Valgsæsonens kollektion af klassiske mærkesager bør piftes op med et løft til psykiatrien, smart og lige adgang til sundhed, tidssvarende behandlingstilbud og flere hænder.
Dagens Medicin har sammenlignet partiernes holdninger på sundhedsområdet med Lægeforeningens, og resultatet var, at vi lå på linje med Enhedslisten. En politisk kommentator kaldte lægers indstilling idealistisk.
Ekspertanbefalinger, baseret på erfaring, viden og politisk bevidsthed, vil jeg næppe tolke som idealisme. Ellers må læger da være dybt naive, når de f.eks. forlanger rettidig psykiatrisk behandling og flere senge for at forbedre sygdomsforløb og forebygge erhvervsevnereduktion hos udsatte grupper. Det gavner i den sidste ende samfundet, medmindre det er umoderne at tænke langsigtet.
DER ER REALITETSSANS i lægers holdninger, der ofte oplever minimumgrænser for, hvad der er fagligt og etisk forsvarligt i det daglige arbejde. Godt nok er vi efterhånden blevet hyposensibiliseret over for frustrerede, dårlige patienter, der venter i flere timer, før de tilses af en læge, fortvivlede pårørende, der ikke skænkes et blik af plejepersonalet i en kaotisk vagt, og indlagte ældre på sygehusets gange, der får anlagt kateter i fuld offentlighed. Men der må være grænser for, hvor meget man må stramme rebet. Og vedvarende spareideer giver nye irritanter at reagere over for.
I en sparekatalog, som sygehusene i Region Syddanmark skulle udarbejde for regionspolitikere, vil man indføre gebyr på pårørendes ophold på patienthotellet med den risiko, at en værdifuld ressource for patienten og plejepersonalet fravælger overnatningen og tvinges ud i omsorgssvigt. Ligeledes vil de andre spareforslag som afskaffelse af neuropsykologisk undersøgelse samt nedprioritering af virksomhedsbesøg – der er et vigtigt redskab til at evaluere eksponering og påvirke arbejdsforholdene i positiv retning til fordel for patientens psykiske og fysiske velbefindende – svække diagnostikken.
DET ER DRYPVISE besparelser, der ikke giver markante udslag i den kliniske hverdag, men langsomt udhuler sundhedssystemet.
Vi er på vej mod et behandlingssystem, som lapper folk sammen og sender dem hjem uden en gennemtænkt opfølgningsplan eller tværfaglig indsats, for flere aktører i samarbejdsteamene spares væk, når deres rolle ikke opfattes som essentiel for kerneopgaven.
Men samfundet har ikke råd til at pille sundhedsapparatet fra hinanden. En dårligt reguleret diabetiker ender med at forlade arbejdsmarkedet. Et barn til en ubehandlet psykisk syg kan risikere koncentrationsproblemer i skolen og dårlige uddannelsesmuligheder. En forsørgende pårørende bliver slidt ned, når patienten bliver trukket igennem et ineffektivt behandlingsforløb.
Sundhed er nøglen til et velfungerende og produktivt samfund. Det er ikke en smuk tanke fra idealistiske narre, men en realiserbar vision, hvis viljen og prioriteterne er på plads.
Af Abir Al-kalemji, læge, ph.d.-studerende og master i sundhedsantropologi, Arbejds- og miljømedicinsk klinik, Odense Universitetshospital