Men måske skal danskerne allerede nu advares. I må for guds skyld ikke lade jer behandle de nye steder. I hvert tilfælde ikke lige straks.
Sundhedsstyrelsen har godt nok givet dem tilladelsen, men mange af de private behandlingssteder har endnu ikke leveret dokumentation for deres kvalitet. Ja, nogle af privathospitalerne har fået deres godkendelse uden nogensinde at have udført den pågældende behandling.
Med denne plan i hånden kan privathospitalerne gå i gang med patienterne straks i det nye år, stadig uden reelt at have dokumenteret, at de magter de pågældende behandlinger. Først når Sundhedsstyrelsen gennemfører sin første kontrol, får vi fastere grund under fødderne. Indtil da kan de private behandlingssteder gøre hvad som helst.
Det virker absolut ikke trygt. Tænk bare på, at det er den selvsamme Sundhedsstyrelse, der kritiseres for at give alle mulige og umulige læger autorisation. Er det tillidsvækkende?
På den anden side: Hvis ikke Sundhedsstyrelsen var med på at tage denne chance, så ville hospitalssektoren, offentlig eller privat, aldrig nogensinde udvikle sig. Ingen sygehuse ville kunne etablere sig på nye behandlingsområder, og privathospitalerne ville aldrig kunne rejse sig og blive en reel konkurrent til det offentlige sygehusvæsen. Regeringens og især Lars Løkke Rasmussens personlige privatiseringsprojekt ville falde fra hinanden.
Derfor måtte denne konstruktion opfindes, til gavn for både de private og de offentlige.
Selve planen kom som en tyv om natten. Sundhedsstyrelsen var på hæsblæsende kapløb med tiden, da sidste hånd skulle lægges på specialeplanen. Der var deadline på planen mandag 1. marts. Pressen var indkaldt til møde med direktør Jesper Fisker kl. 11. Men langt ind i weekenden var planen ikke færdig. Først ved firetiden søndag nat kunne planen sendes ud til regionerne.
Man kan vælge at betragte det tumultagtige forløb som et kuriosum i et kæmpeprojekt. Men forsinkelsen er vigtigere end som så. Den kommer nemlig oven i en hel stribe af forsinkelser. Oprindeligt lovede styrelsen at blive færdig inden sommerferien 2009, og siden blev den bebudet færdig – og udskudt - talrige gange, indtil den stødte imod regionsvalget i november 2009, og så skred offentliggørelsen af planen stille og roligt ind i det nye år. Og så var det ikke desto mindre ved at gå galt endnu en gang.
Sundhedsstyrelsen har altså i ekstrem grad undervurderet opgaven. Når man ser specialeplanen i dens færdige former, forstår man det godt. Det har været en gigantisk opgave. Antallet af parametre slår alt. Detaljeringsgraden er imponerende. Man skal være aktuar og atomfysiker samtidig for helt at fatte dybden. Det har da også været nødvendigt at sikre, at beslutningsgrundlaget var gennemarbejdet, og trods arbejdsindsatsen vil planen alligevel blive kaldt ugennemarbejdet og ugennemtænkt – og det, der er værre. Det kan simpelt hen ikke undgås. På visse områder vil det sikkert vise sig, at kritikerne har ret.
Det alarmerende ved denne undervurdering er imidlertid, at Sundhedsstyrelsen i årene, der kommer, skal iværksætte det mest omfattende og dybtgående tilsynsarbejde nogensinde. Det ligger jo i kortene, at Sundhedsstyrelsen skal sikre, at sygehusene, private eller offentlige, lever op til forudsætningerne, der førte til, at de fik deres tilladelser.
Også det arbejde er kolossalt. Det kommer til at koste masser af ressourcer. Oven i købet kommer Sundhedsstyrelsen til at spille en helt ny rolle som tilsynsmyndighed. Nu skal styrelsen vise, at man kan være håndfast. At styrelsen tør gribe ind og straffe synderne.
Netop dette tilsynsarbejde er selve alibiet for at give f.eks. privathospitaler godkendelse uden at have tilstrækkeligt med behandlinger. Dette tilsyn skal sikre, at privathospitalerne leverer med den forudsatte kvalitet. Hvis ikke, så mister de deres tilladelse. Og således kan al kritik fejes til side.
Men hvad nu hvis Sundhedsstyrelsen ikke er i stand til at levere den forudsatte tilsynsvirksomhed? Hvad nu hvis styrelsen har undervurderet opgaverne, og det tyder alt jo på. Så får behandlingssteder, der svigter deres løfter, frit spil, og så hænger planen ikke sammen.
Jesper Fisker lover, at der er styr på tingene, men han siger også, at der ikke er sat flere ressourcer af end til selve planen. Er det holdbart? Husk på, at hospitalerne, private eller offentlige, vil stritte imod, når Jesper Fisker truer med at lukke dem. Så får styrelsen kam til sit hår. Det bliver langt mere krævende, end når styrelsen har skullet håndtere ansøgninger.
Det er derfor med stor risiko, at denne plan rulles ud til næste år.
Vi må håbe, at Sundhedsstyrelsen har regnet rigtigt på ressourceforbruget til at gennemføre tilsyn på højt niveau – og at man har mandskab i baghånden, hvis styrelsen har regnet forkert.