I stedet kommer en pakke bestående af en garanti for udredning på en måned og en totrinsraket af en behandlingsgaranti, hvor lægerne får lov at bestemme, om patienten skal behandles inden for en måned eller efter to måneder.
Samtidig tilbydes psykiatriske patienter de samme vilkår som de somatiske, og alene den ligestilling burde regeringen roses for.
Det er godt tænkt, og det er skønt at se denne regering komme op i de sundhedspolitiske omdrejninger med en hel stribe gode initiativer i hurtig rækkefølge: Først skar regeringen endeligt igennem ved at forbyde rygning på steder, hvor børn og unge færdes. Den slags giver skrammer, men de er værd at tage i en så god sags tjeneste.
Nu kommer så opgøret med den rigide behandlingsgaranti, som nok havde en mission, da den borgerlige regering indførte den, men som i dag er slidt ned som pædagogisk våben. Så længe der ikke stilles krav til ventetiden på en diagnose, er behandlingsgarantien elastik i metermål. Dertil kommer udredningsgarantien og sidestillingen af psykiatrien og somatikken.
Endelig drejer sundhedsministeren på endnu et håndtag. I fremtiden skal hospitalerne overtage ansvaret for patienternes udredning. Det lyder beskedent, men det er det bestemt ikke. I dag sender sygehusene patienterne retur til den praktiserende læge, hvis ikke de kan stille en diagnose. Det accepteres ikke længere. Så skal patienten videre til en ny afdeling på sygehuset, indtil patienten har fået sin diagnose. Det er også et stort fremskridt.
Kan udredningsgarantien og alt det andet gennemføres, vil det være en forbedring af det danske sundhedsvæsen af historisk rækkevidde.
Det er da også det åbne spørgsmål med så ambitiøse planer: Er det overhovedet realistisk? Har regeringen gennemtænkt initiativet, og hvad det kræver af ressourcer?
Det er jo ingen tvivl om, at mange patienter også efter dette systemskifte må vente ud over en måned. Prøv at tage en tur rundt i ventetidshelvedet på ventetid.dk — der er jo absurde ventetider overalt: Gigt, neurologi, kol, for slet ikke at tale om psykiatrien, hvor ventetiderne er så monstrøse, at Danmark rent ud sagt burde indbringes for menneskerettighedskommissionen.
Efter den traumatiske oplevelse bliver det klart, at det kommer til at tage lang tid, førend det danske sundhedsvæsen kan levere udredning på en måned.
Hvordan skal patienterne så få deres diagnoser på bare en måned? Det kan faktisk kun ske fra et privathospital. Sådan er systemet. Men diagnostik er ikke en kernekompetence i det private sygehusvæsen, som i øvrigt er svækket — eller ligefrem gået fallit — efter en hård kamp med det offentlige. Alternativet til det offentlige sygehusvæsen er ikke just potent, og derfor kan man med rette frygte for denne garanti.
Der er altså usikkerhed om, hvad dette indgreb egentlig vil føre med sig. Men der er ingen grund til betvivle, at regeringen nu har sendt sundhedsvæsenet af sted i én bestemt retning: Den ønsker kortere ventetid til diagnostik, og det fortjener applaus.
Men regeringen må også være klar over, at det koster lægelige ressourcer, og det gør det ganske særligt, fordi sygehusene i fremtiden skal levere langt flere diagnoser end i dag. Med de alenlange ventetider forsvinder patienternes symptomer ofte af sig selv og helt uden udredning og behandling. Det nye regime bliver langt dyrere, når langt flere patienter skal have deres diagnoser og derefter i behandling. Den merudgift kan ikke undgås.
Men for samfundet er der enorme besparelser at hente, når danskerne kommer hurtigere tilbage på arbejdsmarkedet. De indtægter vil være langt større end udgifterne. Også derfor er de nye garantiregler en kæmpegevinst.
Den gevinst er dog for intet at regne mod fordelene for patienterne.