Sidst jeg lå tæt på druknedøden, var, da indførelsen af fireårsreglen hev mig ned, og jeg naivt rakte ud efter den redningsplanke, som jeg regnede med, at Lægeforeningen, Overlægeforeningen, Underlægeforeningen og alle andre foreninger af læger ville kaste ud til os medicinstuderende. Der var bare ingen, som kastede noget ud!
Denne gang er det ikke bare den manglende redningsplanke, jeg savner, nu er det mine formodede redningsmænd, som prøver at drukne mig.
»…at jeg ved mine forretninger som praktiserende læge stedse skal lade det være mig magtpåliggende, efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn…« Denne sætning er for mig en central del af vores lægeløfte. Jeg vil til enhver tid gå i brechen for mine patienter. Jeg vil og skal kritisere politikerne, når de ikke gør det ordentligt, og jeg vil og skal agere i mine patienters bedste interesse. Dette må jeg også gerne gøre, hvis det drejer sig om kræftpatienter, ventelister på respirationscentrene eller andre vigtige emner. Men hvis jeg ytrer bare ét ord om uretfærdigheden i at sende dybt demente mennesker tilbage til Irak, mister jeg åbenbart min objektivitet.
Mener Yves Sales og Lægeforeningen virkelig, at deres medlemmer ikke er objektive, når det gælder asylansøgere? Mener de virkelig, at deres medlemmer lyver og snyder i lægeerklæringer?
At Lægeforeningen er ligeglad med vores uddannelse, er én ting, men at de miskrediterer deres egne medlemmer og følger med på denne forrykte lovgivning, er mig helt igennem uforståeligt og efterlader mig med en dårlig smag i munden.
Jacob Antonsen, stud.med, KU