Han mener, at lægerne skal inddrages, når der skal prioriteres medicin. Der skal etableres et nationalt prioriteringsråd, der baserer sine anbefalinger på kliniske retningslinjer.
Så kom formanden for Lægeforeningen, Mads Koch Hansen. Han fremhævede, at der er for mange kokke om medicinbeslutningerne herhjemme: RADS, IRF, Kræftstyregruppen og UVKL m.v. Hvorfor ikke slå dem sammen?
Og så sluttede regionernes formand, Bent Hansen, festen ved at foreslå, at Danmark burde etablere en NICE-lignende institution, som kan gennemføre højtkvalificerede medicinvurderinger på MTV-niveau. Danske Regioner planlægger faktisk at fremsætte et forslag om det allerede inden sommerferien.
Det hele foregik på Dagens Medicins konference om lægemidler, der havde trukket over 100 deltagere til Forskerbyen i Hørsholm i forgangne uge.
Efter de tre udmeldinger lå det jo til højrebenet: Slå dog det hele sammen og skab en stærk faglig institution, der med en kvalitet som på kræftområdet kan anbefale lægemidler og dokumentere den rette og rationelle farmakoterapi.
Den nuværende situation er uoverskuelig for at sige det mildt. RADS, Rådet for Anvendelsen af Dyr Sygehusmedicin, er nedsat af Danske Regioner. Hensigten er at luge ud i det, regionerne kalder dyr sygehusmedicin. Foreløbig har arbejdet i RADS ført til besparelser på 50 mio. kr. ved at indføre nye behandlingsvejledninger inden for hepatitis-, sklerose- og hiv/aids-præparater. Men processerne er for at sige det mildt tilknappede. Selv i referaterne fra rådet fortælles intet om, hvad der foregår. Hvis man gerne vil skabe myter om, hvilke motiver der er bag RADS, skal man bare fortsætte på den facon.
RADS er ikke ene om at træffe den slags beslutninger. I økonomiaftalen mellem regionerne og regeringen er det aftalt, at der skal spares på behandlingerne. Først besluttede de to parter sig for nye retningslinjer for fedme- og rygbehandlinger, og løsningen afveg fra de faglige anbefalinger. Men regionerne har virkelig sparet penge på omlægningerne. Nu går de spareivrige magthavere så i gang med operationer af knæ og skuldre. Hvis stilen fra fedmeoperationerne fastholdes, bliver det grimt – og ikke evidensbaseret.
IRF har med sine nationale rekommandationslister også stor indflydelse. Instituttet har netop anbefalet, at psykiaterne afholder sig fra at anvende flere antipsykotiske midler på en gang. Samtidig anbefaler IRF, at de altid skal starte antipsykotisk behandling med generisk risperidon, der koster en brøkdel af, hvad 2.-generations præparater koster.
På kræftområdet regerer UVKL, Nationalt Udvalg til Vurdering af Kræftlægemidler, som sammen med Kræftstyregruppen hjælper Sundhedsstyrelsen med at træffe beslutninger om kræftlægemidler. Denne treenighed er enerådende på kræftområdet, og den er så stærk, at beslutningerne sjældent kritiseres.
Langt den største fare — for dem, der er ængstelige for, at behandlingstilbud skal reduceres — er dog Lægemiddelstyrelsens Medicintilskudsnævn. Her sidder en forholdsvis lille gruppe af i øvrigt dygtige medicinere og bestemmer, om præparater skal have tilskud og leve eller miste deres tilskud — og dø. I 2010 gik det f.eks. hårdt ud over mavesårsmedicin, hvor en hel stribe produkter mistede tilskud.
Ud over disse instanser arbejder hærskarer af læger og højtplacerede beslutningstagere i de regionale lægemiddelkomiteer, og endnu flere læger bruger energi på de lægevidenskabelige selskaber, hvor der også drøftes medicin. Kardiologerne har til eksempel kunnet enes om nationale kliniske retningslinjer.
Tænk hvis man kunne samle alle eller store dele af disse ressourcer. Så kunne der skabes trygge rammer for prioriteringsbeslutningerne. Michael Hasenkam og hans selskaber vil forlange, at der så skal investeres i kliniske retningslinjer, og det koster mange mio. kr. På konferencen i Hørsholm afviste Bent Hansen pure at afsætte så mange penge til området, og regeringen er heller ikke parat til at levere finansieringen.
Men så må man starte på et mere beskedent grundlag. Bare det fører til velkvalificerede anbefalinger og transparente og helst uafhængige processer, som inddrager alle relevante parter. Det er da problematisk, at RADS først nu har fundet på at inddrage patientforeningerne.
Tænk, hvis Danmark kunne få sit eget medicinske parlament, hvor medicinbeslutninger kunne diskuteres i det åbne landskab med kvalificerede høringsrunder og grundig dokumentation.
Send invitationerne, så alle kan være med, Bent Hansen. Med den enighed, som blev demonstreret i Hørsholm, kan det ikke tage lang tid at få skabt den rigtige konstruktion.