Bent Hansen, regionernes formand og herremand, har fået ørerne i maskinen — og det på det værst tænkelige tidspunkt. Selve sagen er i virkeligheden beskeden, men betydningen kan blive enorm.
Det hele begynder i dagbladet Politiken, som beskylder ham for at have sløset så meget med regionens enorme hospitalsprojekt, at regionen har spildt minimum 25 mio. kr. Så stor er regningen blevet for det forberedende arbejde med regionens oprindelige og meget dyre hospitalsplan.
Lang tid efter at Sundhedsministeriet havde afsat blot 6,35 mia. kr. til hospitalet i Aarhus, holdt regionsformanden fast i sit dyre yndlingsprojekt, som helt manglede landspolitisk opbakning.
Regionsformanden satsede – og tabte. Prisen blev høj. I huj og hast skulle det superambitiøse hospital nedskaleres, og i den proces er regionen kommet til at sjuske med detaljerne i den nye plan. Nu viser det sig, at dele af planen ikke kan realiseres. Besparelserne er der ikke, hvilket fremgår af en helt ny rapport fra det rådgivende ingeniørforetagende COWI.
På grund af dette forløb har Sundhedsministeriet mistet tilliden til Region Midtjylland. Det er forklaringen på, at ministeriet ikke vil frigive de penge, som regionen har til gode i forbindelse med projektet. Man vil være stensikker på, at regionen kan holde sit budget.
Alt dette er beskrevet i detaljer af Dagbladet Politiken, og det er selvfølgelig i sig selv uhyre pinligt. Men det gør nok endnu mere ondt på regionernes formand, at sagen straks bruges til at sætte spørgsmålstegn ved selve regionsprojektet, og denne gang er det altså formanden selv, der er den skyldige.
Claus Hjort Frederiksen, tidligere finansminister for Venstre, greb omgående chancen til at kritisere Bent Hansen for ’manglende ansvarlighed’.
»Det er misbrug af skatteydernes penge.« Og så satte Hjort Frederiksen trumf på med denne salut: »Lige præcis denne sag viser, hvorfor vi går ind for at nedlægge regionerne.«
Alle kneb gælder åbenbart, når det gælder regionernes fremtid, og det lover ikke godt for perioden frem til et kommende valg, hvor en borgerlig regering — skulle den blive valgt — åbenbart straks vil fjerne regionerne fra jordens overflade.
Timingen er i det hele taget virkelig dårlig, også fordi den nye regering netop nu forbereder at åbne op for lånefinansiering af de store hospitalsplaner. Skal det ske, skal der være troværdighed om regionernes økonomiske forvaltning. Det bidrager denne sag ikke just til.
Sagen er slem for Region Midtjylland.
I øjeblikket kæmper Aarhus Universitetshospital om at få tidens største prestigeprojekt, partikelkanonen, til byen. Universitetet har afleveret sin ansøgning, og her er et af de stærkeste argumenter, at Aarhus kan tilbyde et langt billigere projekt, fordi der er adgang til arealer i tilknytning til det nye hospital, og — underforstået — fordi regionen er virkelig dygtig til projektledelse. I dag lyder det argument knap så kækt.
Konsekvenserne er altså vidtrækkende. Man kunne tilføje: uretfærdigt vidtrækkende. Kendsgerningen er jo, at Region Midtjylland afsatte penge til at forberede et aarhusiansk superhospital, allerede inden staten lovede at finansiere det. Senere i processen opstod denne mulighed, og senere igen kom Erik Juhl-udvalgets anbefaling om at anvende 6,35 mia. kr. på det nye universitetshospital.
Det reelle spild er altså ikke 25 mio. kr., men væsentligt mindre.
Set i bakspejlet kan det virke underligt, at Bent Hansen og hans fæller i regionen stædigt valgte at holde fast i drømmeprojektet, selvom signalet fra ministeriet var, at de skulle være mere nøjsomme. Men så glemmer man, at signalerne fra skiftende sundhedsministre slet ikke har været så håndfaste.
På en konference om hospitalsplanerne sagde en hårdt presset Jakob Axel Nielsen, at nu skulle regionerne bare se at komme i gang med deres projekter, og dermed åbnede han en flig af håb for, at ministeriet ville udvise fleksibilitet.
Året efter ved et lignende arrangement var det Bertel Haarder, der kom til at sige, at naturligvis ville han være åben for at udvide bevillingerne, hvis pengene gik til initiativer, der kunne tjenes hjem, f.eks. i kraft af forbedret produktivitet og bedre energiøkonomi. Umiddelbart efter skiftede han dog mening. Men det vægelsind er glemt i dag, og så bliver det sværere at forstå, hvorfor region Midtjylland kunne optræde så dumstædigt.
Læren af denne sag er enkel. For det første skal regionerne – som aldrig før – have styr på økonomien. For det andet: Regionerne kan belave sig på en unfair kamp for deres overlevelse. Alle kneb gælder, også de ufine. Nemt? Absolut ikke.