Scenen var sat ved Danske Regioners og Amgros’ konference om ’Nye hospitalslægemidlers betydning for patienter og sundhedsvæsen’ i tirsdags. Nu skulle der diskuteres prioriteringer i indkøbet af medicin til landets sygehuse. I de seneste år er sygehusbudgetterne trimlet omkuld af eksorbitant dyr ny medicin, og helt aktuelt har Kræftstyregruppen sagt nej til at anvende Avastin til lungecancer.
Det foregik i Nationalmuseets festsal. Et fornemt sted, hvor der sikkert blev danset lanciers i gamle dage. Det var også et godt valg for netop den diskussion. Selve prioriteringsdebatten er jo nærmest en museumsgenstand. I mindst 30 år har den været på dagsordenen, og endnu er intet sket.
Nu skulle det være. Eller skulle det? Arrangementet var tydeligvis Danske Regioners første udspil i de forestående økonomiforhandlinger, og i virkeligheden ønskede ingen at diskutere prioriteringer. I stedet kom alt til at handle om at få priserne på medicin ned. Det er sandelig et hæderligt formål, som alle, undtagen industrien, er enig i. Prissætningen på lægemidler er og bliver uskarp. Men det har meget lidt at gøre med prioritering. Ja, selve prioriteringen var reelt ikke på dagsordenen. Det var snarere tabu.
Der var ellers linet op med striber af indlæg om vigtigheden af at tænke sig om, når man køber medicin, og så skulle selveste sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) til slut optræde sammen med regionsformand Bent Hansen (S). Man anede, at ministeren skulle ristes.
Ambitionerne var altså de højest tænkelige. Men uheldigvis var Bent Hansen, regionernes store kriger, blevet hjemme under dynerne i huset på Hingeballevej i Kjellerup. De, der så ham på tv dagen før, havde anet det. Ved den lejlighed forsvarede han regionernes farver, efter regeringen i et og alt havde tilsluttet sig Juhl-udvalgets anbefalinger om sygehusplanlægning – men han havde haft halstørklæde på, og det er ikke normalt for formand Hansen. Denne dag måtte han give op, og det har med garanti passet ham dårligt.
Rigtig mange af sundhedsverdenens opinionsdannere var dukket op. Folketingets Sundhedsudvalg var repræsenteret med fem medlemmer. Lægeforeningen sendte Jens Winther og Yves Sales. Der var hospitalsprofiler som Jannik Hilsted fra Rigshospitalet. Lægemiddelstyrelsens Jens Ersbøll og IRF’s førstemand Jens Peter Kampmann var der. Men mest talstærk var medicinalindustrien anført af LIF’s direktør Ida Sofie Jensen. Af over 220 tilmeldte kom næsten 60 af kommercielle grunde. Men de kom for at lytte, ikke for at deltage i debatten. De var musestille fra start til slut.
Ballet åbnede med en gigtpatient, der mødte med en frontberetning om det danske behandlingssystems elendigheder. Hun var selv kommet gennem nåleøjet og var bevilget behandling med biologiske lægemidler. Men hvad med alle de andre gigtpatienter, der blev afvist uden gode forklaringer, spurgte hun, og hun fik aldrig noget svar.
Michael Rørth, professor og overlæge ved onkologisk afdeling på Rigshospitalet, fremlagde sit stof med præcision og konsistens. De prioriteringsproblemer, vi har i dag, er intet imod, hvad der venter os. Der er mange nye lægemidler på vej, fortalte han, og understregede, at netop den udvikling er forklaringen på, at en brøkdel af unge med leukæmi overlevede det første år. Nu overlever tre ud af fire. Den fremgang skyldes lægemidler, der engang var pokkers dyre, men som ikke desto mindre blev prioriteret.
Senere blev de selv samme synspunkter foldet ud af efterfølgende taler, alt sammen såre overbevisende. Men det drejede sig ikke om prioritering.
Helge Kjersem, hospitalsdirektør på Herlev Hospital, havde også et indlæg, men han var efter egne oplysninger endnu ikke blevet presset ud i en nedprioritering af bestemte medicinske behandlinger, og mon ikke det skuffede værterne. Eneste indlægsholder, der turde tale om prioritering i praksis, var en teoretiker, nemlig sundhedsøkonom Jakob Kjellberg fra DSI. Han er en hård banan. Da han blev spurgt af en repræsentant fra foreningen for Sjældne Diagnoser, om han kunne finde på at bevilge fire mio. kr. om året til et af sine medlemmer, der ellers ville dø på den mest grusomme måde, gled han af på spørgsmålet; han ville hellere prøve at forhandle prisen ned til tre mio. kr. Men så kom han – bevidst eller ubevidst – alligevel til at bide til bolle. Jo, han mente godt, at man kan sige nej til sådan en patient.
Det var reelt det tætteste, forsamlingen kom på den grimme og farlige debat – og ingen fulgte op.
Lægeformand Jens Winther tog også en tur rundt om den varme grød. Han ville godt være med til at udstyre politikerne med viden om, hvordan de kan prioritere, men ellers må lægerne vælge at foretage deres prioriteringer i forhold til den enkelte patient – og ikke samfundsøkonomien. (Men han sagde også, at lægerne hjertens gerne vil prioritere, hvilke patienter der skal behandles i en fart, og hvem der kan vente. Men den pointe ramte heller ikke hovedet på sømmet.)
Det er blevet en tradition ved den slags arrangementer at hidkalde en fremtidsforsker, og således også denne gang. Men finanskrisen havde helt og aldeles berøvet Niels Bøttger-Rasmussen fra Institut for Fremtidsforskning det nødvendige overblik. Den tur i helikopteren hen over megatrendene på sundhedsområdet, som tilhørerne blev lovet, blev en jordstryger. Værterne burde forlange honoraret tilbage.
Endelig kom ministeren til ristning. I stedet for Bent Hansen dukkede to andre medlemmer af Danske Regioners bestyrelse op, men de fik aldrig ministeren på glatis. I stedet fik han lov at sige, at politikerne må henholde sig til lægernes rådgivning. Hvis lægerne bedømmer et lægemiddel som o.k., så må politikerne finde pengene, sagde han. Men han ville ikke svare på, hvor pengene skulle findes, bortset fra at han fremhævede, hvordan regeringen havde fundet pengene til livmoderhalskræftvaccinen. Det er sådan, man prioriterer. Som nogle måske husker, blev denne vaccine betalt ved at beskære kronikernes medicintilskud. Og det var så ministerens bud på at prioritere.
Og sådan sluttede så dette forsøg på at genoplive en debat, som usvigeligt og med stor styrke vil ramme det danske sundhedsvæsen.
Vi er ikke just parate.