Som tidligere prolapspatient opleves det positivt, at behandlingen af rygpatienter i Region Syd nu er samlet et sted, nemlig på Rygcentret i Middelfart. Men man undres over, at den kirurgiske sektion med ledende overlæge for den kirurgiske sektion Carsten Ernst og overlæge Mikkel Andersen i den grad offentligt går i rette med den medicinske sektion og deres forskningsresultater. Det lover ikke godt for samarbejdet.
Undersøgelserne af konservativ behandling har været ti år undervejs med undersøgelse og opfølgning. Hvor længe har den tilsvarende kirurgiske opfølgning med dataindsamling fundet sted? Kirurgerne startede i Middelfart for et år siden.
I APRIL SIDSTE år blev jeg opereret for diskusprolaps på Universitetshospitalet i Odense, og efterfølgende var der ingen, jeg skriver INGEN, opfølgning med efterkontrol.
Jeg var med begyndende pareser i stand til at gå ind i afdelingen, og på grund af tiltagende pareser var der naturligvis operationsindikation. Smertescore svingede mellem 5 og 8 afhængig af lejring.
Postoperativt svingede den mellem 8 og 10 afhængig af lejring og med dorsal parese af fod og parese af abduktion og ekstension over hofte. Vedrørende paresen over hoften fik jeg at vide, at det ikke passede med neurologien. Hvad det så passede med, var uinteressant. Jeg kunne selv læse mig frem til, at det passede med en parese af n. gluteus superior, som udspringer fra L4, L5 og S1.
Udstyret med en recept på morfin, nsaid, panodil – og krykker kunne jeg forlade afdelingen og starte genoptræning. På spørgsmål vedr. prognosen var der ikke noget svar. Desværre kom der reprolaps efter 14 dage, og prolapsen var vurderet ud fra mr-scanning til yderligere parese med delvis plantarparese og smertescore markant værre. Resten af forløbet har været konservativ behandling i øvrigt med udmærket resultat efter et års genoptræning i kommunalt regi.
ET ENKELT KASUISTISK forløb kan selvfølgelig ikke påvirke et solidt funderet forskningsresultat. Men når jeg som patient har oplevet en indlæggelse på et universitetshospital, hvor de kirurgiske rygpatienter var spredt ud over tre afdelinger, nemlig ortopædkirurgisk afdeling, neurokirurgisk afdeling og reumatologisk afdeling, UDEN efterkontrol, så må man undres over det skarpe angreb på Hanne Alberts og Claus Manniches forskningsresultater. Hvis der fra kirurgisk side har foreligget ti års opfølgning før sammenlægningen i Rygcentret, hvilke bias er det så behæftet med, med patienter spredt på mindst tre afdelinger i samme hus?
Karen Konstantin-Hansen, Speciallæge i pædiatri, Odense, fhv. rygpatient