Studerende er sat i en alvorlig klemme, og på længere sigt vil det gå ud over sundhedsforskningen
Flere og flere lægestuderende gennemfører et prægraduat forskningsår, en slags ’tillægsuddannelse i forskning’, som udbydes af både Københavns (KU), Aarhus (AU) og Syddansk Universitet (SDU).

Forskningsåret er for mange kommende læger blevet indgangen til en ph.d. og fremtidig forskerkarriere.
Det er den forskningsårsstuderendes vejleders ansvar at skaffe et skolarstipendium til den studerendes løn, og hidtil har de fleste skolarstipendier været offentligt finansieret via Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom (FSS). Antallet af bevilgede skolarstipendier fra FSS er da også steget ved tidligere uddelingsrunder i takt med det stigende antal forskningsårsstuderende; en positiv og hensigtsmæssig udvikling for studenterforskningen.

Denne udvikling ser nu desværre ud til at være vendt. I foråret 2011 bevilgede FSS således kun 15 skolarstipendier, mens i alt 118 havde søgt. Det svarer til en tredjedel henholdsvis halvdelen af de stipendier, som uddeltes i efteråret (44) henholdsvis foråret 2010 (31). En så markant nedgang i offentligt bevilgede stipendier er sandsynligvis en konsekvens af den politiske strategi om, at små offentlige bevillinger, herunder skolarstipendier, skæres kraftigt til fordel for få millionbevillinger til store centre.

Nedgangen eller årsagen hertil er imidlertid hverken fra FSS eller anden side blevet varslet eller forklaret.

En nylig lovændring, som overførte hovedparten af den offentlige bevilling til forskeruddannelse fra FSS til universiteterne, tyder på, at det er hensigten, at universiteterne skal stå for uddeling af skolarstipendier. Det kan muligvis forklare den pludselige nedgang i skolarstipendier fra FSS.

Men hvis dette er tilfældet, har man sat de studerende i en alvorlig klemme: Ifølge KU må universiteterne nemlig tilsyneladende slet ikke uddele skolarstipendier af offentligt finansierede midler. Mens AU og SDU udbyder stipendier finansieret af eksterne fonde, eksisterer en sådan ordning ikke på KU. Nedskæringerne er således gået særligt hårdt ud over københavnske forskningsårsstuderende, især da kun tre af de 15 FSS-stipendier i forårets runde gik til KU. Da svar fra FSS gives få dage før projektstart, står disse studerende nu uden finansiering af deres løn og er således overladt til at arbejde gratis, bruge SU-klip, tage lønarbejde ved siden af eller i værste fald opgive deres projekt.

Vi finder det yderst problematisk, at nedgangen i skolarstipendier fra FSS ikke er blevet varslet i god tid, ligeså at en eventuel omrokering af finansieringsmulighederne ikke er kommet på plads. Et stort antal studerende er kommet i klemme, og vi opfordrer hermed til, at beslutningstagerne tager ekstraordinære midler i brug for at dæmme op for dette akutte problem.

Til kommende forskningsårsstuderende og deres vejledere ønsker vi desuden at oplyse om den markant formindskede chance for at blive tildelt skolarstipendium fra FSS og opfordrer til, at man fra start søger alternativ finansiering.

Vi mener, at den aktuelle situation kan få alvorlige konsekvenser. En overhængende risiko er, at forskningsåret ikke længere betragtes som en realistisk mulighed, og at mange forskere vil afstå fra hvervet som vejleder. På længere sigt vil færre læger være forskningsaktive, hvilket vil hæmme udviklingen i sundhedsforskningen.

Skolarstipendier er en billig og sikker investering i forskeruddannelse, og udviklingen for skolarstipendierne står således i skærende kontrast til det erklærede politiske mål om Danmark som videnssamfund i international topklasse; et mål, som kun kan nås ved seriøs investering i fremtidens forskere. Sidst, men ikke mindst ønsker vi derfor at gøre beslutningstagerne opmærksom på nødvendigheden af hensigtsmæssige og stabile tiltag, som kan sikre finansiering til uddannelse af fremtidige lægevidenskabelige forskere.

Af stud.med. Christian Ovesen, læge Martine Aabye, stud.med. Neval Ete Wareham, stud.med. Maiken Merete Madsen, læge Julie Bjerglund Andersen, stud.med. Marie Louise Mølgaard Poulsen På vegne af Panums UngdomsForsker Forening (PUFF)