I Dagens Medicin nr. 5/12 har Peter Gøtzsche et indlæg vedrørende Det Frie Forskningsråd Sundhed og Sygdoms (FSS) uddelingspolitik. Overordnet er holdningen, at den klinisk/epidemiologiske forskning underprioriteres. PG leverer en række skråsikre udtalelser om grundforskningens nytteværdi, der kalder på modsigelse.
PG spørger f.eks., »hvor stort et spild vi skal acceptere for de midler, der gives til grundforskning eller translationel forskning?« Skal det forstås sådan, at der ikke er et spild ved udførelsen af den epidemiologiske forskning? Det tvivler jeg stærkt på, f.eks. med tanke på de konstant vekslende og ofte modstridende anbefalinger fra ernæringseksperter, der i vidt omfang er baseret på epidemiologiske undersøgelser. Denne forskning har - som megen anden epidemiologisk forskning - tilsyneladende svært ved at nå frem til en entydig konklusion. Det kan ikke undre, da epidemiologiske metoder notorisk er meget dårlige til at afsløre årsags/virknings-sammenhænge.
De mange tilfælde, hvor et nyt stof efter gennemførelsen af dyre lægemiddelafprøvninger ikke har vist sig at være et allerede etableret middel overlegent, kan vel også betragtes som spild ud fra en synsvinkel af nogenlunde samme lødighed som PG’s.
PG spørger også retorisk, om forskning støttet af DFF inden for de seneste 15-20 har haft betydning for patienterne. Det må her underforstås, at PG nærmest anser grundforskning som nytteløs. Eller er det meningen, at vi kun skal lade udenlandske forskningsråd støtte grundforskning (med det spild, det ganske rigtigt medfører), og så her i Danmark snylte på den opnåede indsigt?
PG overser i øvrigt som mange andre på hans side, at grundforskning ikke kan betragtes i et snævert nationalt perspektiv. Fremskridtene opnås som resultat af en intens videnudveksling og gensidig inspiration på tværs af landegrænserne.
Pladsen tillader kun et enkelt eksempel på grundforskningens betydning. Ikke mindst inden for de seneste 20 år er der sket store fremskridt i forståelsen af kræftens molekylære biologi, altså inden for PG’s eget interesseområde. Mener PG virkelig, at det er betydningsløst for patienterne, at lægerne forstår deres sygdom? Så kan vi vel lige så godt lade kinesiologerne og kraniosakralterapeuterne overtage arbejdet. Den nævnte grundforskning har også ført til udvikling og registrering af talrige nye lægemidler (’biologiske’ lægemidler, bl.a. monoklonale antistoffer), ikke mindst inden for kræftområdet. Man må vel kunne gå ud fra, at disse nye midler i det mindste har en vis virkning. Ellers har de kliniske epidemiologer vist ikke gjort arbejdet godt nok.
En anden ting: Hvordan vil PG egentlig udvælge de nye lægemidler eller andre former for terapi, han vil teste med sine epidemiologiske undersøgelser? Det skal vel bl.a. ske på grundlag af en vis viden om stoffernes virkningsmekanisme, altså indsigt vundet ikke mindst ved grundforskning. Selv en topklinikers store erfaring eller sjette sans er vel næppe fuldt tilstrækkelig erstatning herfor.
PG vil øge universiteternes basismidler (ja tak!). Denne pludselige anerkendelse af grundforskningens betydning forekommer noget i modstrid med resten af indlægget og kan næppe anses for særlig realistisk med de herskende politiske vinde (der ikke blæser spor mildere end før, hvad angår støtten til fri forskning). Prisen skal være en beskæring af DFF’s pulje til grundforskning. Men disse midler er allerede blevet voldsomt reduceret på bekostning af den strategiske forskning (hvis ’spildprocent’ ingen vist endnu har turdet undersøge). En yderligere udtynding vil for alvor bringe os i armene på industrien, som PG er så bange for.
PG flager som mange kliniske forskere med næstekærligheden til patienterne som det ultimative argument for, at deres forskning skal opprioriteres. Men der findes faktisk mange grundforskere, der i sidste ende anlægger nøjagtig det samme perspektiv – ønsket om at forbedre patienternes vilkår. De føler sig bare overbevist om, at grundlæggende indsigt og opdagelsen af helt nye indgangsvinkler hjælper patienterne mindst lige så godt som famlende klinisk empiri.