Tom Skyhøj Olsen har en pointe, når han i Dagens Medicin nr. 30/12 efterlyser nuancer i debatten om hjerneskaderehabilitering. Ikke alt kommunalt er galt. Men debatindlægget efterlader samtidig et lidt fejlagtigt indtryk af, at der i dag ikke eksisterer viden og faglige anbefalinger om, hvordan hjerneskaderehabilitering organiseres og praktiseres, så kvalitet og effekt øges.
I Danmark har Sundhedsstyrelsen, som et af de første lande i verden, i 2011 udarbejdet en omfattende kortlægning af forskningsbaseret ny viden om effekt af hjerneskaderehabilitering – en såkaldt medicinsk teknologivurdering. Dette arbejde viste bl.a. effekt af en række metoder til træning af motoriske handicap, opmærksomhed, hukommelsesforstyrrelser og kommunikationsproblemer efter hjerneskade. Der er også evidens for effekt af visse typer af erhvervstræning og af at flytte dele af rehabiliteringen ud i patienternes eget hjem, vel at mærke, hvis denne træning er tilrettelagt af personale med neurofaglige kvalifikationer.
Kortlægningen viste endvidere, at effekt af indsatser over for hjerneskadede mennesker øges, hvis der anvendes en tværfaglig tilgang, hvor mange faggrupper med viden om hjerneskaderehabilitering arbejder sammen. En velkoordineret og veltilrettelagt indsats modvirker unødige ventetider og øger intensiteten. Inddragelse af den hjerneskadede selv og dennes pårørende synes endvidere at være afgørende for at opnå effekt.
På baggrund af bl.a. den medicinske teknologivurdering blev der, ligeledes i Sundhedsstyrelsen i 2011, udarbejdet en række nationale anbefalinger om, hvordan hjerneskaderehabilitering fremover bør udformes – et såkaldt forløbsprogram for hjerneskaderamte i Danmark.
Forløbsprogrammet bygger på konsensus mellem faglige selskaber, patientorganisationer, Kommunernes Landsforening, Danske Regioner og relevante ministerier.
Man kan læse ud af disse faglige anbefalinger, at der er bred enighed om, at selv om det i dag er kommunerne, der er ansvarlige for rehabilitering efter endt sygehusbehandling, så vil der være skønsmæssigt ti pct. af de mest komplekst ramte hjerneskadede, der vil have behov for en specialiseret rehabilitering, som ikke kan varetages af kommunerne. Langt de fleste kommuner er for små til at varetage sådanne opgaver.
Der er imidlertid ikke enighed om, hvordan en fremtidig national organisering og ikke mindst finansiering skal udmøntes. Et bud kunne være, at der etableres et par landsdækkende specialiserede centre, der kan varetage dels den højt specialiserede rehabilitering af særligt komplekse forløb, dels faglig udvikling, forskning og videreuddannelse på området. Centrene bør være regionalt eller statsligt finansieret og kunne f.eks. placeres i nær tilknytning til de større danske neurorehabiliteringshospitaler.
90 pct. af hjerneskaderehabiliteringen i Danmark skal fortsat foregå lokalt. En centralisering og specialisering skal sikre, at ny viden fortsat genereres. Men specialiserede centre skal også, som en af deres fornemste opgaver, sikre, at viden formidles og implementeres i de lokale miljøer, hvor mennesker skal leve et liv med hjerneskadens følger. En sådan strategi, hvor vi både understøtter højtspecialiseret viden og samtidig lokal implementering, er ikke bare et smukt ideal. Den er en absolut forudsætning for at sikre, at rehabilitering fremover har tilstrækkelig kvalitet, opleves meningsfuld og samtidig er tilstrækkelig intensiv.
Hysse B. Forchhammer er formand for den gruppe, der udarbejdede Sundhedsstyrelsens MTV om hjerneskaderehabilitering i 2011, ligesom hun deltog i udarbejdelsen af forløbsprogrammet om hjerneskaderehabilitering af voksne, 2011