Men heldigvis er det ikke lægerne, som står for skud, kun deres fagforening, der deler skæbne med resten af arbejdsmarkedets aktører.
Det hele fremgår af en solid analyse, der i virkeligheden er meget optimistisk for lægerne. De står stærkt, og alt tyder på, at de vil komme til at stå endnu stærkere. I alt fald hvis de kan holde op med at lege lønmodtagere og i stedet spille på deres faglighed. Det er den, der giver indflydelse.
Bag Lægeforeningens nedtur gemmer sig nemlig en sand triumf for lægernes videnskabelige selskaber, som har indtaget 7 af de 25 øverste positioner i de mest indflydelsesrige organisationer i sundhedens magthierarki.
Lægerne sidder altså på næsten en tredjedel af den allerøverste magt. Imponerende.
Bag kortlægningen står Aarhus Universitet, Department of Political Science. Her har forskerne kortlagt alle udvalg, komiteer, nævn m.v. i sundhedssektoren. Derefter har de opregnet, hvordan sundhedssektorens organisationer er repræsenteret, og de, der har opnået flest poster, topper listen.
Man kunne påstå, at metoden er lige lovlig summarisk. Ikke alle udvalg og komiteer er som bekendt lige betydningsfulde. Men helt tosset er det nu heller ikke.
Ændringerne i magtens landkort afgøres af to tunge tendenser: På den ene side betyder det faglige stadig mere for beslutningerne, på den anden side er fagforeningerne på vej ud på et sidespor.
Dengang, i 1975, var Yngre Læger også på top 10. Seks år senere fik de med overenskomsten i 1981 deres endelige gennembrud med en aftale om arbejdstider, som reelt rider sundhedssektoren som en mare den dag i dag. I den periode, under de socialdemokratiske mindretalsregeringer, havde fagforeningerne deres velmagt.
35 år senere, i 2010, er situationen helt ændret. Lægeforeningen har fået et dyk, mens Yngre Læger har fået et fur helt ud af magtuniverset, i øvrigt sammen med stort alle de organisationer, der ikke baserer sig på faglighed, men har deres eksistensberettigelse ved at forsvare medlemmernes pekuniære interesser, enten på arbejdsgiver- eller for lønmodtagersiden.
På det tidspunkt har Danmark i ti år haft en Venstredomineret regering. Det sætter sit præg på magtens landkort. Naturligvis har denne regering medvirket til at afmontere fagbevægelsen. Men det overraskende er, at den altså har fremmet de faglige selskaber. Netop Venstre hader ellers eksperter og smagsdommere. Men det kan man altså ikke få bekræftet i denne magtanalyse.
Med en ny regering for bordenden vil spillereglerne igen blive ændret, og alt tyder på, at den netop også vil satse endnu mere på faglighed. Store dele af nyskabelserne i regeringens sundhedspolitik lægger sig tæt op ad selskabernes anbefalinger: Væk med ens ventetidskrav, væk med gebyr på fertilitetsbehandling, væk med tolkegebyr – og ind med de videnskabelige selskabers drømmeprojekt: de kliniske retningslinjer.
Den position vil lægerne kunne udbygge betydeligt under den nye regering. I modsætning til forgængeren vil Helle Thorning-Schmidts regering gerne lytte til eksperterne, og det skal lægerne naturligvis tage til sig – og nyde.
Positionen kan kun trues, hvis lægerne spiller kortene dumt, og det vil sige, at begynde at klynke og blive grådige.
Men det kunne lægerne vel heller aldrig finde på, vel?