Hjerneforskeren Milena Penkowa, universitetets mest kendte forskningsstjerne, har — hvis anklagerne mod hende holder stik — vist sig som en mellemting mellem Mona Sahlin og Stein Bagger, og hun er sluppet godt fra det i ganske mange år.
Historien er fantastisk, men den giver ledelsen på Københavns Universitet alvorlige forklaringsproblemer — og ledelsen er tydeligvis rundt på gulvet, ramt af hård jura, orkestreret af den skandaliserede eliteforsker.
Milena Penkowa æder advokater til morgenmad. I bare én af hendes verserende sager er hun i gang med den fjerde advokat, og hendes nuværende advokat Peter Skau-Andersen, der tager sig af en helt anden sag, truer Penkowas tidligere kolleger på universitetet med repressalier, hvis de udtaler sig om hans klient. Også pressen har fået et vink med en vognstang om konsekvenser, hvis ikke journalisterne passer på.
Alt sammen uhyre dramatisk, men det begyndte ellers nærmest eventyrligt, da en ung smart kvindelig forsker var på vej mod skyerne. Professor i lyntempo og derefter en videnskabelig produktion, som slog alle rekorder. 100 videnskabelige artikler. Masser af forskningsstøtte. Og så kronen på værker i offentligheden, da kronprinsesse Mary overrakte hende EliteForsk-prisen i 2009.
Hvis man ikke vidste andet, så måtte man tro, at verden lå åben for den unge forsker. Sådan så pressen også på det. Penkowa blev en forskningsdarling.
Men dem, der kendte til Penkowas opstigning til himlen, så anderledes på det. De vidste, at hendes disputats var blevet afvist af lødige, danske videnskabsfolk. Men hun blev reddet af den daværende dekan og nuværende rektor for Københavns Universitet, Ralf Hemmingsen. Da bedømmelsesudvalget vendte tommelfingrene nedad, trak han to uvildige eksperter op af hatten til at bedømme bedømmerne, og de mente, at bedømmerne og ikke Penkowa var problemet. Derfor kom hun gennem nåleøjet.
Penkowa har rigtig nok en imponerende videnskabelig produktion bag sig. Men dem, der har forstand på de dele, ved, at hendes artikler aldrig blev publiceret af de fineste tidsskrifter. Hun forblev en komet i Danmark.
Hendes fine Eliteforsk-pris fik hun efter indstilling fra selvsamme Ralf Hemmingsen, og indstillingen nød i den grad fremme hos den daværende videnskabsminister Helge Sander. De to bar hende i gennem til den fine pris.
Inderkredsen vidste også, at hendes videnskabelige arbejde ofte blev beskudt, og så kom den store sag, hvor to studerende nærmest kunne føre bevis for hendes uredelighed, og den blev så efterfølgende dokumenteret af internationale eksperter. Højere kan bølger ikke rulle i det miljø.
På det tidspunkt var hun allerede suspenderet, på grund af en helt tredje sag.
Suspensionen er mildest talt velbegrundet. Hvis — og vi gentager, hvis — anklagerne er rigtige, så er hun videnskabernes Stein Bagger. Aldeles skruppelløs. Ligeglad med metoderne. Ligeglad med, at hendes resultater ville vildlede andre i deres videnskabelige arbejde. Bare der kom videnskabelige publiceringer på cv’et.
Nu kommer så den helt store økonomiske sag. Den, der får Penkowa til at minde om den arrogante svenske statsministerkandidat Mona Sahlin. I den nye sag anklages Penkowa for at have anvendt op mod et par mio. kr. af en forskningsdonation til private eller i det mindste ikke-forsknings formål. Altså endnu en grim sag.
Københavns Universitets ledelse har håndteret sagen med usikker hånd. Møder med medarbejderne har — hvis ikke de blev aflyst — været ultrakorte og umeddelsomme. Pressen har ikke fået besked med henvisning til, at der var tale om en personsag. Hvor den selvsamme ledelse tidligere promoverede deres darling, så er der nu lukket af.
Realiteten er da også, at universitetets ledelse selv kan komme i skudlinjen, ja, den er det allerede: Det var den nuværende rektor, der gav Penkowa en ekstra chance, da hendes disputats blev angrebet. Men var de nye bedømmere faktisk uafhængige? Det var også Universitetet, som lod hende stige til himlen – men gav den selvsamme ledelse mon nogensinde hende en lektion i, hvordan man behandler betroede midler?
Men værst er dog: Hvem, hvis ikke universitets ledelse, har ansvaret for den konkrete forvaltning af penge fra forskernes forskningskonti?
Hvis anklagerne mod Penkowa er berettigede, så har ledelsen af universitetet meget sandsynligt et medansvar både for det videnskabelige fusk og for det økonomiske misbrug.
En artig sag.