I Psykiatrinyt august 2011 skriver direktør for Region Hovedstadens Psykiatri, Martin Lund, under overskriften 'De svære tal' om den fejlinformation om tallene for selvmord i de skandinaviske lande, som fik Danmark til – fejlagtigt – at stå som indehavere af en højst uønsket rekord.
Han revser de debattører, også inden for psykiatrien, som i den anledning udtrykte sig om manglerne i psykiatrien.
Han citerer professor Merete Nordentoft, som i en artikel i samme publikation har skrevet om selvmord, for, at tallet var faldende og kritikken dermed uberettiget. Hun skriver i sin redegørelse i samme publikation, at selvmords-tallet faldt indtil 2004. Mon der her er faldet en sætning ud, for siden er tallet steget (Sundhedsstyrelsens tal), især for mændenes vedkommende? (For kvinder har tallet været svagt faldende siden 2008, men totaltallet er steget).Tal er i sandhed svære.
Endnu et skønmaleri fremkom i en pressemeddelelse fra Region Hovedstadens Psykiatri i anledning af Politiforbundets bekymring over det stigende antal tvangsindlæggelser. Her kommenterer klinikchef Lars Søndergård stigningen med, at det er udtryk for omsorg at tvangsindlægge, når der er behov herfor. Det er en bizar tolkning af en for alle involverede traumatisk oplevelse, og han forholder sig ikke til de ofte pinefulde forløb op til tvangsindlæggelsen – ej heller til spørgsmålet om den rolle, den generelle pladsmangel spiller, som fører til for korte indlæggelser og for tidlige udskrivelser.
De stadig stigende tal for kriminalitet begået af psykotiske patienter, de høje tal for psykisk syge i fængslerne og blandt hjemløse er sammenholdt med stigningen i selvmord og tvangsindlæggelser markører for de tragiske følger af en rigidt håndhævet ideologi om ambulant behandling, som udelukker den lille gruppe af svært psykisk syge, som ikke kan profitere af ambulante tilbud, fra tilstrækkelig behandling. Det er især mændene, som denne ideologi kommer til skade.
De har sværere ved at modtage hjælp, isolerer sig og har ringere netværk. De har derfor i endnu højere grad end kvinderne behov for indlæggelser af en varighed, som gør rehabilitering mulig og udskrivning forsvarlig. De betydelige nedlæggelser af pladser har medført, at de ikke længere har adgang til en sådan behandling.
Jeg har altid troet, at det hører til demokratiets fremmeste dyder at beskytte mindretal, men det gælder åbenbart ikke de mennesker, som befinder sig lavest i sygdommenes hierarki – de sværest psykisk syge.
De ansvarlige på dette område må holde inde med skønmaleriet og forholde sig realistisk og ansvarligt til det påtrængende behov for bedring af forholdene for de mest udsatte i vores samfund.
Af Karin Garde, overlæge, Psykiatrisk Center Sct. Hans, Roskilde