Jakob Axel Nielsen var ikke sig selv, da TV-Avisen mandag aften zoomede ind på ham. Han skulle kommentere sundhedsmyndighedernes lemfældige omgang med autorisationen af en egyptisk kvaksalver, som siden har hærget Norden med sine lægeugerninger. Det kiksede. Øjnene flakkede. Han virkede ukoncentreret.
Var ringen sluttet? Var den konservative sundhedsminister tilbage, hvor han begyndte? Dengang han var famlende og usammenhængende – og nybegynder. Dengang han susede ind på møder og konferencer, læste sit medbragte og præfabrikerede manus op og forsvandt igen, hurtigere end sin egen skygge, inden nogen kunne nå at stille et spørgsmål.
I dag ved vi, hvorfor han lignede en pryglet hund på tv – hans partiformand Lene Espersen havde netop fyret ham som minister. Farvel og tobak, og velkommen til Bertel Haarder, der bliver ansvarlig for et superministerium bestående af sundheds- og indenrigsministeriet.
Jakob Axel Nielsen nåede ellers akkurat at fylde ministerhabitten ud. Efter en jætte arbejdsindsats var han begyndt at få styr på tingene. Men det begyndte rædselsfuldt med en minister, der var tydeligt skræmt ved opgaven. På Dagens Medicins magtliste debuterede han med en 81. plads i en periode, hvor han slet ikke havde gennemslagskraft. Siden sneglede han sig op ad listen til slutpladsen som nr. 19 for bare halvanden måned siden. Retfærdigt var det næppe, men et godt udtryk for, at denne minister ikke nåede at sætte sit fingeraftryk.
Jakob Axel Nielsen kom aldrig til at fungere som øverste chef for lægerne og resten af sundhedssektorens eksperter. Han virkede bange for deres faglighed og deres ofte urimelige perfektionisme. Han blev ikke accepteret i de kredse. Derfor kom han også til at ligge under for sin egen forvaltning. Sundhedsministeriets magtfulde afdelingschef Vagn Nielsen og ministeriets andre diskrete eminencer var inden i ministeren. Der var heller ikke albuerum for ham til at kritisere forgængeren i embedet. Profileringsmulighederne var mildest talt beherskede, når Jakob Axel Nielsen havde overtaget chefens job.
Men i de direkte konfrontationer med vælgerne eller politiske modstandere voksede han i den sidste halvdel af sin ministertid. Over for en mur af krigeriske vestjyder stod han modigt fast på sin sygehusplan. Han tog selv initiativet til mødet, og dér trådte han første gang i karakter. I situationen blev han dog godt hjulpet af regionsformand Bent Hansen, som vestjyderne hurtigt udpegede som den egentlige syndebuk.
Jakob Axel Nielsen stod også fast på regeringens behandlingsgarantier. De er ganske vist tåbelige, men han argumenterede dygtigt for sin sag. Og han håndterede svineinfluenzaen med myndighed og omtanke.
Men der var også tabersager. Langt den største fiasko var forebyggelsesprojektet, som han fra starten af gjorde til sit personlige indsatsområde. Det felttog endte ynkeligt, da han afviste Forebyggelseskommissionens forslag om at forhøje tobaksafgifterne med henvisning til, at det ville få danskerne til at købe deres cigaretter i Tyskland. Det var patetisk. Men det var måske heller ikke hans egen kamp, men statsministerens? Men hvorfor pokker valgte han så ikke at sige, at han havde sympati for forslaget om afgiftsforhøjelser – desværre var det ikke politisk muligt for tiden. Det kunne han have sagt. Men det gjorde han ikke. Han manglede modet. Derfor sivede luften ud af hans eneste politiske projekt.
Man gætter nok ikke helt forkert, hvis man tillægger Dansk Folkeparti betydning for denne fyring. Han fik aldrig støttepartiet taget i ed med hensyn til sygehusplanerne. Det førte til langt den største konflikt mellem regeringspartierne og Dansk Folkeparti i samarbejdets levetid, da Kristian Thulesen Dahl pludselig forlangte, at Gødstrup-planerne var en ’ommer’, og dermed genåbnede hele sygehusdebatten. Voldsomt dramatisk og dybt useriøst var det, og den sag kan reelt blusse op igen.
Men Lars Løkke Rasmussen kan også nemt have mistet troen på, at Jakob Axel Nielsen virkelig havde rygrad til at få styr på sundhedssektorens økonomi. Der skal træffes ubehagelige beslutninger og anvises nye veje til at få enderne til at mødes. Efter over to år på taburetten lykkedes det ikke Jakob Axel Nielsen at overbevise danskerne og altså heller ikke statsministeren om, at han magtede nogen af delene.