Netop som denne avis ankommer til sine abonnenter, er denne fine forsamling så småt i gang med sin debat om ’Læger og industri’ på årets Lægemøde i Kolding.
Nu skal lægerne nemlig finde deres ben i den meget komplekse problemstilling, og bønnen til jer er: Tænk jer nu om, og husk, at de regler, I skal drøfte nu, og som I skal leve under i fremtiden, faktisk skal løse problemet.
De skal ikke bare være en sadomasochistisk bodsgang, der ikke løser noget som helst, bortset fra at det ydmyger læger. Bodsgang er ikke vejen frem, og det er de nugældende regler det bedste eksempel på.
I skal begynde med at blive enige om, hvad der er det egentlige problem: Er problemet, at læger — med hæderlige undtagelser — er betalt af industrien til at udskrive bestemte produkter, som gavner industrien snarere end patienten? Eller er problemet, at lægerne beskyldes for denne adfærd, uden at det egentlig er sandt særligt ofte?
Dernæst skal I opfinde et system, som skiller betænkelige relationer fra de ikke betænkelige, og det system skal være maksimalt troværdigt, så selv pressen tror på det.
Endelig skal I afgøre, hvilke konsekvenser det skal have, hvis relationen er betænkelig.
Så enkel er opgaven, og løsningen er såmænd heller ikke særlig vanskelig.
Problemet er nemlig ikke, at læger er korrupte. Nej, problemet er, at der er fri bane for pressen til at påstå det. Det problem er massivt, og det er ligefrem truende for lægers troværdighed.
Tjek bare Dagens Medicins dokumentation, læger med industrirelationer er reglen, ikke undtagelsen, også helt ind i de hellige RADS-haller.
Det er det problem, altså at læger beskyldes for uhæderlighed, repræsentantskabet skal forholde sig til.
Det forandrer dog ikke, at I skal opfinde et system, som kan spotte læger, der faktisk har dybt betænkelige relationer til industrien, og I skal etablere sanktionsmuligheder, der forhindrer, at disse læger — de brodne kar — kan udskrive eller rådgive om medicin, som de ikke længere er uhildede om.
Det system skal bygge på den nuværende registrering af lægers relationer til industrien, som forvaltes af Sundhedsstyrelsen (tidl. Lægemiddelstyrelsen). Desværre skelner dette system ikke mellem uskyldige relationer, relationer i gråzonen og relationer, som burde få konsekvenser. Derfor skal dette system rettes til, så det bliver åbenbart for enhver, hvornår læger er fedtet ind i industrien, og hvornår de ikke er.
Det problem løses ved at etablere en komité, der er i stand til at skille det sunde fra det usunde. Den opgave kunne løftes af en offentlig instans a la Sundhedsstyrelsen.
Men den kvalitetssikring er simpelthen ikke god nok.
Pressen vil blive ved med at have mistro til systemet. I stedet skal denne komité rumme repræsentanter fra Lægeforeningen, PLO, FAS, apotekere, DSAM, LVS og lignende organisationer. Denne komité skal suppleres med en repræsentation for den presse, som skal bruge registeret.
Pressens repræsentanter skal informeres grundigt om, hvad indholdet er af lægers relationer. Det er nødvendigt, hvis de vil lege med.
Denne komité skal varedeklarere relationer som er o.k., f.eks. investigatorer, bidrag til kliniske forsøg og lignende. Komiteen skal også varedeklarere relationer, som har den konsekvens, at læger bør afstå fra at rådgive eller udskrive medicin fra bestemte virksomheder, f.eks. aktiebesiddelse eller fast arbejde for den pågældende virksomhed. Den skal også tage stilling til gråzonen, f.eks. sporadiske kontakter.
Det skal ligefrem fremgå, at denne komité har sagt god for den pågældende type relation, akkurat som det skal fremgå, hvornår komiteen anser relationen for at være belastende. Og lægerne skal selvfølgelig vide, hvilke konsekvenser det har for dem, hvis de vælger at lege med industrien. Det har de ikke engang i dag, og det er bestemt dybt problematisk.
Når pressen i fremtiden tjekker lægernes relationer i denne database, så vil de kunne læse, at læge A har denne eller hin relation, men også, at en kompetent forsamling, nemlig komiteen, har sagt, at netop de relationer er o.k.
Til gengæld har læge B andre typer af relationer, som komiteen ikke siger god for, og han vil altså ikke kunne henvise til, at komiteen har godkendt konstruktionen.
Den løsning vil kunne give den fornødne kvalitet i pressens berettigede interesse i at afsløre, om lægers vurderinger faktisk er i orden.
Konstruktionen kan forbedres ved at forlange, at lægers honorarer fra industrien skal offentliggøres. Det vil pressen elske, men det vil ikke i sig selv stoppe miskrediteringen af læger. Tværtimod. Ordningen skal selvfølgelig også omfatte medicoindustrien. Selvfølgelig.
Men den må ikke ødelægge det fornuftige samarbejde mellem industrien og lægerne om at udvikle nye terapier og metoder. Og det er latterligt at slå ned på sporadiske samarbejder, f.eks. foredrag, som jo ikke kriminaliserer lægerne. Derimod er varige samarbejder problematiske.
Det er i den retning, løsningen skal findes.
Stå imod bodsgangen.
Please.
Kristian Lund
Chefredaktør, der selv har relationer til stort set alle medicinalvirksomheder på det danske marked, f.eks. med oplæg på konferencer eller som ordstyrer, men jeg har aldrig selv modtaget en klink i betaling fra dem for min indsats. Dagens Medicin har annonceindtægter fra medicinalindustrien, som bidrager med omkring halvdelen af avisens omsætning, akkurat som den bidrager til Ugeskrift for Lægers indtjening. Det hænder, at jeg siger ja til at rejse med en industrivirksomhed til kongresser i udlandet, men det er sjældent, og når det sker, så betaler Dagens Medicin transporten.