Det Frie Forskningsråd for Sundhed og Sygdom (FSS) undrer sig i Dagens Medicin nr. 36/11 over, at jeg i min stikpille her i bladet (nr. 34/11) kritiserer FSS for at give afslag til ansøgere begrundet i projektets karakter.

FSS synes at overse, at jeg i min stikpille fuldt ud anerkender, at forskningsprojekter skal kunne afvises begrundet i manglende relevans, manglende gennemførlighed, metodemæssige mangler eller andre forskningsmæssige kvalitative problemer.

Jeg har stor respekt for, at FSS underkender forskningsprojekter på grund af kvaliteten af projektet – min anbefaling er, at FSS skriver den egentlige bergundelse; at projektet ikke får støtte, fordi det ikke er godt nok – hvis det er det, der er begrundelsen!

Min kritik er dog, at FSS tilsyneladende underkender objektet 'kvalitet' (i bred forstand) for forskningsprojekter. FSS antyder også sit perspektiv og sin prioritering i svaret til mig:

»FSS har en stor opgave, nemlig at støtte den forskning, der bringer ny biologisk indsigt i sygdomme og dermed giver basis for at udvikle helt nye behandlingformer «.

FSS beklager, at undersøgelser af, om behandling A er bedre end behandling B,C, D o.s.v. kan bruge hele budgettet. DER SKAL NATURLIGVIS være mulighed for at støtte fremragende projekter, såvel biologiske projekter som projekter, der undersøger den mest effektive behandling – herunder projekter, der undersøger sundhedsvæsenets indretning.

FSS er imidlertid sat på en vanskelig opgave, når de bedste af de gode projekter skal udvælges. Der skal vælges og sammenlignes mellem meget forskellige forskningsvilkår, -traditioner og –metoder.

Spørgsmålet er, om de bedste af de gode projekter altid er de vigtigste – eller sagt på anden måde: hvordan patientens perspektiv, driftsherrernes perspektiv eller de folkevalgtes perspektiv tilgodeses i valget mellem de gode projekter.

Jeg er fortsat af den opfattelse, at den frie forskning i mange sammenhænge er den forskning, der bringer os længst – men jeg er ikke overbevist om, at den afvejning, der sker nu, tilgodeser vigtigheden af, at væsentlige strukturelle og organisatioriske ændringer i sundhedsvæsenet også bør ske på et vist evidensgrundlag.

Det er helt åbenbart, at det burde sikres (f.eks. af kommuner og regioner), at helt nødvendige spørgsmål i det danske sundhedsvæsen blev undersøgt og dokumenteret gennem en række gode forskningsprojekter – formentlig på visse områder styret gennem en overregional enhed. Det ændrer imidlertid ikke ved at emnet også er en opgave for FSS.

Det vil være konstruktivt med en information og en debat om bl.a. FSS' prioriteringer i en situation med for få ressourcer og mange forskellige behov for øget forskning.