Modviljen er forståelig, men den holder ikke altid. Selvfølgelig skal læger reflektere over fejl, også når der alene er tale om enkeltstående sager.

Det gælder ikke mindst sagen om Ewa Leonard Jakobsens datter, Lena, der døde for fire måneder siden, 23 år gammel.

Hendes historie er grum, men den er også værd at tage ved lære af. Man kan faktisk ikke være andet bekendt.

Lena blev kendt i vide kredse, da dagbladet B.T. hen over sin forside fortalte om, hvordan hendes kræft var blevet helbredt i Kina. I artiklen inde i avisen kunne man læse, at det havde kostet Ewa, hendes mor 2,3 mio. kr. at betale datterens kræftbehandling uden for Danmark.

Men Lena var ikke helbredt. Hendes kemoterapi havde svækket hendes immunforsvar i en sådan grad, at hun kort tid efter døde af en lungebetændelse.

Lenas sygdomshistorie begyndte tre år tidligere med en forfærdelig fejldiagnose. I foråret 2006 fik hun ondt i ryggen, og hun gik til fysioterapeut og kiropraktor, uden at det hjalp. Hendes mor, der er anæstesiolog, blev bekymret.

Sammen forsøgte de at overbevise Lenas egen læge og senere også rygambulatoriet i Odense om, at ryggen skulle scannes. Men de blev afvist.

Smerterne skyldtes stress i forbindelse med den eksamen, Lena var i gang med, mente lægerne, og de ville ikke bevilge en scanning.

Den besparelse kunne være blevet fatal, men Ewa tog sagen i egen hånd og fik datteren scannet på Kolding Sygehus, hvor hun selv var ansat. Scanningen viste, at datteren havde en stor svulst tæt på rygsøjlen.

Det var den første fejl, og den handler i al sin banalitet om, at læger simpelt hen er for sparsommelige. Det var de i hvert tilfælde i 2006. I dag drejer det sig bare ikke om den pointe.

Svulsten blev fjernet på det daværende Århus Kommunehospital, men onkologerne i Århus vurderede, at hendes kræft ikke var kemosensitiv. Kemoterapi ville være nyttesløs. Den vurdering kunne ikke diskuteres, selv om patienten og hendes mor gjorde, hvad de kunne.

I lighed med andre kræftpatienter, der befinder sig på det yderste mandat, fik Ewa og Lena i meget kontante vendinger også besked om, at ’der ikke var andre muligheder’.

Derved begik det danske sundhedsvæsen en hel stribe af fejl.

Århus-lægernes diagnose var nemlig forkert. Det blev afsløret, da Lena senere fik stillet den rigtige diagnose i USA. For at gøre ondt værre var den danske afvisning af at anvende kemoterapi også forkert. I sig selv er det forfærdeligt, men sådan kan det gå. Vi er ikke ufejlbarlige.

Derimod er selve kommunikationen med Lena og Ewa tilsyneladende helt gal, og det kan der laves om på. Det skal vi vende tilbage til.

Fejldiagnosen kom til at koste Lena seks måneder uden behandling. I stedet voksede svulsten sig på ny stor. Lena mistede sin førlighed i processen. Kemoterapien, som hun fik i USA, efter at de amerikanske læger havde stillet den rigtige diagnose, hjalp dog. Svulsten svandt ind. Hun genvandt førligheden. Men altså ikke overlevelseschancerne.

Efterfølgende gik meget andet galt. Ewa mistede også tilliden til det danske patientklagesystem, som hun anklager for at være indavlet. Men hendes vigtigste kritik knytter sig til den dødsdom, onkologerne i Århus afsagde over hendes datter.

Hendes pointe er: »Alle har ret til at begå fejl. Derfor bør der være mindst to læger til at udstede dødsdomme.«

I al sin enkelhed burde Ewas pointe være en ambition for det danske sundhedsvæsen: Det må være en menneskeret at få tilbudt en ekstra og uafhængig diagnose i så alvorlige situationer. Det bør være en ret for patienten – men så sandelig også for lægen, der ellers skal stå alene med risikoen for at have taget fejl.

I Danmark har vi som bekendt et second opinion-udvalg, men i modsætning til, hvad mange måske tror, så tager dette udvalg ikke stilling til kvaliteten af diagnoser. Vi kan ikke levere varen, og det burde vi.

Dernæst er der grund til at reflektere over danske lægers håndtering af den afgørende samtale med patienten og dennes pårørende. Den samtale, hvor det skal afsløres, at lægerne ikke længere kan finde behandlinger, der kan forbedre eller forlænge patienternes liv.

Det er blevet den danske stil, måske ikke overalt, men mange steder, at patienterne skal have klar besked, råt for usødet. Ellers kan patienterne og deres pårørende ikke planlægge deres sidste tid. Det synes at være mange lægers synspunkt i situationen.

Denne afsluttende fase er et gigantisk problem for det danske sundhedsvæsen. Noget går galt. Måske ikke for alle læger. Men for nogle. Det er måske den egentlige forklaring på, at overgennemsnitligt mange danske patienter, som det danske sundhedsvæsen har afskrevet, realiserer deres aktiver og bruger pengene på at forlænge deres liv i Kina, USA, Tyskland eller andre steder.

Begavede mennesker på kræftområdet – der er heldigvis mange – bør tage sig god tid til at finde den rigtige løsning på denne afsluttende fase i patientens liv. Ewa mener altså, at det er en menneskeret at få en second opinion, hvis patienterne eller deres pårørende beder om det. Det er svært at sige hende imod.

Det er jo ikke det samme som at udtrykke mistillid til lægestanden. Hvis man skal acceptere det værst tænkelige for sig selv eller sine nærmeste, så er det i virkeligheden arrogant at mene, at afgørelsen fra én eneste læge er tilstrækkelig.

Dernæst skal selve kommunikationen gennemtænkes på ny. Meget tyder på, at de onde budskaber afleveres en tand for brutalt og uden at skele til, at for patienterne betyder den mindste livsforlængelse alt – uanset prisen.

Det er, når alt kommer til alt, forklaringen på, at terminale patienter rejser udenlands for at tage chancen.

Et eller andet er galt.