Vi kan kun udtrykke tilfredshed med, at både læger og ikke mindst patienter har følt sig godt betjent af en privat leverandør, som vi har haft en kontrakt med.
Det er en misforståelse, når du skriver, at Region Syddanmark slukker for mr-scanneren på Aabenraa Sygehus, tværtimod fortsætter aktiviteten på sygehuset. Det er værd at bemærke, at Aabenraa Sygehus i fremtiden skal være regionens sønderjyske akutsygehus, og i den situation vurderes det mest hensigtsmæssigt, at Aabenraa Sygehus selv overtager driften af mr–scanneren. Det er den væsentligste begrundelse for, at aftalen med den private Thava er opsagt pr. 1. januar 2012.
Det er heller ikke korrekt, at vore patienter skal vente i flere måneder på en mr–scanning. På flere af vore offentlige sygehuse er der mulighed for at få foretaget en mr–scanning inden for de nationale ventetidsrettigheder på fire uger. Som en ekstra service for vore borgere har regionen indført en regional ventetidsrettighed på 14 dage til en mr-scanning.
I praksis vil det sige, at hvis ingen af vore offentlige sygehuse kan give tid til mr-undersøgelsen inden for 14 dage, gives der et tilbud, hvor patienten aktivt kan vælge at få undersøgelsen foretaget hos en samarbejdspart i den private sektor. I 2010 har regionen således fået leveret ca. 18.000 mr-scanninger hos private leverandører, og der er ingen overvejelser i regionen om hverken at ændre den regionale ventetidsret eller fjerne omvisiteringsmulighederne til privat leverandør.
Dermed er der heller ingen tvivl om, at patienter i hele regionen også fremover vil have mulighed for en hurtig diagnostik, og en del af den mr-kapacitet, vi benytter os af, også i 2012 vil ligge i den private sektor.
Det er således ærgerligt, at Thava har valgt at efterlade det indtryk, at regionen ikke ønsker at samarbejde med den private sektor. Det vil regionen faktisk rigtig gerne, men et samarbejde af den karakter indebærer, at vi bl.a. fortløbende skal konkurrenceudsætte ydelserne, så vi blandt andet sikrer os, at ydelserne leveres på de rigtige vilkår og til den rigtige pris. n
Af Carl Holst Regionsrådsformand, Region Syddanmark (V)