Aktuelt er der indført udgiftsloft, således at den praktiserende læge får bøder, hvis han arbejder for meget.
Der er en reel mulighed for at den praktiserende læge, som vi kender ham i dag, lukker og slukker og erstattes af sundhedskøbmænd med blandede varer på hylderne – på godt og ondt overladt til markedskræfternes udbud og efterspørgsel.
Lægehusene begyndte for 5-6 år siden at overtage en stor del af sygehusenes opgaver med de kronisk syge patienter. Dette var et ønske fra alle parter: sygehusene, politikerne, patienterne og almen praksis. Vi har på rekordtid overtaget, systematiseret og strømlinjet vores behandling af store grupper som f.eks. diabetikere, blodtrykspatienter, lungesyge, kræftpatienter, psykisk syge, og til dels patienter med lidelser fra bevægeapparatet.
Vi deltog i projekter, uddannelse og forskning og shared care som skulle ruste os til også at tage os af denne gruppe skrøbelige patienter.
Lægehusene løftede opgaven i samarbejde med kommuner og sygehuse, således at sygehusene kunne koncentrere sig om de alvorligere lidelser, som måtte kræve en kort indlæggelse.
Specialisering og sparekrav betød, at man lukkede skadestuer og lokale sygehuse, således at vi overtog en del skadestuearbejde.
Al denne øgede aktivitet har naturligvis medført en stigning i udgifterne til almen praksis. Men da det jo samlet set er en besparelse, opfatter vi det som uhensigtsmæssigt og uforståeligt, at man nu igen fjerner det økonomiske grundlag for at fortsætte med dette. Man sætter os til at varetage en opgave, og når vi har nået målet, fjerner man honoreringen og forventer, at vi arbejder videre gratis.
Det har for de fleste praktiserende læger været en periode med øget arbejdsmængde og længere arbejdsdage uden økonomisk kompensation.
Vi har opfattet det som vores bidrag til at få velfærdsamfundet igennem finanskrisen og har været motiveret af stoltheden ved at være selvstændige erhvervsdrivende og gøre en forskel, samt den dybe ansvarsfølelse, man får for patienter, man kender og holder af.
Helt konkret betyder det, at hvis vi tager os af alle de henvendelser, vi får fra patienterne, og de opgaver, vi overtager fra sygehusene, så kommer vi til at tage penge med på arbejde.
Ganske praktisk for skrivebordsgeneraler og planøkonomer, men man har bare glemt at fortælle befolkningen, at de ikke længere har fri adgang til deres egen læge, og sygehusene, at de ikke længere kan lade opgaver glide over til almen praksis.
Der er foreslået lukkedage og bortprioritering af såkaldte unødvendige opgaver, men man har helt overladt det til os at finde ud af hvordan, vi holder patienterne fra døren. Her ville det ellers være på sin plads med konkrete udmeldinger fra regionen om, hvad vi IKKE skal tage os af.
I Danmark har vi valgt, at patienten selv bestemmer hvornår, de vil se lægen. Det har i store undersøgelser vist sig at være særdeles hensigtsmæssigt, da selv diskrete symptomer kan være forløber for alvorlig sygdom, og det giver os mulighed for at fange en sygdom i tidlig fase.
Prisen er manglende kontrol over antallet af henvendelser, og dermed hvor stor den samlede udgift til almen praksis er.
Udgiftsloft kan føre til groteske situationer, hvor jeg må sige til Fru Hansen, at jeg ikke kan tage mig af hendes rygsmerter eller blærebetændelse i dag, da hendes nabo netop har opbrugt dagens kvote!
Vi er heldigvis vant til at prioritere, og vi færdigbehandler ni ud af ti henvendelser.
Faktisk sparer vi samfundet mange kroner ved vores arbejde. En sygedag koster i gennemsnit 1.500 kr for samfundet og et døgn på et sygehus ca. 6.000 kr.
Til sammenligning er den samlede udgift til almen praksissektoren 1.400 kr pr person pr. år! Dette er inklusiv hjemmebesøg, medicin og materialer brugt i praksis, drift af lægehusene, 24 timers vagtbemanding i form af lægevagten, vedligeholdelse af it-systemer, arkivering og journalføring, sårbehandling, psykisk støtte og telefonpasning, svare e-mails, indsamle data til kvalitetssikring m.m.
Hvis det således lykkedes mig bare at forhindre én eneste sygedag om året for en patient, giver det således samfundet overskud. Hvis jeg forhindrer ét eneste indlæggelsesdøgn, har jeg givet overskud de næste fem år.
Hvordan kan det være rationelt at begrænse denne overskudsgivende aktivitet med 'god stram økonomisk styring'?
Man må formode, at generelt dårlige arbejdsvilkår for den praktiserende læge vil medføre mindre gatekeeping og skabe voldsomme afledte udgifter i samfundet.
For mig virker det som om, man har brugt mange ressourcer på at bygge en Storebæltsbro, der sparer os alle tid og penge, og nu ikke ønsker at bruge penge på personalet ved bommene, og derfor holder halvdelen af sporene lukket for at spare.
I Region Sjælland har man mange erfaringer med at privatisere det, der i forvejen er privat.
Man forsøgte sig med et svensk discount-ambulancefirma som alternativ til Falck og måtte erkende, at forarbejdet ikke var gjort godt nok og måtte genforhandle med Falck, i en velnok lidt svækket forhandlingssituation.
Man har forsøgt sig med regionsdrevne lægeklinikker, hvis økonomi og patienttilfredshed efter sigende er elendig. Det kan dog kun være rygter, da vi som interesserede kolleger mærkeligt nok ikke kan få aktindsigt i denne del af den offentlige forvaltning.
Personligt kan jeg bevidne, at det skaber ekstra tryk på lægevagt og hospitaler, når regioner driver lægehuse med skiftende vikarer.
Tvunget af manglende rettidig omhu vedrørende lægemangel, manglende sammenhæng mellem øget aktivitet og ressourcetilførsel, skal endnu et projekt nu forsøges med en såkaldt helt privat aktør i almen praksis. Dette imens vi selvstændige erhvervsdrivende, der allerede er i gang, bliver bedt om ikke behandle de patienter, der henvender sig!
Jeg vil godt se det private firma, der kan levere konsultationer til de 130 kr, som er vores takst, og samtidig skabe profit til investorerne. Jeg elsker en god sund konkurrence, og vil gerne lære hvis det kan gøres bedre.
Det er nu befolkningen skal informeres om konsekvenserne af næste overenskomst i april 2013.
Tør vi mon lade udgiften til almen praksis stige de 100 kr til 1.500 kroner per person per år, så vi undgår lukkedage?
APPENDIX: For noget tid siden kom Jørn Karlsens kone ind midt i middagspausen. Hun bankede forsigtigt på døren og bad om hjælp til hendes mand. Jørn så temmelig bleg ud, og da vi lagde ham på briksen, fik han faktisk hjerteflimmer og hjertestop.
Vi startede hjertemassage og fandt vores nyindkøbte defibrilator frem og fik ham genoplivet. Han kom med ambulancen til Rigshospitalet og blev efter et døgns tid udskevet igen med anbefalingen om at få indopereret en defibrilator, hvis det nu skulle ske igen.
Jørn takkede nej i første omgang - han mente, at han ligeså godt bare kunne tage op til Lægehuset, da han jo boede lige nærheden.Se - det kaldes tryghed!
Han kom smilende med morgenbrød og sit barnebarn ved hånden på tredjedagen - og lever i bedste velgående i dag.
De 1.5000 kr. en defibrillator koster er betalt af min egen lomme, men ret beset burde regningen vel sendes til Bent Hansen, der påstår, at vi kører på frihjul. Eller til regionens chefforhandler, venstremanden Jens Stenbæk, der påstår, at vi er forkælede, ikke er samarbejdsvillige, og skriger på konkurrence. Eller til rigsrevisionen, som mener, at vi er ude af kontrol og sender regninger på ting, vi ikke laver.
Jeg er ihvertfald glad for, at jeg ikke fulgte regionens råd om at holde lukkedag, og har det godt med at jeg kunne levere varen, da det gjaldt for Jørn, også selvom defibrillering ikke står på listen over obligatoriske ydelser i almen praksis. Og også selvom han kom efter den magiske grænse for udgifterne var overskredet!