Sådan ser det i hvert tilfælde ud — men sådan behøver det ikke at være.

Akkurat som overenskomsten skal forhandles på plads med regionerne, viser det sig, at de praktiserende læger har ansvaret for en broderpart af de patienter, der har fået alvorlige knogleskader, fordi deres læge aldrig fortalte, at de skal spise kalk og D-vitamin og måske også have anden medicinsk behandling sammen med deres binyrebarkhormontabletter. Ellers går det galt. Prednisolon eller prednison æder knoglevæv, i værste tilfælde med 20 pct. af skelettet på et år.

De første 15 patienter har fået erstatninger på hver knap en halv mio. kr. Men de er desværre bare toppen af isbjerget, hvis Osteoporoseforeningen har ret i sin dystre prognose. I så fald risikerer op til 50.000 danskere at være ramt, og dette enorme omfang er forklaringen på, at foreningen ligefrem lancerer en særlig hjemmeside til ofrene efter fejlene.

Den slags fejl skal man lære af. Det er en forpligtelse, at der skal komme noget konstruktivt ud af en hvilken som helst tragedie, og den mulighed foreligger i denne sag, akkurat fordi overenskomsten endnu er i støbeskeen.

De praktiserende læger står ikke alene med ansvaret for et stort antal osteoporosetilfælde. Sygehusene har også udskrevet prednisolon til deres patienter, og heller ikke de har fulgt Sundhedsstyrelsens anbefalinger vedrørende patienter i længerevarende behandling med prednisolon f.eks. til leddegigtpatienter: Kalk, D-vitamin og i visse tilfælde anden medicinsk behandling. Derudover skal de sørge for, at patienten scannes ved behandlingens start, så man kan følge udviklingen i knoglerne. Også det sker alt for sjældent.

For en sjælden gangs skyld er det også muligt at pege på politikerne som konkret ansvarlige. Normalt kan de gemme sig, men i dette tilfælde har Osteoporoseforeningen mindst to gange bragt sagen op i Folketinget, og af foreningens powerpoint-præsentation kan man se, at advarslen blev båret helt ind til Folketingets Sundhedsudvalg. Det hjalp bare ingenting.

Sundhedsstyrelsen er heller ikke uden skyld. Når man laver en anbefaling, så skal der følges op på den. Ellers kan anbefalingerne ikke tages alvorligt. Så handler de bare om at flytte ansvaret væk.

Lægemiddelstyrelsen fik heller ikke sikret sig, at instruksen om kalcium og D-vitamin kunne læses af patienten på indlægssedlen. Det nævnes ikke med et ord. Når man i dag spørger styrelsen, om det var en idé at notere det i indlægssedlen, så meddeler en kontorchef, at hvis de videnskabelige selskaber retter henvendelse, så vil man da godt overveje det. Mere arrogant kan man næsten ikke håndtere den sag. Tænk, hvis Lægemiddelstyrelsen engang blev en medspiller for sundheden i Danmark og ikke en modspiller.

Når det er gået galt med prednisolon, så skyldes det jo hverken dumhed eller ondskab - eller fordrukkenhed, for den sags skyld. Det skyldes derimod manglende viden eller glemsomhed. I begge tilfælde er løsningen at minde lægen om, hvad der skal til.

Til det findes to instrumenter. Efteruddannelse og informationssystemer a la datafangst. Almen praksis har brug for begge instrumenter, og jo før, jo bedre.

Og selvfølgelig skal begge dele være en del af overenskomsten. Datafangst og lignende informationssystemer skal være obligatorisk for almen praksis. Måske ikke i morgen, men om kort tid. Det samme er tilfældet med obligatorisk efteruddannelse. Og hvorfor ikke benytte anledningen med den aktuelle overenskomst. Tænk, hvis den kom til at indeholde elementer, som kan forbedre den praktiserende læges grundlag for at træffe beslutninger.

Det kan kun komme for sent.

(For resten, resten af landets læger har også brug for efteruddannelse).

PS: Hvis lægerne har fået noteret i journalerne, at de har givet patienterne den nødvendige rådgivning, så kan de ikke holdes ansvarlige. Modsat — uden den dokumentation, så klapper fælden muligvis, mener Bente Langdahl, der er formand for Dansk Knoglemedicinsk Selskab. Bare et godt råd til fremtiden.