»Hvad har du brugt pengene til?«.
DR-journalisten Mette Frisk råber med sin stemmes fulde kraft sit spørgsmål efter overlæge Jens Benn Sørensen, Rigshospitalets onkologiske afdeling, der duknakket jager af sted på sin cykel på vild flugt fra mikrofonen.
De penge, journalisten sigter til, skulle i henhold til hendes udsendelse, ’Når læger ved bedst’, der blev sendt i forgangne uge, være overført fra medicinalvirksomheden Pierre Fabre til lægens såkaldte ’personlige forskningskonto’. Pengene var – insinueres det - betaling for, at lægen bliver ved med at anvende Fabres ineffektive forsøgsmedicin til at behandle patienter med lungehindekræft. I stedet burde han bruge Alimta, der åbenbart kan udrette mirakler.
Sådan så en afgørende scene ud i DR-dokumentaren ’Når læger ved bedst’, lavet af Mette Frisk, der praktiserer såkaldt dybdeborende journalistik. Den scene, der bedre end alt andet viste, at hun havde ret, fordi den skyldige læge stak af og dermed dokumenterede sin skyld.
Udsendelsen var bandsat professionelt skruet sammen. Ondskabsfuld, præcis som danskerne kan lide det efter aftensmaden. Der er en skurk, et dumt svin uden skrupler. Der er ofre. Nogle er oven i købet døde. Og så er der en elementært spændende historie, som den kompetente journalist afslører lag på lag af, stort set som var det en kriminalroman, hvor hun selv er detektiv.
Desværre er sammenligningen til romaner ikke tilfældig. Journalistens afsløringer er fiktion. Journalisten har ganske vist ikke begået en eneste fejl. Hun har bare undertrykt en masse informationer, som peger i en uvelkommen retning. Dertil kommer et stort antal fordrejninger. Endelig har hun brugt sit uomtvistelige talent for at fremprovokere fejl hos sine modstandere til at få det hele til at hænge sammen.
Jens Benn Sørensens forbrydelse – i henhold til udsendelsen – er, at han insisterer på at anvende Vinorelbine, der produceres af Pierre Fabre. Han burde have anvendt Alimta, der fremstilles af Eli Lilly, og som har større effekt. Det synspunkt blev i udsendelsen bakket op af patienter, der lå for døden efter Rigshospitalets fatale fejlbehandling, og af andre patienter, der valgte at blive behandlet med Alimta i udlandet – og derved overlevede. Der var eksperter fra Sverige og fra Tyskland og Schweiz, der var forundrede eller chokerede over, at Danmark ikke anvendte Alimta. Selv Arne Rolighed dukkede op med kritiske bemærkninger mod Rigshospitalet. Dertil kom uigendrivelig dokumentation, der viser, at lægen har fået penge fra Fabre.
Kan man forestille sig en stærkere sag? Ikke på overfladen, men dykker man ned bag den såkaldte dokumentation, står det hurtigt klart, at journalisten ikke just er sandhedssøgende.
Den grundlæggende påstand om, at Alimta er bedre en Vinorelbine, er ikke dokumenteret. At Alimta er godkendt, er ikke det samme, som at det er den rigtige behandling. Sådan er forholdene i eksperimentel behandling, hvor man sagtens kan oparbejde en klinisk videnskabelig praksis med lægemidler uden at have dokumentation i klassisk forstand. Det er nemlig korrekt, at Vinorelbine ikke har været omfattet af kliniske test i forbindelse med lungehindekræft. Men det skyldes udelukkende, at præparatet er løbet af patent, og at ingen medicinalvirksomhed derfor gider bruge penge på at undersøge dets effektivitet, fordi de ikke kan væres sikre på, at deres præparat faktisk bliver foretrukket frem for konkurrenternes.
Alt dette burde journalisten have undersøgt og lagt frem for sit publikum. At hun ikke gjorde det, skyldes ikke ukendskab. Hun har nemlig fået alle informationerne i forbindelse med sine interview af overlæge Jens Ersbøll fra Lægemiddelstyrelsen. Han har forklaret disse sammenhænge i detaljer, først i et telefonisk interview, og dernæst til kameraet. Men journalisten valgte at lade være med at bringe dette interview. Ellers ville hendes sensation også være brudt sammen.
Journalisten vælger også at fortælle, at kræftlægen er i lommen på Pierre Fabre, som har bevilget 90.000 kr. til den konkrete forskning med Vinorelbine. Det er jo selveste motivet til fejlbehandlingerne. Men journalisten fortæller ikke, at Benn Sørensen også får finansieret andre forsøg hos Eli Lilly, der jo står bag Alimta. Lægen er altså i lommen på både den ene og den anden – og i øvrigt endnu flere. Sådan er det: Industrien betaler, ikke til lægernes privatøkonomi, men til forskning.
Efter systematisk at have miskrediteret Jens Benn Sørensen dukker et fantastisk sandhedsvidne op i udsendelsen, nemlig Gunnar Hillerdal fra Karolinska Universitetssygehus i Stockholm. Han mener ikke, at man overhovedet kan anvende andet end Alimta til denne behandling. Men journalisten fortæller ikke med et eneste ord, at den pågældende læge er konsulent for Eli Lilly, som også bidrager økonomisk til hans forskning. Det får seerne ikke at vide. Så ville hans forklaring jo også falde til jorden, idet han jo så er lige så grisk som sin danske kollega.
Den afgørende scene – hvor Jens Benn Sørensen flygter på sin cykel – har journalisten selv fremprovokeret. I lange perioder har hun omringet den pressesky læge, og denne dag, hvor han intetanende er på vej hjem fra Rigshospitalet, beames DR-reporteren pludselig ind fra højre og langer det ene højtråbende spørgsmål ud efter det andet. Er det en sandhedssøgende journalist på arbejde? Nej, det er en effektmager på udkig efter sit offers nervesammenbrud.
Og det blev så det endelige bevis, og det beviste som alt andet i denne udsendelse – ingenting.
Denne form for journalistik er desværre blevet alt for almindelig. På sundhedsområdet er det for nemt at skrue forfærdelige konflikter sammen ved at dosere menneskeskæbner i de mest dramatiske kombinationer. Hvis en patient dør af den ene grund, mens en anden overlever af en anden, så er der allerede konturerne af en skandale. Men det dur ikke, og DR, som lever af vores licensmidler, kan slet ikke tillade sig så lavt et journalistisk niveau.
Ofrene for den journalistiske elendighed er patienter med lungehindekræft. De levende patienter og de pårørende, både til levende og døde patienter. De er nu bildt ind, at de har fået en forkert behandling. Deres tillid til lægerne og sygehusene brydes systematisk ned.
I anden række kommer de involverede læger. De er blevet udsat for et dybt uretfærdigt angreb. Det skal de ikke finde sig i. Men de må også ryste skandalen af sig og komme videre.
Var der da intet, som kunne bruges i udsendelsen? Jo, én ting. Den afslørede, at Rigshospitalet sjusker med at informere patienterne, når de indgår i forsøg.
Det problem blev straks erkendt, og det skal nu rettes op.
Lidt godt kom der ud af anstrengelserne.
Link