En af sundhedssektorens mest delikate og barske processer burde egentlig allerede nu være tilendebragt.
Sådan lovede Sundhedsstyrelsen det nemlig i sit første brev til regionerne om den forestående specialeplanlægning – og det er den, det drejer sig om - på landets hospitaler.
Dengang troede Jesper Fisker og Lone de Neergaard, som er ansvarlige for processen, at planen kunne være færdig i juni i år. Siden er det vist gået op for alle parter, at specialeplanlægning er en utrolig varm kartoffel. Sygehuse og sundhed er blevet politisk sprængstof, og det er ikke en floskel.
Mon ikke det er forklaringen på, at styrelsen har skubbet processen, således at planerne nu først skal være klar ultimo november. Faktisk skal den til formålet nedsatte regionale baggrundsgruppe have den foreløbige plan tilsendt 18. november – altså akkurat dagen efter regionrådsvalget – for at blive introduceret for Sundhedsstyrelsens løsninger, og den dag er nok ikke valgt tilfældigt.
Sandheden er jo, at hvis en region mister højtprofilerede specialer, så kan det få vælgerne til at flytte deres kryds til kandidater, der ikke har et medansvar for tabet. Hvis eksempelvis Region Nordjyllands hospitaler mister de prestigeprægede behandlinger, så vil det svække Ulla Astman (selv om hun reelt er uskyldig). Vibeke Storm Rasmussen vil føle det som et personligt nederlag, hvis f.eks. Rigshospitalet skulle miste vigtige specialer. For Bent Hansen er det også afgørende, at det enorme Skejby-projekt ikke taber terræn, og det kan også få betydning for ham, at de vestlige hospitalsplaner ikke kan fastholde eller udbygge positionen.
Derfor må vi vente på afgørelsens øjeblik, og derfor kan grænsestridighederne i hospitalssektoren trives i vakuummet frem til, at beslutningerne er truffet. På hjerteområdet er en sådan strid blusset op, og den illustrerer, hvor vanskeligt det bliver at få specialeplanerne håndteret til alles tilfredshed.
I dag kan fynboer og jyder få foretaget hjerteklapoperation på ikke færre end fire hospitaler: Aalborg, Skejby, Odense Universitetshospital og Hjertecenter Varde. I Østdanmark udføres sådanne komplicerede indgreb alene af Rigshospitalet (idet Gentoftes hjerteafdeling er lagt ind under Rigshospitalet).
Resultatet af den manglende konsolidering vest for Storebælt er indlysende: nogle af afdelingerne kommer til at savne kritisk masse. For et par år siden hjerteklapopererede (med og uden bypass) de to små hjertecentre, Aalborg og Varde, henholdsvis 420 og 400 patienter, mens de to store, Skejby og Rigshospitalet, opererede 900 og 1.200, inklusive Gentoftes andel.
Siden er disse tal faldet – når man ser bort fra Varde, der havde stor fremgang fra 2007 til 2008. Derfor er der byttet om i hierarkiet. Nu er Varde større end Aalborg og næsten på størrelse med Odense. Men alle tre er markant mindre end Rigshospitalet og Skejby, der på visse områder er tre gange større end Aalborg.
I 2009 er der grund til at tro, at alle er berørt af faldet (som i øvrigt er glædeligt). Derfor er ventetiderne historisk små.
Alle har ledig kapacitet. Også af den grund er der grund til at koncentrere indsatsen på færre enheder. Men der er andre grunde: Det kræver rutine at gennemføre sådanne indgreb og til at undervise nye medarbejdere og læger.
Bedømt på det grundlag burde det være nemt for Sundhedsstyrelsen at træffe sine valg. Hvis man alene skulle basere sig på de hårde kendsgerninger, så skal Hjertecenter Varde og Aalborg lukkes, og patienterne skal overføres til de tre store hjertecentre. Det er begavet ud fra en faglig synsvinkel. Det er godt for patienterne, og der kan også spares penge.
Bare alle valg var så nemme, skulle man tro.
Men så enkelt er det bare ikke.
Hjertecenter Varde blev etableret af det gamle Ribe Amt, fordi man ellers var nødt til at sende sine patienter til udlandet – eller ligge på knæ for at få dem behandlet på de store hjemlige hospitaler.
Derfor gik Sundhedsstyrelsen – hårdt presset af lokale politikere og deres fæller på Christiansborg - på kompromis med sine principper og gav Varde lov til at gennemføre selv de mest komplicerede operationer. Derefter indgik Ribe Amt aftale med centeret om at behandle amtets borgere.
Den aftale er siden fornyet, og hvis ikke Sundhedsstyrelsen spiller ud med en lukning, så vil den nuværende Region Syddanmark fortsætte med at sende patienter til Varde. I tillid til dette samarbejde har Hjertecenteret da også netop foretaget en meget stor investering i nye faciliteter.
Nemmere bliver det ikke af, at regeringen lægger vægt på, at det offentlige sygehusvæsen skal have konkurrence, og hvis den strategi skal tages alvorligt, så er Hjertecenter Varde ganske enkelt fredet. Om det forholder sig således, vil vise sig ultimo november.
Det bliver heller ikke nemt at lukke hjertecenteret i Aalborg. Det vil blive anset for et uhyre prestigetab for et hospital med store ambitioner om at komme på niveau med de tre store universitetshospitaler. Oven i købet kommer landets sundhedsminister fra denne egn, og Jakob Axel Nielsen er tilmed valgt i Nordjylland.
Tør Sundhedsstyrelsen træffe den ubehagelige beslutning? Også det vil vi se ultimo november.
Hvert et hjørne af denne specialeplanlægning rummer den slags problemer. At skære igennem kræver rygrad – foruden indsigt i, hvad der er klogt. Udgangspunktet for hvert eneste valg burde dog være enkelt. Specialeplanlægningen skal forbedre patientbehandlingen. Denne proces drejer sig ikke om traditioner, lokale paver eller ideologi.
Good luck