uddannelsesstillinger og dermed flere uddannelsessøgende pr. afdeling. 

Hvis der på en stor afdeling opstår problemer, vil det derfor få konsekvenser for rigtig mange lægers uddannelse. Derfor er inspektorordningen vigtigere end nogensinde.