De mange indlæg fra ledende psykiatere viser, at den debat, DR startede om ssri-præparater, er vigtig.
Jeanett Bauer og Jesper Karle skrev i Dagens Medicin nr. 13/11, at ssri nedsætter risikoen for selvmord hos voksne. De henviste til en meta-analyse af Barbui (CMAJ 2008), men den påviste faktisk signifikant øget selvmordsadfærd for paroxetin sammenlignet med placebo (over en fordobling). Der var for få gennemførte selvmord til, at man kunne vurdere risikoen for dette, kun et på paroxetin og et på placebo.
Det er et stort problem, at de store firmaer har fusket med rapporteringen af selvmord i deres kliniske forsøg. F.eks. har de medregnet selvmord til placebogruppen, selv om de ikke fandt sted, mens patienterne fik placebo. Og omvendt har de skjult selvmord på aktivt stof, f.eks. under betegnelsen ’emotionel labilitet’. Psykiateren David Healy har – efter justering for disse snyderier – i et materiale fra FDA fundet øget risiko for selvmord for nyere antidepressiva, og FDA har også fundet, at der var flere gennemførte selvmord på nyere antidepressiva end på placebo i firmaernes randomiserede forsøg (Laughren, Eur Psychiatry 2001). Disse forskelle er statistisk signifikante. Nogle observationelle studier har hævdet det modsatte, men de er af dårlig kvalitet. Gode observationelle studier har ikke fundet, at øget brug af ssri-præparater fører til et fald i antallet af selvmord, og i øvrigt er randomiserede forsøg langt mere pålidelige.
I COCHRANE-CENTRET har vi startet et stort forskningsprojekt om ssri-præparater i samarbejde med psykiatere i Storbritannien og USA, og vi har fået aktindsigt i den europæiske lægemiddelstyrelse, hvilket giver os langt mere pålidelige data end dem, firmaerne har publiceret, idet vi kan korrigere for snyderierne. Vi vil frem for alt se på selvmordsrisikoen, men også på balancen mellem gavnlige og skadelige virkninger i forhold til sværhedsgraden af sygdommen.
Bauer og Karle hævder, at abstinenssymptomerne efter ophør med ssri afviger betydeligt fra dem, man ser efter benzodiazepiner. Det er faktuelt forkert. Vi har sammenlignet symptomerne, og de er næsten identiske.
I WEEKENDAVISEN 15. april kritiserer Poul Videbech, Raben Rosenberg og Lars Kessing DR for at have nævnt, at effekten af ssri er 20 pct. De kalder det endda for misinformation, men kritikken er uberettiget. For det første har DR svaret, at oplysningen kommer fra Lægemiddelstyrelsen. For det andet skriver psykiaterne selv, at forskellen mellem placebo og aktivt stof netop er 20 pct. Psykiaterne nævner, at der er en stor placeboeffekt på 40-50 pct., og at den samlede effekt af at indtage tabletter derfor er på 50-70 pct. Det er imidlertid ikke placeboeffekten, de beskriver. Det, de kalder en placeboeffekt, er kombinationen af en reel placeboeffekt og den spontane remission af depressionen. Den spontane remission er ganske stor. Det betyder, at hvis man ikke havde givet patienterne noget som helst, ville mange af dem være kommet sig alligevel.
Poul Videbech, Raben Rosenberg og Lars Kessing skriver, at de har oplevet patienter, der har ophørt deres behandling pga. påvirkning fra omgivelserne og derved har fået et tilbagefald, der har kostet dem livet på grund af selvmord. Det gør selvfølgelig indtryk, men sådanne oplevelser kan være vildledende.
Det er svært at forstå, at psykiaterne og de praktiserende læger er så glade for ssri-præparater, når de ikke ser ud til at nedsætte risikoen for selvmord, men tværtimod ser ud til at øge risikoen. Og når den subjektive effekt er meget beskeden hos langt de fleste, som er i behandling (som ikke er særligt syge), og bivirkningerne er hyppige.
Peter C. Gøtzsche, Professor, Det Nordiske Cochrane Center, Rigshospitalet