Skyldsspørgsmål er sjældent så enkle i virkelighedens verden som i krimierne. Mens man det ene sted kan nøjes med at være mistænksom over for gartneren, kammertjeneren eller ægtefællen, er man i det andet nødt til at være anderledes nuanceret. Det gælder ikke mindst, når man vil afdække sager som Omniscan-skandalen.
Ikke desto mindre tegner der sig nu et billede af, hvem der har ansvar for, at det gik galt, så hundreder af patienter med alvorlig nyresvækkelse er blevet ekstremt syge eller er døde efter at have fået kontrastmidlet Omniscan i forbindelse med mr-scanning. Mindst tre parter deler skylden, nemlig virksomheden bag kontrastmidlet, Lægemiddelstyrelsen og radiologerne.
I dag er det åbenlyst, at producenten bag Omniscan, først Nycomed og derefter GE Healthcare, spillede med fordækte kort. Så langt tilbage som i 1992 fremgik det af en artikel i et respekteret videnskabeligt tidsskrift, at der var problemer med gadolinium, som er det virksomme stof i Omniscan. Men den oplysning blev aldrig fremlagt for de danske lægemiddelmyndigheder. Producenten kan ikke påstå, at man ikke kendte til denne artikel. En af forfatterne var nemlig forsker, ansat af virksomheden.
Juridisk set var det dengang ikke et krav, at medicinalindustrien skulle fremlægge alle oplysninger, gode såvel som dårlige. Men når det drejer sig om samvittigheden, så gælder der andre regler, og de blev groft overtrådt.
Siden har nye anklager føjet sig til listen, der belaster GE Healthcare. I 2003 afgjorde Patientforsikringen en klagesag, hvor en kvinde døde efter at have fået Omniscan. Sagen udpegede entydigt Omniscan som forklaring på sagens tragiske udfald. Denne afgørelse blev fremsendt til producenten, der straks gik til Henrik Thomsen, radiologiprofessor fra Herlev Hospital og den store stjerne inden for kontraststoffer, for at få hans vurdering. Han anbefalede GE Healthcare at undersøge sagen nærmere.
Måske gjorde de det, men udadtil skete intet, og derfor kunne man fortsætte med at anvende Omniscan til alle patienttyper.
GE Healthcare er i den grad skyldig.
Centralt placeret på anklagebænken er også Lægemiddelstyrelsen, der jo har belyst hele sagen i sin egen redegørelse. Imidlertid har styrelsen gjort alt, hvad der var muligt, for at fedte ansvaret af på andre af sagens aktører – og frikende sig selv. Men styrelsen er så afgjort medskyldig.
Styrelsen har ikke været grundig i afprøvning af en amodning fra producenten om at slette kontraindikationen. Af redegørelsen fremgår, at styrelsen accepterede ansøgningen, men det fremgår ikke, hvordan man nåede frem til denne beslutning.
I dag ved vi, at det skete ved en intern afgørelse foretaget af en af styrelsens egne læger. Det synes også at være dokumenteret, at styrelsen ikke foretog selvstændige sonderinger. Eksempelvis har styrelsen ikke gennemført litteratursøgninger. Hvis man havde sat sig ind i, hvad der er skrevet om gadolinium, så ville styrelsen jo være faldet over studierne fra begyndelsen af 1990’erne.
Lægemiddelstyrelsen blev heller ikke mistænksom, da Patientforsikringen traf den førnævnte afgørelse i sagen om kvinden, der døde af Omniscan. Ganske vist fremsendte Patientforsikringen dengang ikke sine afgørelser til Lægemiddelstyrelsen.
delstyrelsen. Men styrelsen har selvsagt en forpligtelse til at følge med i, hvilke afgørelser Patientforsikringen træffer om lægemidler.
En velfungerende Lægemiddelstyrelse ville også have haft kræfter til at følge med i hospitalernes forskellige måder at gøre tingene på. Havde styrelsen haft kræfter og vilje til det, ville man have opdaget, at Rigshospitalet aldrig har haft tillid til Omniscan – og endnu vigtigere: Man ville have opdaget, at ingen andre end radiologerne i Herlev anvendte Omniscan i høje doser. Henrik Thomsens oprindelige forsøg – dem, der fik styrelsen til at fjerne kontraindikationen – handlede om doser på 0,1 mmol. Men i Herlev udviklede sig den praksis at anvende tre gange så meget.
Politikerne bør udsætte Lægemiddelstyrelsen for en meget skarp kritik – og de bør også indse, at det nuværende gør-det-selv-tilsyn simpelt hen er livsfarligt.
Endelig er der radiologerne anført af Henrik Thomsen. Han har allerede erkendt, at forsøgene, der førte til sletningen af kontraindikationer, var utilstrækkelige. Heller ikke Henrik Thomsen fik foretaget den vigtige litteratursøgning, inden han anbefalede at fjerne kontraindikationen fra Omniscan. Han kunne jo også have opdaget studiet, der viser, at gadolinium er ustabilt.
Dertil kommer, at Henrik Thomsen nu erkender, at han kendte til Patientforsikringens afgørelse om Omniscans betydning for en kvindes død. Han mener, at producenten burde have undersøgt sagen yderligere. Men det burde da også have ført til, at radiologerne var mere agtpågivende. Måske havde de så opdaget, at Omniscan havde katastrofale konsekvenser for de mest nyresvage patienter.
Et stort kritikpunkt af radiologerne er, at de ikke holder hinanden orienteret om hinandens overvejelser. Det ville have afsløret, at Herlev stod mutters alene med sin forkærlighed for Omniscan.
Rigshospitalet anvendte ikke Omniscan til de mest problematiske patienter, og ingen andre hospitaler i Danmark end Herlev anvendte den ekstrastore dosis på 0,3 mmol.
Men sådan en erfaringsudveksling er der - ifølge Henrik Thomsen - slet ikke tid til.
Det burde der være.
Henrik Thomsen føler ikke, at han har medskyld i denne skandale.
Så let er det desværre ikke.