Tak til Niels Borregaard og Jørgen Frøkær for at tage bladet fra mundet og melde ud, at »FSS har en stor opgave, nemlig at støtte den forskning, der bringer ny biologisk indsigt i sygdomme (…)«. (Dagens Medicin nr. 36/11). Forskning, der sikrer, at patienterne får den rigtige behandling, er det ifølge forfatterne naturligt, at andre tager sig af.

Det er da klar tale, der renser luften!

Så Det Frie Forskningsråd/Sundhed og Sygdoms (FSS) kasse er lukket for den type projekter, der interesserer sig for, hvorfor antibiotikaforbruget stiger, hvordan man bedst tilrettelægger efterkontrol af prostatakræftpatienter, hvorfor der er så stor variation i hyppigheden af kejsersnit, om almen praksis’ adgang til ct-scanninger vil forbedre udredningen af kræftpatienter, om, hvilke metoder der mest effektivt fremmer evidensbaseret klinik. Spørgsmål, der hører hjemme under kategorien sundhedstjenesteforskning. Eller som der står i afslagene, man får fra FSS: »Der er tale om kvalitetsudvikling og ikke forskning«. Med den tilgang er der ikke noget at sige til, at uddelingen af midler til området ikke finder sted – for hvorfor skulle et forskningsråd støtte ikke-forskningsprojekter?

På FSS’ hjemmeside står, at:

»Rådet er en del af Det Frie Forskningsråd og dækker alle aspekter af såvel grundvidenskabelig som klinisk og samfundsmedicinsk forskning rettet mod menneskers sundhed og sygdom«, og videre, at rådet støtter:

Grundvidenskab som baggrund for sundhed og sygdomsudvikling.

Translationel videnskab til kobling af grundvidenskab til klinik.

Klinisk videnskab i relation til patogenese, udredning, diagnostik, prognosticering og behandling af sygdomme.

Samfundsmedicin - bl.a. epidemiologiske aspekter, sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse, sundhedstjeneste.«

Jeg vil foreslå, at hjemmesiden opdateres, så den afspejler den faktiske indstilling og den udviste praksis med hensyn til, hvilken type forskning der kan støttes. Det vil spare rådet for overflødig sagsbehandling og sundhedstjenesteforskere for unødvendige anstrengelser med at søge midler.

Tilbage er så det problem, at der faktisk er en række forskningsspørgsmål, der kræver  svar, hvis vi skal gøre os håb om at få et stadig mere velfungerende sundhedsvæsen.

Hvis der er et politisk ønske om, at sundhedsvæsenets udvikling skal baseres på solid viden, er der behov for, at der findes øremærkede midler til at skabe denne virkning – altså sundhedstjenesteforskning. Man kan ikke forvente, at biomedicinsk orienterede forskere af sig selv vil omfordele fra deres eget interessefelt til et område, de ikke engang anser for at være forskning. 

Hvis er ansvaret for sundhedsvæsenets udvikling og dermed for sundhedstjenesteforskningen?