Man skulle, at det var en dårlig Århus-historie, en af dem fra de gode gamle dage.
Men det foregår i hovedstadsregionen, og det foregår i vor tid.
Tænk engang: Når en patient får blodprop i hjernen i landets mest folkerige region, så skal ambulancerne i fuld fart køre til Bispebjerg Hospital. Men altså kun på ulige datoer. På lige datoer skal ambulancen drøne til Glostrup Hospital.
Eller er det omvendt? Hvem husker det?
Og hvad sker der egentlig, hvis klokken runder midnat, og ambulancen endnu er undervejs? Skal patienten så til Bispebjerg eller Glostrup? Og hvad sker der, når to ulige datoer støder op mod hinanden? Og hvad med skudår?
Systemet er rent ud sagt ulogisk og patientfjendsk, men tankegangen er desværre typisk for det danske sundhedsvæsen, der i den grad mangler handlekraftig og konsistent ledelse. Det er den selvsamme type ledelse, som gennemfører sine spareplaner pr. automatpilot, så gode, velfungerende hospitaler — og afdelinger for den sags skyld — i lighedens navn rammes præcis lige så hårdt som de dårligst fungerende. Den forbrydelse er Region Hovedstaden slet ikke ene om. Den praktiseres overalt. Men Hovedstaden er nok værst.
Tilbage til vanvidskørslen i Vibeke Storm Rasmussens revir. Hendes topfolk forsvarer deres system. Regionens koncerndirektør Svend Hartling siger, at det er vældig fornuftigt, fordi den tid kan komme, hvor man skal bruge to hospitaler for at betjene endnu flere af denne type patienter.
Men ærligt talt – denne behandling skal da lægges i ét eneste center, som kan håndtere alle situationer, når det gælder patienter med blodprop i hjernen. Det vil sige trombolyse, trombektomi eller hjerneblødning, hvis blodproppen viser sig at være en blødning. At ambulancerne skal suse rundt mellem regionens hospitaler, er dumt, livsfarligt og uforsvarligt – og den er slet ikke fagligt begrundet.
Nej, skræller man bortforklaringerne væk, så drejer det sig om en øverste ledelse, i dette tilfælde i den største region overhovedet, der ikke har turdet skære igennem. Man har ikke orket at tage kampen mellem to afdelingsledelser eller hospitalsledelser, der til det sidste vil insistere på, at netop de skal overleve. For at undgå denne konflikt har regionen opfundet et alibi, som kunne sikre dem begge overlevelse. Nemlig, at der engang vil vise sig et behov for to trombolysecentre.
Tankegangen er syg, og det bliver den i særlig grad, fordi den også ligger bag håndteringen af tidens besparelser på sygehusene. Første runde i hovedstaden gik hårdt ud over Herlev Hospital, der havde de største negative budgetafvigelser. Det var systemet dengang. Næste runde, altså den aktuelle, er blevet rullet ud, som om alle er lige store forbrydere, og den går så — i grove træk — ud over dem, der har flest ansatte. Det er det nye system.
Men begge systemer er lige forkerte. Der skal komme fornuft ud af sparerunder, siger man. Men skal det ske, så skal besparelserne altså konsekvent ramme hospitaler, der ikke leverer produktivitet. Mange steder, og ikke bare i Hovedstadsregionen, er det ikke sket. Herlev, som er langt det mest produktive hospital i hele regionen — måske bortset fra Hørsholm, som allerede er dødsdømt — skal bære de største samlede besparelser. Hvorfor? Gentofte er eksempelvis væsentlig mindre produktiv. Hvorfor lægges de største besparelser ikke dér?
Der er ingen økonomisk logik i spareplanerne, hvis skatteyderne skal have mest muligt ud af deres penge. Men det er – desværre – mest logisk, hvis en politisk ledelse vil undgå ballade.
Sådan er det raden rundt, i alle regioner – men værst er det i Hovedstadsregionen.