Gennem den seneste årrække har der været en løbende diskussion om kvalitet inden for sundhedsvæsenet med mange tiltag inkl. Den Danske Kvalitetsmodel (ca. 30 mio. kr./år), akkreditering (ukendt økonomisk belastning), patientsikkerhed etc. samt senest ca. 80 mio. til udvikling af kliniske guidelines.

Spørgsmålet er imidlertid, om dette er den rigtige prioritering i forhold til monitorering og udvikling af den egentlige kliniske kerneydelse, dvs. behandlingsresultatet?  

Når det gælder det kirurgiske område, har der været en række tiltag fra forskellige faggrupper i forhold til at fokusere på selve kerneydelsen. Som eksempel kan nævnes udvikling af det accelererede operationsforløb, der bygger på en evidensbaseret pakkeløsning til optimering af det kirurgiske forløb og medfører kortere hospitaliseringsbehov og færre postoperative komplikationer. 

Konceptet har fået global accept og fokus bl.a. af det engelske National Health Service, som har iværksat implementerings- og monitoreringsprogrammer efter den Danske Model med stor succes – og har forbedret selve kerneydelsen (liggetid, genindlæggelse, komplikationer). En tilsvarende indsats fra regioner, sundhedsstyrelse eller ministerium er imidlertid ikke etableret, på trods af at konceptet er udviklet i Danmark.

For ca. 12 år siden tog en række kirurgiske fagpersoner initiativ til det såkaldte ’Kirurgiprojekt’ i et samarbejde med Sundhedsstyrelsen.

Hypotesen var at udnytte de unikke danske LPR-data (som kunne suppleres med epikriser/journalmateriale ved behov) til at monitorere den kirurgiske kerneydelse (liggetid, genindlæggelse, død og komplikationer) ved en lang række almindelige kirurgiske indgreb illustreret i mere end 30 nationale og internationale publikationer. Det yderst begrænsede økonomiske ressourcebehov (da det faglige input og fortolkning stort set var ulønnet) fik på en lang række områder store konsekvenser på baggrund af de opnåede kerneydelsesdata.

Således dannede de grundlag for specialiseringsprocessen, idet projektet påviste, at den hidtidige organisation ikke var optimal med for høj komplikationsrate på for mange afdelinger inden for den større kirurgi. På trods af tiltagets store succes og begrænsede ressourceforbrug lykkedes det ikke fagpersonerne, med flere henvendelser til Sundhedsstyrelsen, at fortsætte og udbygge dette unikke initiativ, som nu er nedlagt.

Et sidste eksempel er ’Enhed for Perioperativ Sygepleje’, et initativ, der initialt blev støttet af Sundhedsministeriet, igen på baggrund af konceptet ’accelererede operationsforløb’, og det faktum, at den kirurgiske kerneydelse kun kan optimeres i et samspil mellem de involverede parter – anæstesiologer, kirurger og specielt den kirurgiske sygepleje, men hvor sidstnævnte ikke i uddannelsen eller faglitteraturen bliver informeret om seneste udvikling inden for kirurgiske behandlingsprincipper.

Enhed for Perioperativ Sygepleje havde således til formål på landsplan at udvikle en hjemmeside med relevant litteratur inden for den perioperative behandling ved kirurgiske forløb, at holde landsdækkende multidisciplinære, procedurespecifikke tværfaglige workshops mhp. national enighed omkring evidensbaserede behandlingsprincipper samt monitorering af indsatsen.

Enheden, som har et ressourceforbrug på 1,5-2 mio. kr. årligt, må nu stoppe på grund af manglende ressourcer, trods en dokumenteret national meget succesrig indsats omkring selve den kirurgiske kerneydelse, igen dokumenteret i en række publikationer. 

Som noget helt unikt har Enheden udviklet den globalt første landsdækkende procedurespecifikke sygeplejedatabase (ovariecancer) til monitorering og videreudvikling af den kirurgiske plejeindsats.

Sammenfattende kan det undre, at man i disse tider, hvor der tales så meget om kvalitet inden for sundhedsvæsenet, ikke har etableret en overordnet monitorerings- og udviklingsenhed ud fra de dokumenterede succesrige resultater inden for den kirurgiske behandlingsindsats med et ringe ressourceforbrug og byggende på eksisterende registre som LPR, CPR etc.

De beskrevne metoder er simple som screeningsinstrument og med en efterfølgende specifik indsats til forbedring ud fra aktuelle data. Endelig kan erfaringerne fra det mere overskuelige kirurgiske område med fordel f.eks. anvendes inden for den akutte, ældre medicinske patient. Som noget helt unikt foreligger forskningsgrundlaget, kerneydelsesdata og procesudvikling lige til at samle op. 

Spørgsmålet er derfor, hvem har bolden? Og hvorfor kommer den ikke i spil?