Lægemiddelstyrelsen har været helt nede på knæ.
Direktør Jytte Lyngvig har sagt undskyld og gentaget sine undskyldninger i det uendelige, og bagefter har hele ledelsen sagt be-be, be-be og be-be. Men det var ikke tilstrækkeligt. De måtte også sluge massive ydmygelser, acceptere barsk kritik og fornedrelser af deres ledelse og deres styrelse.
Men det virkede. Styrelsens topledere, Jytte Lyngvig og Karsten Jørgensen, samt chefen for sikkerhedsafdelingen, Doris Stenver, overlevede i deres job. Stik imod al rimelighed og anstændighed klarede de skærene. Dermed sætter Sundhedsministeriet – og beslutningen er truffet dér - overlæggeren i den danske forvaltningstradition uanstændigt lavt. Åbenbart er kvalitet i forvaltningen blevet ligegyldigt, bare man siger undskyld. Kan Bertel Haarder virkelig lægge navn til det svigt?
Fredningen af styrelsens ledelse sker med lodder og trisser. Til grund for fredningen ligger nemlig en misforståelse – eller rettere en overfortolkning – af selvsamme ledelses egen forklaring tilbage i 2008 (læs mere herom på side 6-7).
Det hele drejer sig om Omniscan-skandalen, hvor Lægemiddelstyrelsens lemfældige forvaltning og kontrol førte til, at kontrastmidlet Omniscan blev godkendt til stærkt nyresyge patienter og i doser, som var alt for voldsomme. Det har ført til dødsfald og invalidering af patienter.
Før jul blev en advokatrapport om hele sagsforløbet afleveret til sundhedsministeren, og den opremser i overraskende kontant form fejl på fejl. Men værst er tre forhold. I 1998 sjuskede styrelsen med sin sagsbehandling, så Omniscan blev godkendt også til stærkt nyresvækkede patienter. I 2006 reagerede styrelsen for langsomt og uden fornøden konsekvens, da der dukkede en kæmpestabel af indberettede og meget alvorlige bivirkninger op hos styrelsen. Og endelig i 2009, da styrelsen dækkede over sine fejl og løj om sin egen rolle, da ministeriet skulle klædes på i forbindelse med to folketingsspørgsmål.
Kammeradvokaten har koncentreret sig om disse tre spørgsmål, og juristerne er endt med denne konklusion: »Der er derfor ikke grundlag for ansættelsesretlige skridt over for nogen medarbejdere.«
Den konklusion læner Bertel Haarder sig behændigt op ad, og derfor freder han Lægemiddelstyrelsens ellers så sønderskudte ledelse. Så bliver der også ro på bagperronen, og det må åbenbart have større betydning for ministeriet end at stille krav om ordentlig forvaltning.
Ministeriet får det til at se ud, som om Kammeradvokatens vurdering er en slags facitliste. Men Bertel Haarder behøvede jo ikke alene at basere sig på juraen. Ministeren kunne også spekulere i, hvad der var bedst for Lægemiddelstyrelsen som organisation. Selv i det offentlige kan man praktisere god ledelse ved at fyre dårlige ledere, der ikke leverer resultater. Han kunne jo også have henvist til, at Lyngvigs ledelse ikke var i stand til at sikre respekten for bivirkningsindberetningerne i Danmark. Det er da en relevant fyringsgrund.
Paradoksalt nok erkender Bertel Haarder, at han heller ikke tror, at Lægemiddelstyrelsens ledelse er i stand til at løse egne problemer. I et 19 sider langt brev ydmyges styrelsen med en detaljeret gennemgang af alle undskyldningerne, bortforklaringerne og efterrationaliseringerne. Men stærkest virker dette mistillidsvotum til Lyngvig og hendes ledelse: »Ministeriet vil i den kommende tid være i tæt dialog med styrelsen og arbejde for optimal opfølgning på denne sag. Med opfølgningen vil ministeriet tilstræbe, at tilliden til Lægemiddelstyrelsens faglige virksomhed opretholdes hos alle styrelsens interessenter og samarbejdspartnere.« Lyngvig skal altså mandsopdækkes for at sikre tilliden til hendes styrelse.
Brevet afsluttes med decideret striptease: Ministeriet vil »anmode om, at det indskærpes over for styrelsens medarbejdere, at der i den interne kommunikation i styrelsen anvendes en tillidsvækkende sprogbrug, som ikke kan give anledning til misforståelser. Ministeriet finder det væsentligt, at Lægemiddelstyrelsen i både den interne og eksterne kommunikation anvender en sprogbrug, som er egnet til at bevare tilliden til styrelsen som myndighed.«
Godt at ministeren forlanger respekt for politikerne.
Men det ville unægtelig have klædt Bertel Haarder bedre, hvis han også havde forlangt, at styrelsen skulle have respekt for lægerne og deres arbejde med at forhindre bivirkninger.
Havde Lyngvig, Jørgensen og Stenver haft denne respekt, så ville slutsekvensen i denne tragedie være undgået.