En katastrofe er under opsejling
Kun et mirakel kan afværge, at Danmark om kort tid har fået sit første undgåelige dødsfald efter influenza A. Oven i købet er det sandsynligt, at offeret bliver et barn, eftersom H1N1 især rammer de yngste.
Det behøver man ikke at være statistiker for at indse. Spørgsmålet er bare, om beredskabet er på plads, når profetien virkeliggøres. Dette beredskab vil afgøre, om katastrofen bliver fuldbyrdet.
Indtil videre kan vi ånde lettet op. Myndighederne, anført af Sundhedsstyrelsens Else Smith og Statens Serum Instituts Nils Strandberg har gjort det rigtig flot, og de roses med rette fra alle sider. De har skabt ro, og det har de skabt på den rigtige måde, nemlig ved at fortælle sandheden i alle dens nuancer. Og de har fortalt sandheden igen og igen.
De praktiserende læger har også leveret varen. Man hører stort set ingen kritik af deres udrulning af vaccinationsprogrammet. Det tyder på, at indsatsen er godkendt. Mon ikke vi alle sammen ville have hørt fra krakilerne og skrigeballonerne, hvis de praktiserende læger havde misrøgtet deres ansvar. Det har de ikke, og derfor er indsatsen godkendt.
Selv pressen har leveret varen. Dengang epidemien endnu var på afstand, kunne dele af pressen ikke bevare fornuften. Især Berlingske Tidende og B.T. gjorde alt for at skabe panik. Overskrifter om tusinder af dødsfald trak forsider. Men siden har pressen bevaret roen.
Men under roen og den effektive iscenesættelse lurer katastrofen.
Gennemspil dette scenarie i baghovedet:
Kl. 10.30 en vilkårlig ugedag meddeler Sundhedsstyrelsen, at det første offer, en 11 årig dreng, er død efter svineinfluenza. For nogle måneder siden døde en langturschauffør ganske vist, men det talte ikke rigtig. Ingen tog netop det dødsfald alvorligt.
Sådan går det ikke denne gang. Kl. 10.35 har Ekstra Bladet fået et tip om navnet på barnet og minuttet efter også telefonnummeret på hans forældre. En times tid efter har resten af pressen opsnuset, hvor familien bor, en mellemstor provinsby. Hele banden af journalister rykker ud. Med kamerahold og mikrofoner. Hele svineriet. De lugter blod, fordi Danmark jo besluttede, at børnene ikke skulle vaccineres. I andre lande har mere forsigtige eksperter og politikere insisteret på, at børnene også skulle vaccineres.
På Christiansborg vågner de politiske redaktioner op. Det gør politikerne også. Socialdemokraterne er kort efter i gang med at iscenesætte sin særlige historie, nemlig at det er regeringen, der har valgt at spare på vaccinerne, og derfor har Lars Løkke Rasmussen et medansvar. I Dansk Folkeparti er Pia Kjærsgaard og Peter Skaarup gået efter eksperterne i Sundhedsstyrelsen og deres rådgivning. Dette dødsfald skal koste hoveder. Det er Pias strategi. Hun er også opmærksom på ,at det næste dødsfald med stor sandsynlighed bliver en pensionist. Der kan være mange stemmer i dette dødsfald.
Nu kører toget, og med foruroligende fart.
Men hvad gør myndighederne. Er Else Smith klar? Har sundhedsminister Jakob Axel Nielsen sin plan klar? Når det sker, så er der al mulig grund at tænke sig om.
Der er ingen grund til at tro, at den ansvarlighed, pressen har udvist, vil kunne holde til et dødt barn. Hvis det sker, vil pressen bruge alle kræfter på at miskreditere den aktuelle influenzastrategi. Pressen vil gå efter at finde den skyldige part, og det vil sige alle dem, der nu roses for deres indsats.
Politikerne vågner til dåd, og det bliver med garanti en hård omgang for sundhedsministeren. Pia Kjærsgaard vil utvivlsomt gå efter hans ministerstol, og hun vil søge mod at skabe maksimalt postyr om myndighedernes og eksperternes strategi. Socialdemokraterne vil højst tænkeligt følge trop. Selv om de praktiserende læger har leveret varen i vaccinationsprogrammet. Men irriterende mange praktiserende læger har ikke været loyale over for strategien. »Jeg er sund og rask, så jeg skal ikke vaccineres,« har en del af dem sagt. Den kreds af læger kan sagtens falde Sundhedsstyrelsen i ryggen.
Det bliver uskønt, og det er en underdrivelse.
Dette dødsfald kommer til at udfordre den tillid, som danskerne har udvist over for sundhedsautoriteterne. Der er stor tillid. Det gør indtryk, når myndighederne udpeger en retning. Sådan går det bare ikke på forebyggelsesområdet, men det skyldes ikke mindst, at politikerne skyder initiativer ned.
Man kan kun anbefale, at sundhedsministeren, Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut går i enrum og overvejer, hvad der skal ske, når alt går galt. Der er intet i den nuværende kommunikation, der tyder på, at kursen er justeret ind efter katastrofen.
Puha - det er godt nok en udfordring.