Indimellem kan man blive misundelig på svenskerne, og det er der grund til lige nu. Svenskerne har nemlig – i modsætning til danskerne — valgt at tage sig tid til en grundig debat om hele landets sundhedsorganisation. 

I Sverige har et udvalg af eksperter ligefrem leveret en gennemtænkt udredning om fremtidens administrative apparat på sundhedsområdet, og den går meget langt og meget kreativt til værks. Eksperterne foreslår, at sektoren effektiviseres ved at nedlægge alle de store styrelser og erstatte dem med færre, større og mere kraftfulde organiseringer. Om det er klogt, skal diskuteres nu — i det åbne svenske landskab. 

I Danmark har Sundhedsministeriet for få måneder siden gennemført en fyringsrunde og en gigantisk omstrukturering — og det hele kom ned fra himlen. Den enorme organisatoriske omvæltning blev, undskyld mig, gennemført decideret tumultarisk, tilsyneladende ugennemtænkt, og dele af planen blev direkte opfundet, mens den blev udrullet. Det indtryk får man i hvert tilfælde. Ministeriet havde i de dage dårligt nok politisk ledelse midt i et vadested med en minister på barsel og hendes barselsvikar.

Sådan er det normalt i Danmark, når det gælder besparelser: Flyvemaskinerne bliver repareret, mens de er i luften, og skidt med, om den politiske luftkaptajn har den fornødne rutine eller befinder sig bag styrepinden.

I Danmark blev politikerne reelt aldrig inddraget i de store beslutninger, og offentligheden har ingen som helst — og blev heller ikke tilbudt — indblik i, hvad konsekvenserne bliver af processen. Det var egentlig heller ikke mærkværdigt, idet der vel ikke var nogen indsigt. 

Det værste er næsten, at ikke en eneste levende sjæl, det være sig politikere, fagforeninger eller andre interesseorganisationer, har orket at hæve røsten og kritisere, hvad der er sket.

Se, det var ikke gået i Sverige. Dér er den politiske tradition langt mere gennemtænkt, hvor den danske er decideret impulsiv og præget af en det skal nok gå-indstilling.

Indlysende bør Danmark skifte stil og lade sig inspirere af det svenske eksempel, og det gælder da ganske særligt netop nu. I regeringens 2020-plan fremgår det som bekendt, at den offentlige sektor i fremtiden kun kan vokse med 0,8 procent. Det er en voldsom opbremsning for sundhedssektoren, der har været vant til vækstrater, der er fire gange højere, og som også i fremtiden vil blive udsat for et uhyre pres fra en aldrende befolkning med stadig mere komplicerede sygdomme.

I fremtiden skal den nuværende organisation altså levere en større produktion til færre penge. Det er ikke nyt — sundhedssektoren er løbende blevet skåret til de seneste år, så det er medarbejderne blevet vant til. 

Forskellen er, at denne gang er opbremsningen langt voldsommere. 

Men forskellen er også, at nu kommer opbremsningen ikke som et lyn fra en klar himmel. Regeringen har været så venlig og forudseende at gøre os alle opmærksomme på den i god tid. 

Den tid skal udnyttes, og da ikke mindst til omtanke og også til at gennemføre initiativer, som kan afbøde konsekvenserne.

Opgaveglidning er et område, hvor alle parter omgående må komme i gang med at opfinde billigere løsninger. De store fyringsrunder på hospitalerne er især gået ud over sosu’er. Det er heller ikke lykkedes i særligt omfang at overføre opgaver fra læger til sygeplejersker. Der må være gevinster at hente ved at flytte visse opgaver fra de dyreste medarbejdergrupper til billigere arbejdskraft. Men det forudsætter mod og vilje, også fra regeringen.

I almen praksis er gennemført en overenskomst, som ligefrem har ført til, at de praktiserende læger skal fyre deres sygeplejersker. På en måde er almen praksis i gang med en afmodernisering, og udviklingen går altså i en decideret forkert retning. Det er skræmmende, at regionerne og PLO har kunnet enes om det.

Brugerbetaling bør overvejes, og det er decideret ærgerligt, at den nye regering har rullet nogle svære brugerbetalinger på fertilitetsområdet tilbage. Det var populært – og dumt. Nu skal sundhedssektoren i gang med at finde andre områder, hvor brugerbetaling kan indføres uden at straffe dem, der er svage. Det mest nærliggende er at lægge gebyr på behandlinger i luksusklassen. Til gengæld er det ikke fornuftigt at indføre strafgebyrer, sådan som regeringen foreslår indført ved udeblivelse. 

Men den slags skæpper desværre kun lidt i de enorme sundhedsbudgetter. Der skal langt større initiativer til. Måske skal de nødvendige milliardbeløb findes ved at gå den svenske vej med at dreje på de store håndtag i sundhedssektoren, altså samspillet mellem stat, styrelser, regioner og kommuner. 

Under alle omstændigheder skal det forbydes ved lov at finde pengene ved grønthøstermetoder. Nej, denne gang — og i al fremtid — skal Danmark tænke sig om – og ikke sende sundhedssektoren i økonomisk eksperimentel behandling.

Ikke sandt?