Dagens Medicin kunne i forbindelse med valget konstatere, at Lægeforeningens sundhedspolitik lægger sig tæt op ad Enhedslistens politik.
Mange læsere har sikkert moret sig ved tanken om, at velbjærgede danske læger skulle være ræverøde socialister, der vil omstyrte den etablerede samfundsorden. Men faktisk rummer konstateringen en meget bekymrende sandhed om den danske sygehuspolitik.
Lægeforeningen og ledende lægepolitikere har haft stor indflydelse på dansk sundhedspolitik. Indfly- delsen er foreløbig kulmineret med Erik Juhl-udvalgets desavouering af de regionale sygehusplaner til fordel for de 18 supersygehuse, der nu er det dominerende sundhedspolitiske tema.
De skal fremover stå for hovedparten af sygehusudgifterne, og det er den højtspecialiserede behandling, der er i fokus. Men selv om sygehusene primært skal struktureres til at varetage den mest specialiserede behandling for de fagligt mest udfordrende patienter, ville der i en økonomisk opgangstid stadig være ressourser til at varetage omsorgen for det store flertal af ’almindeligt syge’.
I økonomiske krisetider opstår der imidlertid et skisma mellem supersygehusenes fokus på den højtspecialiserede indsats for de få og hverdagens krav om en sammenhængende omsorg for de mange.
På store højtspecialiserede afdelinger forflygtiges ansvaret i hverdagen, og dette forværres naturligvis af krisetidernes stadige omstruktureringer og nedskæringer. Der er ikke sammenhæng mellem de politiske udmeldinger og de økonomiske realiteter.
Det er eksempelvis synligt på Herlev Hospital, hvor stemningen har været meget belastet efter den brutale direktørfyring for halvandet år siden.
Opgaverne er i rivende fart blevet overflyttet fra de omkringliggende hospitaler, således at Herlevs status som supersygehus kunne forsvares politisk, men der er slet ikke fulgt de nødvendige ressourser med, og behandling og pleje nærmer sig det uanstændige: Mens prostatarobotkirurgien triumferende fremvises for et inviteret publikum, ligger de urologiske patienter og venter i timer på at få lagt kateter.
Det blev præsenteret som en skandale, at Herlev Hospital ikke blev akkrediteret af Joint Commission i foråret. Baseret på det, mine udskrevne patienter fortæller, ville skandalen have været større, hvis man faktisk havde opnået akkreditering.
I slutningen af september var der endnu en fyringsrunde. Sammenfattende tegnes der et billede af et personale, der er skræmt, nedslidt og udmattet af at kæmpe med en uhåndterlig og økonomisk udsultet struktur og en ringere og ringere behandling og pleje af de mange ’almindeligt syge’ patienter.
Der er ingen nem vej ud af denne voldsomme krise. Men som et første skridt kunne man måske håbe på, at det nyvalgte Folketing har modet til at formulere en realistisk og sammenhængende sygehuspolitik, der ikke udelukkende baseres på højtspecialiserede lægepolitikeres ønskedrømme. Der bør også lyttes til ’almindelige’ patienters behov og ønsker, og der skal være mulighed for, at det dedikerede personale på landets offentlige sygehuse kan genvinde deres arbejdsglæde og selvrespekt.
Det kræver, at sygehusledelserne stilles over for realistiske mål, der kan opnås inden for de fastlagte økonomiske rammer, at arbejdet struktureres i fornuftige enheder, og at der på den enkelte afdeling skabes sammenhæng mellem opgavetildeling og ressourser.
Måske kan det solidarisk finansierede, offentlige sygehusvæsen endnu reddes?
Af Jørgen Steen Andersen, praktiserende læge i skovlunde, praksiskonsulent på Herlev Hospital