Man græmmes.
Her i den dybeste krise for psykiatrien, så skændes landets sundhedsminister Bertel Haarder med både patientforeninger og læger om, hvorvidt psykiatrien er blevet underprioriteret eller ej. Det er lige før, skibet synker, og så skændes man om, hvor stort hullet i skroget er. Det er da patetisk.
Virkeligheden er oven i købet, at alle parter har ret, og derfor er det i endnu højere grad tidsspilde. Sundhedsministeren har jo ret i, at psykiatrien har fået flere midler, og psykiatrien, for nu at vælge en massebetegnelse, har ret i, at somatikken har fået langt mere end psykiatrien. Men læg mærke til, at ministeren trods alt ikke påstår, at psykiatrien nødvendigvis har fået tilstrækkeligt med midler, så på den måde er parterne måske ligefrem enige om det vigtigste.
Under alle omstændigheder er noget gået galt. Somatikken er gennem 20 år blevet stadig mere produktivt. Der leveres mange, mange flere behandlinger nu. Bevillingerne er sandelig også blevet forøget, men ikke nær i samme takt som produktionen. Danmark har fået valuta for pengene.
Men det er intet imod, hvad psykiatrien har leveret. Antallet af behandlinger er med et slidt udtryk eksploderet. Væksten er også langt højere end for somatikken. Samtidig er bevillingerne ikke vokset i nær samme takt. Hvis Danmark har fået valuta for pengene på det somatiske område, så har psykiatrien givet Danmark platin. Det er kendsgerninger, ingen kan benægte.
Psykiatriens præstation er fantastisk. Det må alle erkende. Ja, den er så fantastisk, at den er temmelig meget for fantastisk. Mens produktionen stiger brat, stiger bevillingerne kun marginalt, og derfor falder det beløb, som er til rådighed for den enkelte psykiatriske patient dramatisk.
Bertel Haarder har allerede besluttet sig for, at psykiatrien ikke er underprioriteret. Det er hans påstand. En af hans forklaringer er, at den omdiskuterede behandlingsgaranti har haft nedprioritering af psykiatrien til følge. Og at psykiatrien desuden har den ulempe, at man ikke kan operere psykiske sygdomme væk som et dårligt knæ. Mon ikke psykiatrien alligevel har brug for fokus.
Nej, der er al mulig grund til at tro, at mange af de psykiatriske skandaler, som pressen for tiden svælger i, skyldes den økonomiske udsultning af den enkelte psykiatriske patient. Der er ikke råd til fysiske faciliteter, som kan holde retspsykiatriske patienter inden for murene. De flygter i stort antal, og de er oven i købet så uhøflige, at de gør det forud for, at ministeren kommer på høflighedsvisit.
Personalet ,der passer på de retspsykiatriske patienter, er heller ikke, hvad de var. Det er ikke længere job for blødsødne humanister. I dag er det snarere fangevogtere. Ikke overraskende kalder vores sundhedsminister også disse patienter for fanger. Sådan er det jo for en patientgruppe, der helt og aldeles mangler sympati.
De drastisk faldende bevillinger per patient er også forklaringen på, at fiksering anvendes endnu oftere i dag. Den er f.eks. den voldsomt omtalte sag, hvor en spisevægrende teenager blev fikseret så ofte, at domstolen greb ind med en dom mod Bispebjerg og Glostrup. I hvert tilfælde er det forklaringen på, at visse psykiatriske institutioner anvender mere kreative fikseringsløsninger a la dem, som pressen har afsløret bliver anvendt på sikringen i Nykøbing. Og det er i særklasse forklaringen på, at der slet ikke er plads til at passe på ellers vanskelige patienter, som udskrives, fordi der slet ikke er plads til at indlægge dem.
Den massive kritik ikke mindst i pressen, og ganske særligt i Politiken, har denne baggrund.
Når den slags haglbyger blæser mod en stadigt svækket psykiatri, så er der slet ikke overskud til at pege på psykiatriens sejre. De er der ellers. Der er kommet bedre styr på skizofreni. Der er langt mere styr på håndteringen af den lettere psykiatri. Distriktspsykiatrien er også en regulær, ligefrem opsigtsvækkende succes, som også henslæber en tilværelse i skyggen af skandalerne.
Den grovkornede kritik, som i meget høj grad skyldes den beskedne økonomi, har suget selvtilliden ud af psykiatrien. Ingen tager til genmæle, når kritikken rejses. Indimellem hjælper Lægeforeningen til med opmuntring. Men sjældent og ikke så dybfølt. Det er åbenbart helt utænkeligt, at foreningen tager fat på, hvordan prioriteringen mellem det somatiske og psykiatrien er vredet skævt. Regionerne skyder skylden på regeringen, men bærer dog selv et vist ansvar. Netop derfor kommer regionerne heller ikke reelt til undsætning.
Og psykiatriens egne videnskabelige selskaber virker modløse og defaitistiske.
Derfor er det heller ikke overraskende, at der er åbenlyse problemer med at rekruttere personale og også med at tiltrække læger til specialet.
Psykiatrien er på vej ind i en ond cirkel. Så enkelt er det, og det er uretfærdigt. Det er på tide, at cirklen vender, og kan vi, til en start, blive fri for skænderierne om, hvem der har snydt hvem og hvorfor?
Tak.