Så orkede Jørgen Jørgensen ikke længere.
I 20 år har han siddet i chefstolen på danske sygehuse. Nu har han meddelt, at han ikke søger om forlængelse af sin åremålsansættelse som direktør for Rigshospitalet.
Han har ikke selv bidraget med en forklaring, men han ville vel næppe forlade landets mest prestigefyldte administrative hospitalsjob i en alder af 58 år, hvis det havde været en dans på roser.
Han er i det hele taget ikke en type, der kritiserer sine omgivelser. Så vil han åbenbart hellere forlade etablissementet i stilhed og lade andre tænke deres.
Det er ellers ikke mere end fire år siden, at Jørgen Jørgensen fortalte, at han havde verdens bedste job. På sin egen stilfærdige facon er han da også en gedigen succes. I 1996 overtog han et hospital, hvor administrationen var slidt ned. Økonomien hang i laser. Forholdet mellem ledelsen og medarbejderne – og ikke mindst lægerne – var iskoldt. Hævdvundne aftaler var blevet sløjfet. Fyringsrunde fulgte fyringsrunde. Jørgen Jørgensen overtog et sygehus i dyb konflikt med sig selv.
Så startede Jørgen Jørgensen sin oprydning. Stille og systematisk er problem efter problem blevet løst.
Det har været en ubrudt linje af fremgang.
Derfor afleverer Jørgen Jørgensen også et hospital i tiptop stand. Riget har fået sit ønske opfyldt om en nordfløj. Hospitalet har indtaget sin plads som omdrejningspunktet for ny behandling herhjemme. Der er ro på medarbejderrelationerne, og økonomien er på plads.
Hvorfor pokker tager denne gentleman så ikke bare fire år mere i stolen? Så er han 62 år, og så er det straks mere naturligt at trække sig for at hellige sig sjovere og mindre forpligtende opgaver.
Kan det hænge sammen med den forholdsvis beskedne løn? Før pension tjente Jørgen Jørgensen sidste år 101.794 kr. om måneden. Ikke just en prangende løn for at stå i spidsen for en af Københavns største arbejdspladser. Men det er med garanti ikke lønnen, der får Jørgen Jørgensen til at skifte græsgange.
Så er det langt mere sandsynligt, at arbejdsbyrden blev for voldsom. At være hospitalsdirektør er slidsomt. Det er reelt komplet umuligt at nå det hele. Opgaverne kommer fra alle kanter. Fra regionerne og lovgiverne. Fra læger og sygeplejersker. Fra administrationen. Fra Sundhedsstyrelsen. Om lægelige spørgsmål. Om HR-problemer. Om økonomi og it. Om alting. Tempo, tempo, tempo. Det må være stærkt frustrerende, hvis man er pligtopfyldende – og det er Jørgen Jørgensen.
Men endnu mere sandsynligt er det, at arbejdsvilkårene har været dråben, der fik bægeret til at rende over. Sagen er nemlig, at hospitalsdirektører får stadig mindre reel indflydelse på deres ansvarsområder. Jobbet er klemt i en ubehagelig sandwich. Øverst er der arbejdsgiveren, regionen, og her er Vibeke Storm Rasmussen kendt for at være en barsk boss, der udstikker sine kommandoer kontant. Ovenover er der Sundhedsstyrelsen, som har sneget sig tæt ind på hospitalsledelserne. Om kort tid vil styrelsen give hospitalerne lodret besked om, hvad de må behandle, og hvad de ikke må. Senest har Erik Juhl-udvalget stillet meget detaljerede betingelser for at levere milliarderne til fremtidens hospitalsbyggeri. Nedenunder er presset fra medarbejderne også stort.
Læg dertil, at mulighederne for at udfolde ledelse er utrolig vanskelige, ikke bare på Rigshospitalet, men på alle landets sygehuse. Læger er som bekendt ledelsesresistente. Men det er i det hele taget utroligt svært at stille krav på sygehuse, fordi medarbejderne er belagt med teflon, hvad angår magtudøvelse.
Man skal også huske på, at hospitalsledelser lider under et massivt underskud af ros og påskønnelse.
Som leder i sundhedsvæsenet må man vænne sig til at få en spand .… i hovedet hver gang, man åbner avisen eller fjernsynet. Jørgen Jørgensen fik senest det glatte lag, da hospitalet (sikkert med rette) blev kritiseret for sin elendige rengøring. Men hvem havde egentlig ansvaret? Var regionernes bevillinger utilstrækkelige, eller skulle direktøren på Rigshospitalet have flyttet pengene fra patientbehandling til rengøring?
Jobbet skal nok blive besat. Men der bliver ikke mange ansøgere. Det er der vistnok sjældent til sygehusenes direktørstillinger. Det eneste, der er givet, er, at efterfølgeren skal bruge flere år bare på at falde ind i rollen på Rigshospitalet. Og endnu flere år på at nå op på siden af sin forgænger.
Det bliver ikke nemt for det headhunterfirma, som regionsdirektør Helle Ulrichsen vil sætte ind på opgaven.
Hvad med at overtale Jørgen Jørgensen til at tage en sidste tørn?
Ellers ønsker vi ham held og lykke på den videre færd.